Kommunalpolitik uden omsvøb Simon Pihl Sørensen blogger lige til kanten om kommunalpolitik

Økonomiforhandlinger: Afskaf klankulturen

Af Simon Pihl Sørensen, onsdag den 23. maj 2012 kl. 09.02

Så står vi foran forhandlinger med regeringen om kommunernes økonomi. Det munder ud i en aftale, som giver rammerne for alle kommuners prioriteringer. Som bestemmer serviceniveauet og derfor får helt afgørende betydning for alle borgere i Danmark – for klassestørrelser, antallet af robotstøvsugere, prisen på den varme mad, antallet af SPU-timer til Lille Peter. Med andre ord: Den næst vigtigste årlige begivenhed i det politiske årshjul efter Folketingets vedtagelse af Finansloven.

Men i modsætning til finanslovsøvelsen er økonomiforhandlingerne – demokratisk set – en noget tåget affære. Der er ikke nogen forudgående debat i Folketinget, de enkelte kommunalbestyrelser har ikke nogen debat om prioriteringerne, og når det hele så endelig besluttes, klappes det formelt af i KL og i Folketingets Finansudvalg. Selvfølgelig er mandaterne på plads, men hvor "repræsentativt", hvor indirekte og lukket kan et demokrati tåle at blive, uden at det mister folkelig opbakning. Hvor er den åbne drøftelse, hvor er den åbne beslutningsproces med adgang for befolkningen og interesseorganisationerne? Pist væk. Alle forhandlinger, i KL og tilhørende organer, i regeringen og siden i Folketinget, foregår bag lukkede døre.

Bagefter fiser kommunalbestyrelserne ud til den måbende befolkning og lægger budgetter med henvisning til aftalen. Borgmestre i hobetal stiller sig og forklarer besparelser eller mærkværdige måltal om digitalisering og Udbetaling Danmark med henvisning til aftalen. Og lader ikke sjældent forstå, at det er noget møg, men der er jo ikke noget at gøre ved det, for der er jo indgået en aftale.

Jeg er ikke i tvivl om, at alle parter gør deres ypperste i disse forhandlinger. Men kunne vi dog ikke øve os lidt på at opføre os som et velfungerende, åbent demokrati og stille hele dette vigtige til skue for befolkningen. Frem i offentligheden med de kommunale prioriteringer – gerne helt ud i de enkelte kommunalbestyrelser. Og frem med regeringens prioriteringer og gør dem til genstand for en åben debat i Folketinget forud for behandlingerne. Og lad så det hele ende dér, hvor alle vigtigste politiske tiltag af denne kaliber bør; nemlig i Folketinget.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Økonomiforhandlinger: Afskaf klankulturen
  •  
Simon Pihl Sørensen

Simon Pihl Sørensen

46 år,

Viceborgmester

Simon's blog har som mål at sætte en debat i gang om vigtige emner i og omkring kommuerne lige til biddet og uden omsvøb