Hvis man ikke kan analysere et emne til bunds, er det let ikke at falde for fristelsen til at kaste sig over det dybe punch i den efterfølgende argumentation.
Det er det KL gør igen og igen, når man drøfter kvaliteten i folkeskolen. Så hiver vi den gamle traver af stalden; vi skyder lidt på lærerne og signalerer, at de ikke laver dagens gode gerning.
Det er ligesom elgjagten i Sverige en årlig tilbagevendende begivenhed. Og ligesom med elgjagten bliver der ikke altid skudt med præcision. Sådan sat lidt på spidsen.
Bevares man må da gå ud fra, at mere undervisning giver en bedre folkeskole. I hvert fald mere god undervisning. Men hvem er det, der har svigtet folkeskolen? Det er da i høj grad ledelsen – landets kommunalbestyrelser.
I adskillige kommuner leverer man ikke en gang minimumstimetallet i flere fag. Det er vist ikke lærernes skyld. Man sikrer heller ikke, at lærerne underviser i deres hovedfag - endsige, at man har en uddannelse. Det er vist heller ikke lærernes skyld. I en lang række kommuner er man ikke i stand til en helhedsorienteret indsats, der sikrer, at alle udsatte børn får en 9. klasses eksamen.
Næppe kun lærernes skyld. Og så er der nu de seneste års store mantra- den inkluderende folkeskole, hvor børn, der tidligere var i specialtilbud nu nærmest mases ind gennem døren til den nærmeste distriktsskole. Pakket ind i newspeak. Fint nok, men hvor er efteruddannelsen, opfølgningen og kompetencerne – endsige overblikket. Pist væk. Og politikerne er for længst gået videre til det næste kommunale letforståelige fix velfærdsteknologi, Thyra Frank eller hvad ved jeg, som er poppet op af et teknokrat-notat eller en 12-12 -konference.
Kendsgerningen er, at det ikke primært er ude på skolerne problemet ligger. Det er i kvaliteten af ledelsen af skolerne. Og det handler ikke først og fremmest om penge. Det handler om, at kommunerne beslutter sig til det lange seje træk og ikke halser efter den ene undersøgelse efter den anden eller populistisk kaster sig over den nærmeste folkeskolelærer.
Det er faktisk ikke så svært. Vi ved godt hvad der, der virker. En kompetent ledelse, der står på mål for, at alle kommer igennem – konkret og ikke med ledelsesdiplom-sludder om ledelsesrum og systemisk eller narrativ tilgang. Bare med krav til sig selv til personalet og forældrene om, at der kun er en ting, der tæller:
Fagligt højt niveau og rummelighed. At vi skal flytte hvert eneste barn hver dag. Fx at ingen slipper ud af indskolingen uden at kunne læse. At ledelsen på skolen bliver målt på det. Og på den indholdsmæssige del kender vi også opskriften. Vi skal have flere timer, stærkere kompetencer osv. Og her kommer lærerne selvfølgelig også ind i billedet.
Men det kræver et samarbejde om en plan bygget på evidens. En plan med klare mål, en plan, hvor vi hvert år følger op på målene – pædagoger, lærere, administration og politikere. At vi står til ansvar for vores bidrag og samarbejdet. Men man kan ikke samarbejde, mens den ene løber zig-zag i skolegården for at undgå den andens verbale dum dum kugler.