På landdistrikternes vegne Steffen Damsgaard blogger fra det decentrale Danmark

Landsbyerne er med til at vise vejen ud af krisen

Af Steffen Damsgaard, onsdag den 21. april 2021 kl. 08.00

Så skal vi til det igen. På jagt efter den danske landsby, som skal vinde titlen Årets Landsby 2021. Kåringen af Årets Landsby er en af mine personlige yndlinge i Landdistrikternes Fællesråds  mange spændende aktiviteter.

Og hvorfor egentlig det?

Fordi Årets Landsby-prisen hvert eneste år er med til at minde mig om, hvad det er, vi i Landdistrikternes Fællesråd er rundet af, og hvorfor vi kæmper så indædt for at bevare det.

Landsbyerne er fundamentet i de danske landdistrikter. Små mikrokosmos rundt i landet, som hver dag viser os alle sammen, at barrierer for det gode liv kan sprænges af idérigdom, ildsjæle og sammenhold. Det er landsbyer, som skaber udvikling og løfter store projekter, der langt overstiger, hvad man kunne forvente.

Rigtig mange landsbyer styres ud fra devisen: ”Vi gør det da bare!” Som humlebien, der ikke ved, at den nok ikke burde kunne flyve. På engelsk ville man sige: ”The sky is the limit”. Det er i den grad inspirerende og livsbekræftende. Ikke mindst i en krisetid, hvor vi på andet år står sammen ved at holde afstand.

Sidste år hædrede Årets Landsby-prisen landsbyernes evne til at stå sammen og komme igennem krisen. I år er det landsbyernes evne til at tænke nye tanker og finde nye veje ud af krisen, som er omdrejningspunkt.

Med titlen ’Den Nytænkende Landsby’ bliver årets pris uddelt til en landsby, som har formået at vende coronakrisen til nye levedygtige og bæredygtige udviklingsmuligheder med øje for fremtiden. Det kan være initiativer, der har skabt ny bosætning, ny erhvervsudvikling eller helt nye fællesskabsformer.

Det er en del af landsbyernes DNA, at der er kort fra tanke til handling. Her ved man, at skal udviklingen komme, må man skabe den selv. Derfor er jeg utrolig spændt på at se de indkomne ansøgninger i år. For er det noget, landsbyer over hele Danmark gør hver eneste dag, så er det at tænke nyt.

For et år siden trådte landsbyernes fællesskaber til og holdt hånden under deres egne med fællessang, kaffe på afstand, indkøbshjælp til svage og sårbare samt sociale initiativer – sammen hver for sig – til at gøre livet lidt lysere i en mørk tid. Det har tjent os alle til inspiration og vist vejen for det gode liv på landet.

I år har vi brug for landsbyernes idérigdom, der kan være med til at vise os alle sammen nye veje ud af krisen. Og det har vi brug for i denne tid.

Enhver krise rummer muligheden for forandring.

Når verden vendes på hovedet, opstår nye perspektiver. Måske bliver boligdrømme og ønsker om nærhed, natur og et liv i lavere gear pludselig realisérbare i takt med mere hjemmearbejde. Eller måske kan iværksætterdrømme forløses, når nye forretningsmuligheder opstår som følge af flere danske turister i Danmark.

Derfor er jeg overbevist om, at coronakrisen på lang sigt ikke kun har bibragt os dårligdomme. Winston Churchill var med til at genopbygge den vestlige verden efter Anden Verdenskrig med ordene: Never let a good crisis go to waste. Dem bør vi minde os selv om. For i krisens aske ligger mulighederne gemt. Muligheder, der peger os i retning af en bedre, fælles fremtid.

Her er de danske landsbyer pragteksempler på, hvordan nye muligheder omsættes til konkret positiv udvikling lokalt. Det er blandt andet derfor, vi har brug for at bevare og udvikle de danske landsbyer og landdistrikter.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Landsbyerne er med til at vise vejen ud af krisen Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger