Mod til ledelse Solvejg Schultz-Jakobsen blogger om offentlig ledelse

Hvad rager Kina kommunale ledere?

Af Solvejg Schultz-Jakobsen, torsdag den 4. april 2019 kl. 09.00

En hel del! Det er i hvert fald min påstand efter at have brugt ikke så få timer de seneste måneder på at dyrke den digitale dagsorden og reflektere over kommunal (top)ledelse i en digital tid.

Kina er interessant, fordi Riget i Midten er et af de bedste eksempler på, hvordan den digitalisering, der i disse år ruller ind over verden fra Silicon Valley i vest til Shanghai i Øst, markant forandrer det samfund, vi lever i. Eller rettere: Hvordan dét, vi vælger at bruge de teknologiske muligheder til, forandrer vores samfund fundamentalt. Digitalisering er nemlig først og fremmest et spørgsmål om valg. Ikke om, hvad vi kan, men om, hvad vi vil. Vi kan snart sagt alt. Men vi vil ikke nødvendigvis det samme som kineserne. 

Et kommunalpolitisk anliggende – og et ledelsesmæssigt anliggende

På kommunalpolitisk topmøde i marts var digitalisering et af hovedtemaerne. Udviklingen i Kina var afsæt for debatten for at vise, hvilket samfund vi risikerer at få herhjemme, hvis danske politikere og ledere ikke tager førergreb på, hvad de vil bruge de teknologiske muligheder til. Det gælder ikke mindst i kommunerne, for det er her, de nye teknologier for alvor møder borgerne, og her, den nære velfærd er.

Jeg har tidligere blogget om, at digitalisering er et kommunalpolitisk anliggende – netop fordi politikerne er de eneste, der har legitimiteten til på fællesskabets vegne af vælge, hvilket samfund vi vil skabe med den nye teknologi.  På topmødet blev det endnu tydeligere for mig, hvordan digitalisering også er et ledelsesmæssigt anliggende og en ledelsesmæssig udfordring. 

Vores politikere kan ikke vælge, hvis de ikke har et godt grundlag at vælge ud fra. Og det er ledernes ansvar at tilvejebringe netop det. Derfor er vurderingen af de digitale muligheder en af de vigtigste opgaver for kommunale ledere – og en af de sværeste. Mange af de muligheder, som lederne skal forholde sig til, og mange af beslutninger, som lederne skal forberede, vil vende op og ned på vores hverdag, række langt ud i fremtiden, rumme et utal af ubekendte, kræve svære etiske afvejninger og indebære store risici.

Mod, modenhed og moral

Hvordan går man så til den opgave som leder? Jeg tror, et af grebene er at finde balancen mellem mod og modenhed. Vi skal have mod til at gå nye veje, men vi skal samtidig have mod til at insistere på teknologisk modenhed. Det betyder fx, at vi skal lade andre end kommunerne om at være frontløbere og have mod til at vurdere, hvilke teknologier der er modne nok til, at vi tør tage dem i brug i kommunerne.  Det kræver naturligvis, at vi som ledere følger med i udviklingen, og at vi tager på os at forholde os både konstruktivt og kritisk til den. Det gælder også min generation, der ikke er født med en iPhone i hånden og derfor ikke nødvendigvis intuitivt forstår alt det nye. Ingen har fripas her.

Men midt i alt det nye, ukendte, usikre og foranderlige – midt i den teknologiske revolution – skal vi også holde fast i noget af det mest værdifulde, unikke og menneskelige, vi har: Vores moralske kompas. Det kompas, som robotterne ikke har. Det kompas, som gør, at vi kan vurdere, hvor de etiske grænser går. Det kompas, hvor nord altid er menneskets behov og samfundets bedste – ikke teknologiens slaraffenland.  

Den danske vej

Vi kan sagtens lade os inspirere af både Kina i øst og USA i vest, så længe vi altid holder fokus på ét spørgsmål: Hvordan bruger vi teknologien til at skabe det samfund, vi ønsker? Hvis det spørgsmål bliver ledestjernen for politikerne og lederne i de danske kommuner, kan det blive ledestjernen for en dansk vej til en digital fremtid, hvor høj etik og datasikkerhed går hånd i hånd med endnu bedre velfærd og endnu bedre løsninger for borgerne, medarbejderne og samfundet. Det kalder på politisk lederskab, javel. Men det kalder i høj grad også på kommunalt lederskab baseret på mod, modenhed og moral.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Hvad rager Kina kommunale ledere? Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger