På landdistrikternes vegne Steffen Damsgaard blogger fra det decentrale Danmark

Et digitalt hverdagsliv kræver bredbånd til hele landet

Af Steffen Damsgaard, fredag den 3. april 2020 kl. 08.00

Coronakrisen har på mange måder skærpet vores fokus på hverdagslivets udfordringer. En af de problemstillinger, der viser sig tydeligt under coronakrisens rasen, er vores afhængighed af den digitale infrastruktur. Sagt med andre ord: Vi behøver et lynhurtigt internet for at kunne tilpasse os vores nye digitale hverdagsliv.

Der er pres på danskernes internetforbindelser i disse uger. Siden Regeringen lukkede Danmark ned, har de små hjem måttet forlige sig på hastigheden af deres bredbånd til alt fra videomøder på arbejdspladsen over hjemmeundervisning af husets skolebørn til streaming af pressemøder og fællessang på DR1.

Jeg har tidligere brugt nærværende spalteplads på at beskrive, hvordan dele af Danmark kæmper med en så ringe internetforbindelse, at det spænder ben for lokale virksomheders mulighed for at udvide og ansætte flere medarbejdere. Nogle steder kan forbindelsen simpelthen ikke holde til, at flere bruger internettet på samme tid.

Den nuværende sundhedskrise har vendt op og ned på virkeligheden på få dage. Nu kæmper virksomheder over hele landet for deres overlevelse, så mange steder er tankerne om at kunne ansætte flere medarbejdere forduftet til fordel for ren overlevelseskamp.

Med nedlukningen af Danmark er bredbåndsdiskussionen alligevel rykket helt tæt på. Ind i hverdagslivet. Nu er det hastigheden af ens internet, der er afgørende for, hvor frugtbar en arbejds- eller skoledag bliver. Og forestil jer engang – kan virksomheder i nogle områder af Danmark ikke engang sidde mere end én medarbejder på nettet ad gangen, hvordan klarer familier på fire eller flere sig så i en hverdag, hvor både arbejdspladsen og skolegangen er blevet digital?

En krise som coronakrisen formår at udstille samfundets svagheder såvel som dets styrker. Jeg er klar over, at manglen på en lynhurtig bredbåndsforbindelse ikke står mål med de sundhedsproblemstillinger, krisen indebærer. De er selvfølgelig langt alvorligere.

Alligevel er det værd at bemærke, hvor digitalt afhængigt vores samfund er blevet. Det udstiller denne krise nemlig. Vi er et gennemdigitaliseret samfund, hvor både arbejds- og skoleliv for manges vedkommende relativt ubesværet kan glide over i den digitale verden.

Desværre er overgangen til den digitale hverdag langt fra smidig i hele landet. I 2019 kunne 130.000 tilskudsberettigede adresser i Danmark søge midler fra Bredbåndspuljen, og tilbage i december fik 3.585 af besked om, at der var lynhurtigt internet på vej til deres adresse. Det betyder samtidig, at der stadig er en del adresser, som døjer med en ringe internetforbindelse.

Jeg har endnu at komme omkring en anden helt central problematik i digitaliseringen af vores hverdagsliv. Vi skal stå sammen ved at holde afstand, lyder parolen fra Statsministeren. Men et socialt beriget liv er samtidig altafgørende for vores mentale sundhed, understreger sundhedsmyndighederne og Statsministeren i kor.

Derfor skal også det sociale liv digitaliseres i denne karantænetid. I en coronakrise bør vi samles mindst muligt og rykke vores sociale liv over på digitale platforme og kommunikationsredskaber således, at vi undgår at ånde smitten ind i hinandens lunger.

Men et digitaliseret socialt liv er en udfordring i områder, hvor internettet er i sneglefart.

Da coronakrisen blæste ind over landet, forandrede den vores hverdag på få dage. Nu har Danmark været lukket ned i flere uger, og hverdagslivet er blevet fuldt digitaliseret – både vores sociale liv og arbejds- og skoleliv.

Forhåbentlig vender vi snart tilbage til normalen. Et hverdagsliv med fysisk kontakt og med en reel bevægelse i tid og rum har for mange vist sit sande værd i denne tid. Når vi på et tidspunkt er tilbage, skal vi ikke glemme, i hvor høj grad vi faktisk beroede nedlukningen af samfundet på en smidig omstilling til et digitalt hverdagsliv.

For digitaliseringen er kommet for at blive, og den rummer uanede muligheder for at leve og bo i hele landet. Derfor bør vi, når krisen er stilnet af, hurtigst muligt sørge for, at hele vores samfund bliver løftet ind i den digitale tidsalder med en lynhurtig, tidssvarende bredbåndsforbindelse.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Et digitalt hverdagsliv kræver bredbånd til hele landet Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger