Så er Folkemødet på Bornholm overstået for denne gang. Og det var en fest – masser af gode indslag. Masser af gamle venner. Hele det demokratiske parnas på Christiansborg – minus naturligvis dem, der blev tilbage for at møde repræsentanter for det kinesiske diktatur – valfartede af sted til solskinsøen, og det samme gjorde politikere fra kommuner og regioner landet over.
Alle var til stede. Man så alt lige fra arbejdsmarkedets parter, der druknede den danske model i fadøl, til menighedsrødder, der drøftede, hvad vi skulle stille op med Folkekirken. Halleluja og skål for os selv.
Hvor meget mere folkeligt kan det blive? Ret meget faktisk. For et folkemøde kan man vist kun med nød og næppe kalde det. Det er snarere et reservat af politikere, embedsmænd og lobbyister, der for et par dage har flyttet hele cirkusset til klippeøen, og her vil de så – som det folkelige element – kunne møde en håndfuld bornholmere.
Men også det har en funktion, man får talt med hinanden, og vigtige temaer bliver sat til debat – og i det omfang, der er mennesker til stede, som ikke lever af og med politik og medier, kan de også komme rigtigt tæt på og tale med de folkevalgte over en kop kaffe. Og det er der grund til at glæde sig over.
Man må håbe, nogen har fortalt kineserne om det fænomen. Nå, nej vi holder det med demokrati i generelle vendinger over for kineserne. Jeg ser for mig en dansk minister, der til sin kinesiske kollega fortæller om demokrati og folkemøde på Bornholm: ”I’ve just been on Bornholm, the island where you have a meeting by the people and for the people and eat a lot of herrings. You should try the lovely herrings!”
Men det er ikke kun kineserne, der kan gøre det lidt bedre.
Vi skal i højere grad fokusere på at holde vores eget demokrati ”open for business” i det daglige. Det er ikke gjort med en event. Hvad med at åbne til folkestyrets egentlige motorrum: Folketingets udvalgsmøder og udvalgsmøderne i kommunerne? Hvad med om man fik mere åbenhed i forvaltningen? Danmark er et af Europas mest lukkede lande. Eller hvad med om man sendte lovforslag i høring med længere frist end to dage? Og hvordan er det lige med de sociale medier? Hvordan får vi dem i spil, når vigtige politiske emner skal drøftes? Det er ikke gjort med intetsigende facebook-updates fra politikere.
Resultatet af dette blodfattige, lukkede og meget lidt innovative politiske menageri er, at vi i dag står med et folkestyre, som opleves som frakoblet befolkningen. Der rekrutteres politikere fra en lillebitte del af befolkningen. Og mediernes dækning går op i proces og kiv og ballade fremfor at berette om indhold. Proces om betalingsring, proces om trepart, proces om skattereform.
Det, vi har brug for, er et meget mere involverende og åbent folkestyre. Et folkestyre, hvor dialogen aktivt bruges i beslutningsgrundlaget. Det kræver en kultur, hvor vigtige forlig som for eksempel det nyligt indgåede trafikforlig ikke bliver til bag lukkede døre. Eller hvad ligner det, at den næst vigtigste begivenhed i det politiske årshjul – aftalen om kommunernes økonomi – ikke bliver til genstand for en drøftelse i Folketingssalen? Hvor er invitationen til debat og involvering henne?
Lad os derfor gå demokratiet efter i sømmene og se, hvordan vi kan gøre det mere åbent og involverende, fremfor at pakke det sammen i en (i øvrigt fed) fætter-kusinefest i Østersøen.