Danske Kommuner - Kalenderåret er yt
Fremtidens lokale velfærdssamfund Thomas Karlsson blogger om styring og ledelse i kommunerne

Kalenderåret er yt

Af Thomas Karlsson, tirsdag den 15. maj 2018 kl. 12.00

Den årskalender, vi kender i dag, Den Gregorianske Kalender, blev officielt indført i Danmark i år 1700 efter at være opfundet i sin første oprindelige udgave af grækeren Sosigenes 46 år før vor tidsregning. Her 2055 år efter dens opfindelse bør den genovervejes som krumtappen i styringen af de offentlige udgifter, hvis ambitionerne om ”mere velfærd for mindre” skal kunne realiseres.

Den gregorianske kalender er vældig smart til en masse ting: Den hjælper os med at holde styr på historiske begivenheder og mærkedage af den ene og den anden art, og den giver os i det hele taget en målestok for tid, som er hensigtsmæssig i mange sammenhænge.

Spørgsmålet er dog, om den gregorianske kalender er et godt styringsværktøj i forhold til kommunernes økonomi.

KLK arbejder i løbet af året med udvikling af økonomistyring i mange kommuner. Én af de ting, der står tilbage på tvær af disse rundrejser er, hvor tosset det er, at vi har bundet al økonomistyring op på en 2000 år gammel kalender. Vores oplevelse er, at vi har bundet os selv en klods om benet, som kort fortalt gør, at borgerne for mindre velfærd for pengene, end hvad der ville være muligt med et mere smidigt tidsbegreb.

I nogle tilfælde stopper kalenderåret for smarte prioriteringer, fordi det vanskeliggør tænkning og handling som går mere end et år frem. I andre tilfælde er det lige modsat: Her er kalenderåret en al for grov målestok som gør, at forvaltningerne reagerer for langsomt. Det skyldes kort fortalt, at det for en stor del af de kommunale opgaver gælder, at de i substansen ikke i væsentlig grad korrelerer med det gregorianske kalenderår. Borgernes behov, oversat til behov for kommunale tjenesteydelser, har inden for fx store dele af social, ældre, sundhed og beskæftigelse kun en svag eller ingen sammenhæng med tidspunkt på året.

Et par eksempler:

Mange kommuner har fokus på, hvordan udsatte og nødlidende børn kan få en mere kvalificeret hjælp, hvor hele kommunen arbejder sammen om at sikre det enkelte barn en bedre fremtid. Her er det ofte tale om større omstillinger. Forvaltningen skal arbejde på en helt ny måde for at spotte børnenes behov og for at samarbejde om at tage sig af behovene på tværs af forvaltnings-, institutions- og personskel. Det kræver en masse organisatorisk, kompetencemæssigt og ledelsesmæssigt, og så er det endda en indsats, som ofte først tjener sig ind – talt i kolde kontanter – efter en årrække, når børnene er blevet unge og voksne og forhåbentlig har fået et liv, der kræver mindre offentlig støtte, end hvad der havde været brug for uden den anderledes, tidligere indsats. 

I disse tilfælde er det den centrale styring, den er gal med: Der er ingen substantiel, faglig grund til at slå to streger under facit efter kalenderårets afslutning. Der er dermed alene det gregorianske kalenderargument, som det er formuleret i den centrale styringsramme. De centralt fastsatte, årlige krav til kommunernes økonomi spænder på den måde ben for, at den allestedsnærværende, gryende viden om nødvendigheden af mere tværgående samarbejde og mere investeringstænkning, omsættes til konkrete nye styringspraksisser. Spørgsmålet er, hvilken velfærdsvirksomhed man ville investere i, hvis man var en klog investor: En virksomhed som fortsatte med at visitere børn på samme måde og fx fastholde den samme anbringelsespraksis – for at få det næste regnskab til at gå op. Eller den virksomhed som massivt investerede i at gribe børnene i en ung alder, inden de falder ned i de forkerte spor og dermed foregribe udgifter til fx psykiatri og andre behandlingstilbud på længere sigt? 

Andre kommuner har svært ved at tæmme aktiviteterne på nogle af de store velfærdsområder. Det gælder fx på ældre og socialområdet. Der bliver måske visiteret til for mange eller for dyre døgntilbud, eller kommunen får måske ikke fulgt tæt nok op på, om støtten til borgeren løbende tilpasses borgerens ændrede behov og funktionsniveau. Her er løsningen en kombination af fag- og økonomistyring, der kommer helt tæt på udgifts- og aktivitetsstrømmene mellem bestiller og udfører i den enkelte kommune. Der skal være mere gennemsigtighed ift. hvornår kommunen køber ind, hvad kommunen betaler for, hvor mange penge der er tilbage i kassen etc. I disse tilfælde er den gregorianske kalender heller ikke særlig velegnet, fordi kalenderåret som vi kender det er en al for grov maske at styre driftsøkonomi efter. Her er der ikke noget indholdsmæssigt argument for at vente på kalenderårets afslutning. Ubalancerne i økonomien er der – uafhængig af tid på året, og data vil formentlig også kunne skaffes. Det gregorianske kalenderargument er dermed alene med til at bringe forvaltningen på bagkant med udviklingen og føre til en for sen indgriben.

Alt det ved samtlige af landets kommuner selvfølgelig godt. Der er ikke som sådan noget nyt i hverken måneds, kvartals eller halvårsrapportering. Når det er sagt, giver det faktum at slutningen på et kalenderår er det eneste tidspunkt, hvor der reelt er konsekvenser af budgetoverskridelser, incitamenter til at opretholde tilstande hvor udgifts- og aktivitetsstrømmene er black box i løbet af året (frem til næste kalenderdato for kasseopgørelse). Mere fleksible budgetmodeller kunne i disse tilfælde være med til at understøtte fremvæksten af normer om mere konstant og løbende transparens.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Kalenderåret er yt Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger