Et Fanø perspektiv Sofie Valbjørn blogger om ’kommunefortællingen’ fra et Fanø perspektiv

På de små øer kan vi udvikle fremtidens løsninger

Af Sofie Valbjørn, tirsdag den 8. januar 2019 kl. 08.00

Vi misser et kæmpe potentiale, hvis vi ikke afprøver nye socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtige løsninger på landets mindre øer.

De små ø-kommuner som Fanø, Læsø, Samsø – og i lidt større skala – Langeland og Bornholm kan noget særligt. Her er man på fornavn med byrådsmedlemmerne, og der behøver ikke være langt fra tanke til handling. Jeg mener, der ligger et kæmpe potentiale i at forsøge nye tiltag i den skala, ø-kommunerne kan tilbyde.

Vi har tidligere set, hvordan Samsø er gået forrest i den grønne omstilling, fordi den som et lukket system har en perfekt størrelse til eksperimenter med grøn energi. På Fanø har vi knækket koden i forhold til den fraflytning, som mange kommuner bokser med. Vores indbyggertal stiger. Ressourcestærke mennesker flytter til. Det kan vi være stolte af.

Alternativet kom sidste år med et stort udspil med titlen ”Et sammenhængende Danmark” (https://alternativet.dk/application/files/5314/9977/4314/Et_sammenhaengende_Danmark.pdf). Her foreslog vi blandt andet borgerstyrede budgetter, hvor borgerne får råderet over en mindre del af kommunens budget, og eksperimenter med lokale valutaer, begge dele afprøvet med succes ude i verden.

Vi foreslog også puljer til lokale grønne ildsjæle, der kan styrke lokalt iværksætteri og skabelsen af nye arbejdspladser, og vi foreslog hjemme-arbejdsfradrag, så det i højere grad kan betale sig at arbejde hjemme (og dermed slippe for pendling) eller oprette lokale fjern-arbejdskontorer.

Et sidste forslag jeg vil nævne her, er den såkaldte flexborgerskat, hvor borgerne betaler noget af deres skat, der hvor de har en fritidsbolig. Det er typisk sådan, at det er i de store bykommuner, at folk har deres primære bopæl, og de får så alle skatteindtægterne. En flexborgerskat kan bidrage til, at flere landkommuner vil kunne dække de udgifter, der er forbundet med at huse borgerne en mindre del af året.

Disse forslag kræver måske lidt overvindelse at kaste sig ud i på landsplan, og det er her, at ø-kommunerne måske kan spille en rolle. Vi kan – gerne med støtte fra Christiansborg – prøve de nye idéer af og dermed være med til at udvikle fremtidens løsninger, der sikrer et Danmark i balance.

Jeg siger ikke, at vi nu skal prøve alle disse forslag af på Fanø eller på de andre øer, men jeg ser et potentiale, som jeg ikke synes, vi skal svigte.

Hvis vi skal skabe et sammenhængende Danmark, så skal det være både nemt og dejligt at bo alle vegne i landet. Det kræver investeringer. Det kræver nytænkning. Det kræver mod til at gå nye veje. Det skal vi turde. Vi skal bruge småkommunerne til at udvikle de socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtig tiltag, som vi har brug for. For fremtiden skal tilhøre både land og by – og øerne.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: På de små øer kan vi udvikle fremtidens løsninger Felter med * skal udfyldes
 
Sofie Valbjørn

Sofie Valbjørn

Borgmester

Sofie Valbjørn blogger om ’kommunefortællingen’ fra et Fanø perspektiv.

Skriv hvad du søger