På landdistrikternes vegne Steffen Damsgaard blogger fra det decentrale Danmark

Er samfundssind et fy-ord i forhandlingerne om udligningsreformen?

Af Steffen Damsgaard, torsdag den 30. april 2020 kl. 08.00

I en tid hvor en højst uvelkommen gæst – covid-19 – sætter sit præg på hele Danmark, er jeg både stolt over og fuld af respekt for, hvor højt vi prioriterer at kunne give behandling til danskere, der har brug for det – og lader meget andet få en pause imens. Vi er heldigvis borgere i et land, der tager hånd om hinanden og går sammen igennem kriser. Den pointe blev slået fast med syvtommersøm, da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, og danskerne fulgte trop med fællessang og samfundssind til følge.

Men regeringens beslutning om nedlukning kom også i en tid, hvor regeringen var midt i forhandlingerne om andre vigtige aftaler og reformer . Herunder en længe ventet reform af udligningssystemet, der er med til at sikre kommunernes økonomiske grundlag for at tilbyde borgere den helt nære velfærd. Det er med andre ord de varme hænder til pasning af børn og gamle samt undervisning af børn og unge, der blandt andet er på spil.

Forhandlingerne lukkede ned sammen med Danmark, men nu er der tilsyneladende lys for enden af tunnelen. Mandag den 27. april erfarede mediet NB-Økonomi nemlig, at finansminister Nicolai Wammen genoptog forhandlingerne om kommunal udligning selvsamme eftermiddag.

Det er gode og længe ventede nyheder.

Tiden for at lande en aftale om et nyt socialt og geografisk retfærdigt udligningssystem er nemlig ved at rinde ud. Hvis en ny udligningsreform skal træde i kraft i 2021, hvad der i januar blev lagt op til, og som er meget afgørende for kommunernes økonomi i 2021 og fremover, så skal aftalen på plads og vedtages i folketinget, inden juni går på hæld.

Det er altafgørende at få et nyt udligningssystem på plads, der minimerer de store økonomiske forskelle mellem land- og bykommuner ved at holde hånden under velfærdsøkonomien i hårdt pressede landkommuner, eller egentlig blot sikrer at land- og yderkommunerne ikke underkompenseres, og at bykommunerne fortsat overkompenseres.

Udligningssystemet sørger kort fortalt for, at der er hænder, ressourcer og økonomi nok til at prioritere velfærd for vores udsatte borgere og ældre samt vores børn og unge landet over. I årevis har vi råbt op om behovet for et socialt og geografisk retfærdigt udligningssystem, der kan opfylde dét formål.

Sagt med andre ord: Det er vores kernevelfærd, der er på spil.

I slutningen af januar fremlagde regeringen sit bud på et længe ventet udspil til en udligningsreform. Meget tydede på, at landets fattigste kommuner blev opprioriteret, så der ikke længere skulle være landkommuner med landets højeste skatteprocent, men samtidig med det laveste serviceniveau, og på den anden side bykommuner med landets laveste skatteprocent og højeste serviceniveau. Til trods for sparsommelige veldrevne landkommuner har skatteindtægterne og den nuværende udligning ikke kunnet dække udgifterne til den befolkningssammensætning med mange ældre og socialt udsatte borgere. Ej heller landkommunernes geografi, der med  med lav befolkningstæthed kræver mange decentrale institutioner og servicetilbud.

Vi fik desværre ikke kendskab til de bagvedliggende beregninger for udligningsudspillet i januar. Dermed kunne hverken kommuner, forskere eller interesseorganisationer bidrage med indspil til de følgende forhandlinger. Under forløbet kom flere beregninger og forudsætninger frem i dagens lys, men det gjorde spørgsmålene også.

Så blæste coronaepidemien ind over Danmark.

 I slutningen af februar afholdt Landdistrikternes Fællesråd et udligningstopmøde, hvor en række borgmestre og repræsentanter fra 30 kommuner deltog. Nogle stod til at vinde, andre til at tabe i regeringens udligningsudspil. Usikkerheden over, om man kunne stole på tallene for den enkelte kommune i udspillet var stor og bekymrende. Ville det, der så positivt ud, alligevel ende med færre penge til borgernær velfærd?  Måske derfor udviste kommunerne   solidaritet kommune og kommune imellem, og der var bred enighed om behovet for at få en ny social og geografisk retfærdig udligningsordning.

Opsamlingen fra udligningstopmødet mundede ud i et åbent brev, som 40 borgmestre var medunderskrivere på. Alle måtte acceptere, at kun disse forslag kunne skabe bred enighed. Anbefalingerne i brevet spænder bredt, f.eks. anbefaler borgmestrene at hæve i stedet for at sænke graden af udligning af selskabsskat, ligesom de opfordrer til en erkendelse af, at kriteriet om almennyttige boliger ikke er baseret på et reelt udgiftsbehov, hvorfor det bør undersøges, om kriteriet er tidssvarende. Brevet og de resterende anbefalinger kan læses her.

Landdistrikternes Fællesråd har udover anbefalingerne i brevet nogle kriterier, som er vigtige for en række land- og yderkommuner, der er særligt udfordrede i forhold til det udspil, der foreligger. Det drejer blandt andet om kommuner med befolkningstilbagegang, og hvor der er særligt langt mellem husene.

Regeringen har bevist, at den tager hånd om sine borgere ved at lade det kollektive ansvar vise vejen gennem krisen. Men det skal ikke være de fattigste kommuner, der fortsat skal betale den højeste pris, når samfundet igen lukker op, og coronamentaliteten forstummer.

Samfundssind er et nyt ord, vi danskere blev præsenteret for – lad os nu ikke glemme, hvem der sagde det først.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Er samfundssind et fy-ord i forhandlingerne om udligningsreformen? Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger