På landdistrikternes vegne Steffen Damsgaard blogger fra det decentrale Danmark

Udligningsudspil tegner måske positivt? Men processen er forrykt!

Af Steffen Damsgaard, fredag den 7. februar 2020 kl. 12.30

Så kom det endelig.

På januars næstsidste dag fremlagde regeringen sit længe ventede udspil til en reform af udligningssystemet. Siden Socialdemokratiet i valgkampen lovede at reformere udligningssystemet, hvis de vandt nøglerne til Statsministeriet, har udspillet været imødeset i landdistrikterne og alle landets kommuner med lige dele spænding og skræk.

For der er meget på spil rundt om i kommunerne. Det er den helt nære borgervelfærd - populært sagt de varme hænder – som i flere kommuner landet over kræver flere ressourcer, end der overhovedet er muligt. Det er de decentrale strukturer og tilbud med børnehaver og skoler, der i dag er ved at splintre til atomer. Med det nuværende udligningssystem har vi i flere år fremmet en udvikling, som deler landet i to; kommuner på randen af fallit med en stadig voldsommere afvikling og forringelser af velfærdtilbuddene; og kommuner, der stadig er i stand til at ranke ryggen og nikke bekræftende, når man taler om et dansk velfærdssamfund i verdensklasse.

Det er ikke mit ærinde at tale en konflikt mellem land og by op. Tværtimod.

Mit standpunkt har til alle tider været, at hvad angår udligningssystemet, er vi nødt til at hæve os over egeninteresse og se landet i sin helhed. Kan vi være den nære borgervelfærd bekendt i hele landet? Er der varme hænder nok til de ældre, til borgerne med særlige behov, og til børn og unge , i hele landet, og er der nærhed i servicetilbuddene? Har man over hele landet mulighed for at vedligeholde servicetilbuddene og forny dem?

Det bør ikke være sådan at nogle kommuner har det højeste serviceniveau og samtidig den laveste skatteprocent, mens andre kommuner har den højeste skatteprocent, men samtidig fortsat det laveste serviceniveau.

Sådanne spørgsmål bør vi som samfund stille os selv.

Noget tyder på, at spørgsmålene også er udgangspunktet for regeringens udspil til udligningssystemet. Og regeringen skal have ros for at have fokus på at sikre et land i bedre balance, men går man langt nok i regeringens udspil?

I hvert fald varsler udspillet bedre tider for flere af vores allermest økonomisk pressede medlemskommuner. Heraf vil 30 yderkommuner samlet set få tilført 950 mio. kroner ekstra i det nye system. Det er kommuner som Lolland, Langeland, Guldborgsund, Tønder, Vesthimmerland og Frederikshavn. 24 øvrige kommuner vil samlet set få tilført ekstra 250 mio. kroner. Men er det nok til at skabe en nogenlunde service i hele landet?

Udspillet vækker også bekymringer.

Regeringen lægger nemlig op til, at provinsudligningen, kaldet det særlige udligningstilskud til provinskommuner med højt strukturelt underskud, bliver fjernet. Det og andet kan presse økonomien i en række af vores medlemskommuner bl.a. Favrskov, Silkeborg, Lemvig og Fanø. De er alle nogle af de kommuner, der kommer til at betale en større andel til udligning i det nye system. Det har mindst lige så store konsekvenser, som nogle hævder, at forslaget om at afskaffe hovedstadsudligningen vil have. Desuden er der mange andre usikkerheder, som fx finansieringstilskuddet, der hvert år forhandles mellem Regeringen og KL i kommuneaftalen. Hvis Regeringen tænker på at fjerne det til sommer, er mange kommuner slået tilbage – nogle land og yderkommuner vil endda være dårligere stillet end nu. Vi har i Landdistrikternes Fællesråd og i kommunerne behov for at kende de samlede konsekvenser i alle aftaler, der påvirker kommunernes økonomi.

Og så er der processen omkring udspillet. Den vækker i den grad bekymringer.

Regeringen har nemlig valgt ikke at fremlægge de bagvedliggende beregninger for udligningsudspillet. Dermed afskæres kommuner, forskere, interesseorganisationer og alle andre fra at komme med veldokumenterede, kvalificerede indspil til de igangværende forhandlinger om et nyt udligningssystem.

Det er hemmelighedskræmmeri af værste skuffe, og det hører ikke hjemme i en dansk tradition, hvor åbenhed normalt er et hædersmærke.

Når regeringen holder beregningsgrundlaget bag lukkede døre, er det umuligt at få klarhed over, hvor meget de enkelte kriterier er ændret, og hvilke konsekvenser det har for de enkelte kommuner.

Vi kan se bundlinjen for, hvem der får, og hvem der skal give, men ikke hvorfor det er sådan. Det gør det umuligt at gennemskue rimeligheden i det nye system. Samtidig sidder borgmestre og kommunalpolitikere i deres kommuner landet over og er i tvivl om, hvorvidt de skal juble eller være bekymrede. For når kriterier og fordelingsnøgler ikke er fremlagt, er det umuligt at kigge fremad og beregne effekter lokalt.

Med andre ord aner kommunerne ikke, om deres befolkningssammensætning ender med at udløse en gevinst eller en regning i fremtiden, ud over det beløb de har fået oplyst fra ministeriet.

Regeringens argument for den manglende transparens lyder, at forhandlingerne er et Christiansborganliggende. Men at de forhandlende politikere bliver afskåret fra at være i dialog med deres kommunale bagland, er ikke alene forrykt, det er udansk.

Trods løfterne om at ville skabe et Danmark i bedre balance, gør regeringens tilgang til processen omkring udspillet det desværre svært at være entydigt begejstret. Tværtimod øger den manglende transparens mistænksomheden og bekymringsrynkerne i mangt en kommune landet over.

Jeg håber, regeringen snart skifter spor og finder tilbage til den vanlige danske åbenhed i de politiske processer. Først dér kan vi vurdere, om udspillet er godt nok til at medvirke til at skabe et land i balance, hvad angår kommunernes mulighed for at yde rimelig service til borgerne.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Udligningsudspil tegner måske positivt? Men processen er forrykt! Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger