Der går næsten ikke en dag, uden man kan læse om uhyggelige sager om misbrugte og omsorgssvigtede børn.
Min holdning til dele af den problematik – sådan sat lidt hård op – kan man læse her: http://politiken.dk/debat/article1514644.ece
Mit ærinde med dette indlæg i debatten er en anelse mere specifikt: Kommunalbestyrelsens rolle. Der tales meget om politisk ansvar i disse sager. Og det er der god grund til. For ansvaret er i sidste ende kommunalbestyrelsens.
Men for at kunne tage dette ansvar alvorligt kræver det viden. Og den viden har de færreste kommunalpolitikere i dag. Jo, måske dem der har sæde i Børne - og Ungeudvalget, når sagerne for længst er spidset til. Men det er de færreste kommunalpolitikere, der aner noget som helst om, hvordan de forskellige personsager håndteres.
I udvalgene drøftes de meget store linjer – for uh nej hvis man ikke gør det, er man jo ikke nogen rigtig politiker. Rigtige politikere sagsbehandler jo ikke, siger diverse kursusledere på introkurser for kommunalpolitikere og administrationen lader klart komme til udtryk, om ikke med ord så med grimasser, at man er af samme opfattelse. I det hele taget lyder det jo bedre at være en del af new public management-bølgen end bare være endnu en politiker, der ikke kender forskel på sagsbehandling og politik.
Også er der alt det om tavshedspligt, og om hvem der må vide hvad. Nej, så er det nok lettere for alle parter, hvis man bare holder sig til de meget store linjer, til rammerne, det store overblik. Og hvis man så er rigtig heldig er der en embedsmand, der en dag stikker én et PowerPoint-oplæg, man kan få lov at holde, om mål og rammestyring. Og så kan man jo ikke nå længere som kommunalpolitiker.
Fis i en hornlygte, for nu at sige det lige ud. Kommunalbestyrelserne kan og skal interessere sig for sagerne. Om ikke for det faglige i detaljer, så for om sagerne håndteres.
Problemet med disse mange sager, er jo, at den check and balance, der eksisterer mellem kommunalbestyrelse og det udførende led, er sat ud af drift. Hvordan skal man kunne agere, når man ikke har viden?
Viden om hvor mange indberetninger, der er, hvornår de håndteres, hvilke faglige kriterier, der lægges til grund osv. Kommunalbestyrelsernes mulighed for fx at gribe ind over for en uhensigtsmæssig kultur i sagsbehandlingen af disse sager, er ikke eksisterende.
Det bliver så heller ikke bedre af, at også lærere, pædagoger og andre aktører også oplever, at deres mulighed for at vide, hvordan det går med deres indberetninger, i praksis, er ikke eksisterende. Let´s face it: Vi fungerer bedst når vi arbejder sammen og når vi vurderer hinandens arbejde – og også i sidste ende har muligheden for at kontrollere hinanden.
På det her område laves der masser af god sagsbehandling, men vores system er ikke egnet til at fange det, når opmærksomheden skrider eller når arbejdet ikke udføres.
Kommunalbestyrelser landet over bør derfor – på baggrund af de konkrete sager – klart fortælle forvaltningen:
At man vil holdes løbende og systematisk orienteret om antallet af indberetninger, om hvad der gøres i disse sager (anonymiseret), så kan man aktivt spille og dermed også levet op til sit ansvar. Og så bør man mindst en gang om året drøfte status og politik på området sammen med blandt andet pædagoger, lærere og socialrådgivere.