På landdistrikternes vegne Steffen Damsgaard blogger fra det decentrale Danmark

Skab lige lånemuligheder i hele Danmark

Af Steffen Damsgaard, onsdag den 28. august 2019 kl. 08.00

Dansk økonomi er i topform. Arbejdsløsheden er lav, mens boligmarkedet buldrer afsted. Den generelle opfattelse er, at Danmark er i udvikling.

Alligevel oplever danskere i det decentrale Danmark, at deres iværksætter- og boligdrømme punkteres alene på grund af landsbyens placering. Senest læste jeg historien om Munkholm Zoo i Syddjurs Kommune, en lille erhvervssucces med 35.000 årlige besøgende, som trods mange købshenvendelser stadig er til salg efter to år.

Det er desværre ikke et enkeltstående problem i de danske landdistrikter. Oplevelsen er, at banker og realkreditinstitutter vil have ekstra sikkerhed for deres penge, når en virksomhed ligger i et landdistrikt. Landdistrikter klinger i deres ører oftere af afvikling frem for udvikling.

Også familier, der ønsker at skifte brosten ud med vandkant, oplever problemet; de får afslag på lån til drømmeboligen på landet, mens selvsamme familie kan låne over dobbelt så meget, hvis de i stedet finder en bolig i en større by. Samtidig er det næsten umuligt at bygge nyt, for familien kan ikke låne tilstrækkeligt.

Selvom den finansielle sektor viser gode takter og låner mere ud til boligkøb og erhvervsvirksomhed i landdistrikterne, og selvom der findes banker og realkreditinstitutter, som vil mere end andre, bliver mange stadig afvist. Det skaber en skævvridning på tværs af landet og bremser den nødvendige vækst og udvikling. For i det decentrale Danmark mangler vi både tilflyttere og arbejdspladser. Derfor er det urimeligt, at de som byder sig til, ikke kan realisere deres ambitioner.

Det kalder på politisk handling.

Derfor opfordrer vi Christiansborg til at igangsætte et løsningsorienteret udvalgsarbejde. Til inspiration vil Landdistrikternes Fællesråd gerne lave et løsningskatalog, der skal sikre bedre finansieringsmuligheder i landdistrikterne. Vi sætter os gerne til bords med løsninger og decentrale erfaringer.

Den økonomiske optur bør kunne mærkes i hele landet. Lad os trække i arbejdstøjet og gøre landdistrikternes iværksætter- og boligdrømme til virkelighed. Det kan kun gå for langsomt!

 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Skab lige lånemuligheder i hele Danmark Felter med * skal udfyldes
 

Boligmarkedet i provinsen er ødelagt. Opsvinget er gået udenom provinsen.

Af:Birgitte Hansen, Ringgade 115, 7600 Struer - Den28.08.2019 kl. 11:37Anmeld kommentar

Tak til Landdistrikternes Fællesråd for at tage dette yderst påtrængende problem op. Jeg vil gerne uddybe Steffen Damgårds indlæg med to punkter:

1. Ikke kun landsbyer, men også lidt større provinsbyer lider under bankers og kreditforeningerne NEJ til udlån. Det er nødvendigt, at Landdistrektirnes Fællesråd offentliggør en oversigt over de områder som er ramt af nej-til-lån.

2. Når boligkøbere ikke kan låne i banker og kreditforeninger på almindelige vilkår, går det ud over hele boligmarkedet. Når en familie går i opløsning ved skilsmisse og ingen af parterne har råd til at blive tilbage i den fælles bolig, sættes den meget billigt til salg blot for at slippe af med boligen. Det samme gælder ved døds-fald, hvor arvingene blot vil af med huset og nærmest forærer det væk for at slippe for vedligehold, skatter m.v.
Det betyder at priserne i provinsen er helt ude af proportion.
Dette er situationen, når interesserede boligkøbere ikke kan låne penge til boligkøb. Provinsbyer og landsbyer forfalder, når der ingen tilflytning er.

Der er hårdt brug for at få rettet op på disse misforhold.

Statsfinansierede lån

Af:Bente Hedegaard, Norddjurs kommune - Den28.08.2019 kl. 10:56Anmeld kommentar

Her Steffen. Det er SÅ rigtigt. Og udfordrer man kreditforeningerne og pengeinstitutterne, så siger de, at de fortager individuelle vurderinger - mærkeligt nok så ender alle individuelle vurderinger i, at der ikke kan ydes lån i yderområderne. Jeg vil derfor foreslå, at staten opretter et låneinstitut, hvor der kan tilbydes statslån på tilnærmelsesvis samme vilkår som i kreditforeninger og pengeinstitutter. Vi har samfundsmæssigt giver bankpakker og holdt “r....” oppe på den finansielle sektor, da der var krise. Nu svigter de vores samfund og udviklingen af iværksætteri, hussalg, virksomhedsudvidelse og meget meget mere. De svigter Danmark og udviklingen i yderområderne.

Steffen Damsgaard

Steffen Damsgaard

Formand

Steffen Damsgaard blogger fra det decentrale Danmark

Skriv hvad du søger