Mette Nielsens direkte tale Mette Nielsen blogger om forhold for handicappede, ældre, udsatte

Dummere end en tom pose havregryn - eller??

Af Mette Nielsen, fredag den 13. april 2012 kl. 10.35

Reality-shows og deltagernes gøren og laden er efterhånden en stor del af vores hverdag. Det er det – uanset om vi ser programmerne eller ej – for mediernes dækning af de medvirkende personer gør, at de bliver til noget "særligt". Og så er det jo her, at man kan spørge sig selv: Er det at være noget særligt så godt eller skidt? Og ja, svaret vil jo afhænge af, hvem man spørger.

Det virker, som om reality-tv er blevet en slags selvforsynende økosystem, som skaber sine egne "kendisser" – som medierne efterfølgende kan skabe deres egne historier omkring. Med dette udgangspunkt kan medierne selv skabe et persongalleri, som vi seere kan spejle os i. Så kan vi alle sammen sidde hjemme foran skærmen og sige: Jamen, når Amalie gør "sådan og sådan" – så er det da klart, at hun får det "sådan og sådan" eller der sker "det og det".

Det står vist lysende klart, at reality-tv kan samle mennesker, ikke nødvendigvis i en gruppe, men så i hvert tilfælde i to: Nemlig dem, der er for, og så dem, der er imod.

Det vil være oplagt at spørge sig selv: Er reality-tv kultur af laveste rang – eller er det i virkeligheden en afspejling af befolkningen på godt og ondt? Altså forstået på den måde, at en bredere del af befolkningen får medieadgang – og dermed fri taletid til "Familien Danmark"?

For os voksne mennesker er det en både stor og vigtig opgave midt i reality-feberen at definere for de unge mennesker, hvad der er socialt acceptabel adfærd inden for normalitetsbegrebet. Hvis ikke vi gør det, ja, så bliver reality-deltagerne jo de forbilleder, som vi andre havde i Preben Elkjær og Anja Andersen, da vi var unge. Hvis ikke man kan blive kendt, fordi man er god til sport, kan præstere noget særligt – eller kan sige noget begavet – så kan man i år 2012 deltage i et reality-show og udtale sig mindre velovervejet, følelsesladet eller dyrke sex for åben skærm for at "få ekstra opmærksomhed".

Derudover er der den sidegevinst, at du endda kan blive belønnet for at deltage i reality-tv. Hvis du vil være skuespiller, journalist eller studievært i dag, så ligger der faglige krav og formel uddannelse bag. Specialisering og vores højteknologiske samfunds udvikling betyder, at der bliver færre og færre ufaglærte jobs, hvor du bare kan komme ind fra gaden med charme, selvtillid og lækkert hår. Dermed er reality-universet blevet en reel karrieremulighed for dem, der ikke kan eller ønsker at gå den lange vej gennem uddannelsessystemet.

Big Brother, Kongerne af Marielyst, Familien fra Bryggen osv., listen er lang – og ja, jeg synes, at den nærmest er uendelig. Men kan man bruge reality-shows til noget? Ja, det tror jeg faktisk, at man kan, hvis man, som jeg skrev tidligere, er vældig ihærdig og fortæller de unge mennesker, hvad der er socialt acceptabel adfærd. Mit næste spørgsmål er: Er det dumhed at deltage i reality-shows? Eller består dumheden i virkeligheden i at tale om, hvor dumt det er at se reality-programmer eller at være blandt deltagerne frem for at forholde sig til, at reality-tv er kommet for at blive, og dermed tage stilling til, hvordan man kan bruge det som udgangspunkt for relevante diskussioner? Kan man forestille sig, at voksne mennesker i 2012 har langt større muligheder for at tage forskellige diskussioner med de unge mennesker – og ad den vej klæde dem på til at blive livsduelige medborgere i samfundet?

Jeg mener faktisk, at tv er blevet mere nuanceret af reality-programmer. Jeg er langt fra enig i, at alt, hvad der sendes, er af god kvalitet. Og jeg synes også, at etikken indimellem får et slag med nogle af de sekvenser, der er sendt i programmerne, eksempelvis De unge mødre og i optagelsesprogrammerne til X-factor. Man kan spørge sig selv, om det virkelig er tv’s opgave at sende reality-programmer? Mængden kan man naturligvis have sine overvejelser omkring, men overordnet er mit svar: Ja. Når mit svar er ja, så er det, fordi det både samler og skiller, sætter debat i gang, og sidst, men ikke mindst, får folk til at tage stilling, så livet bag ligusterhækkene ikke ender som det rene leverpostej, hvoraf den vigtigste stillingtagen bliver, om det skal være med eller uden rødbede.

Afslutningsvis vil jeg stille følgende spørgsmål til refleksion: Gad vide, om det er nemmere for små børn at gennemskue Bamse (fra Bamse og Kylling), som indimellem er hård ved Kylling, end det er for unge mennesker at gennemskue dommerne i X-Factor?

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Dummere end en tom pose havregryn - eller??
  •  
Mette Nielsen

Mette Nielsen

formand for Socialudvalget

Mette blogger vil blogge om forhold for handicappede, ældre, udsatte, fattigdom, prostitution, livets eksperter og sidst men ikke mindst om økonomi - med fokus på løsninger og udfordringer. Derudover vil hun blogge om demokratiske betragtninger, udfordringer og processer.

Skriv hvad du søger