Modtagerorienteret offentlig kommunikation Pia Thomsen blogger om skriftlig kommunikation og digitalisering

Det har Jette brug for at vide

Af Pia Thomsen, onsdag den 20. juni 2018 kl. 08.00

Overskriften her lever ikke op til alle krav til en god overskrift, (som folk ikke kan lade være med at læse), nemlig at gode overskrifter:

  • informerer om det kommende, som man skal til at læse (eller høre om). 
  • indeholder nøgleord for det kommende afsnit (dvs. navneord, som folk forstår).
  • er indholdsrige – ikke smarte eller abstrakte.
  • gerne må være længere digitalt – end hvis du skriver til et medie, der kun udkommer på tryk.
  • er hele sætninger, dvs. med udsagnsled og grundled.
  • gerne må forføre modtageren, hen til det egentlige.

Det sidste punkt er vægtet højt, når det gælder ”Det har Jette brug for at vide.” 

Forførelsen. Alligevel gemmer der sig mange overvejelser bag en tilsyneladende ligetil overskrift som denne.

”Det har Jette brug for at vide” refererer til et tværgående brevprojekt i Nordfyns Kommune, hvor vi styrede efter fire mål:

  • Vi skal skrive mere forståeligt, så folk forstår det vigtigste efter at have læst brevet én gang.
  • Vi skal skabe mere klarhed om roller og ansvar mellem borger/virksomhed og kommune.
  • Vi vil gerne signalere mere nærhed – og udvise mere forståelse.
  • Vi skal skrive kortere.

I arbejdsgruppen diskuterede vi, hvordan vi kunne skabe en overskrift, som medarbejdere og ledere ville have let ved at huske. Og også en overskrift, som man er nødt til at stoppe op ved, for hvem er hende Jette? En overskrift, som fortæller, at vi ser brevet fra modtagerens vinkel – ikke fagpersonens. En overskrift som siger, at folk typisk kun har brug for – og tid til – at høre om det vigtigste i deres sag. Peger på, at vi skal skrive mere nede på jorden.

Så hvad har Jette brug for at vide? Det fortæller en lille film om.

PS: Jette har en kusine, nemlig bogen ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Det er fantastisk at se, at en bog om adfærdsdesign stadig ligger på top 10 listen over de mest solgte fagbøger. Jeg købte den, fordi jeg var solgt til den overskrift. Jeg måtte vide mere om historien bag hende Jytte. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Det har Jette brug for at vide Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger