På landdistrikternes vegne Steffen Damsgaard blogger fra det decentrale Danmark

Èn milliard til en sikker færdsel i landdistrikterne

Af Steffen Damsgaard, torsdag den 14. november 2019 kl. 07.00

Børnene cykler hjem fra skole, mens forældrene kører bilen ad de store og brede veje på det overordnede vejnet, så de kan nå at lave aftensmaden, inden de sender poderne ud på cykelstierne i tryg forvisning om, at vej- og stinettet sørger for deres sikkerhed på vej til fodbold.

Sådan udspiller det helt almindelige hverdagsliv i sig mange steder i Danmark. Et hverdagsliv, hvor infrastrukturen skaber trygge og optimale rammer for udfoldelsen af hele familiens hverdag frem for at skabe barrierer for mobiliteten. Og sådan bør det være i Danmark.

Desværre er det mange steder ikke den virkelighed, danske familier lever i.

Særligt ikke i landdistrikterne, hvor vejnettet flere steder er af så ringe kvalitet, at det udgør en barriere for den frie og trygge adgang til fritidsinteresser, skolegang og arbejdsliv. Nogle steder er vejene endda så smalle, at to biler har svært ved at passere hinanden. Det hæmmer fremkommeligheden og er en trafiksikkerhedsmæssig udfordring.

Samtidig påvirker et usammenhængende, mangelfuldt og utrygt vejnet ikke alene livsbetingelserne i landdistrikterne, det hæmmer også vækstbetingelserne. Og det er dybt problematisk i områder, der har hårdt brug for rammevilkår, som medvirker til at skabe vækst og udvikling.

De danske småveje udenfor de store byer er desværre en overset størrelse.

Mens de statslige veje udgør 3.800 km, breder kommunevejene sig over 70.000 km, heraf løber 40.000 km gennem landzoner. Og selvom kommunerne har øget midlerne til vejvedligeholdelse de senere år, ligger der et efterslæb alene på vedligeholdelse af kommuneveje på knap 4 mia. kroner, fremgår det af en analyse fra SamKom.

Det er velkendt, at kommunekasserne er pressede, så det at højne vejenes kvalitet med bedre bæreevne og gøre dem bredere, og dermed skabe et trygt, sammenhængende og fremtidssikret vejnet er ikke en opgave, kommunerne alene kan løfte.

Derfor foreslog Landdistrikternes Fællesråd i midten af oktober, at der oprettes en såkaldt ’Småvejspulje’, som over en femårig periode kan opgradere vejnettet i de danske landdistrikter for én milliard kroner.

Helt konkret foreslår vi, at staten øremærker 500 mio. kr. over fem år til en pulje, som kommunerne kan søge og medfinansiere. På den måde står kommunerne ikke alene med ansvaret for at fremtidssikre vejnettet.

Det er ikke alene god ræson i dag, men også i fremtiden, hvor mobilitetsløsninger som f.eks. førerløse køretøjer kræver et sikkert, opgraderet vejnet. Samtidig forbinder et veludbygget, sammenhængende og trygt vejnet land med by, og det er med til at sikre sammenhængskraften i vores land.

Heldigvis lægger et bredt politisk flertal op til investeringer i den danske infrastruktur. Forhåbentlig kommer hele landet til at mærke den politiske velvilje – også de små veje uden for byerne.

Jeg skal i hvert fald nok gøre, hvad jeg kan. Og når jeg til december skal til møde med transportminister Benny Engelbrecht (S), vil jeg appellere til, at Christiansborg medvirker til at skabe et vejnet, der sikrer mobilitet, ikke hindrer den.

En Småvejspulje er et godt sted at begynde.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Èn milliard til en sikker færdsel i landdistrikterne Felter med * skal udfyldes
 

En ommer: Effektivt og hurtigt på arbejde i bil rimer ikke på sikker cykling

Af:Jens Peter Hansen, Randers Byråd & Cyklistforbundets hovedbestyrelse - Den14.11.2019 kl. 16:39Anmeld kommentar

Ja - det er utrygt at cykle. Nej - små veje er ikke problemet. Uopmærksomhed, hastighed + lige vej i landområde er opskriften på uheld. Syv cyklister og en på el-løbehjul er siden 18. april blevet dræbt i landområder ved påkørsel bagfra - og ikke på småveje.

Hvad mener Landdistrikternes Fællesråd med at opgradere vejnettet? Skal småveje laves bredere og rettes ud, så bilister (mindst) kan passere cyklister med 80 km/t?

Henvisningen til førerløse køretøjer undrer mig - det er jo velkendt, at førerløse langt bedre end mennesker kan udnytte begrænset plads.

Det er fint, at LF interesserer sig for fremkommelighed i landdistrikterne. Midlet - bedre forhold for bilister - er ikke hensigtmæssigt. Arbejd i stedet forhold, så flere lader bilen stå til fordel for cykel/el-cyklen/speedpedelec’en. Det vil kosteffektivt skabe bedre fremkommelighed for de, der bliver siddende i bilerne.

Skriv hvad du søger