Chefkonsulent i Brønderslev Kommune med ansvar for presse og kommunikation, hvilket indebærer alt fra krisestyring til kommunikationsplaner. Jeg har i nu 10 år beskæftiget mig med offentlig kommunikation primært den kommunale. Det er et felt, der hver dag sikrer en uforudsigelig men spændende arbejdsdag.
Jeg elsker at være ansat i en politisk ledet organisation og samarbejder tæt med det politiske niveau som sparringspartner og rådgiver i kommunikation og kriser. Jeg er uddannet cand.mag i Kommunikation og er lige nu i gang med den journalistiske diplomuddannelse.
Jeg er 42 år og har altid beskæftiget mig med politik og medier. Siden jeg var en lille pige, har jeg elsket valgkampe, aviser, debatudsendelser etc. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at jeg skulle uddanne mig inden for kommunikation og skrev da også speciale om politisk kommunikation.
I min studietid var jeg igennem 3 år formand for Aalborg Universitets studenterorganisation og blev bl.a. udpeget til 'Rådet for europæisk politik' under Nyrup-regeringen. Efter endt studietid var jeg ansat som konceptudvikler i reklamebranchen men blev hurtigt derefter ansat i Brønderslev Kommune.
Kommunalreformen og de svære børnesager har været de største arbejdsmæssige udfordringer for mig, men i dag er jeg til gengæld ekspert i, hvordan organisationer reagerer under pres, og hvordan krisekommunikation fungerer i praksis.
At blive klogere er noget jeg holder meget af, og derfor nyder jeg at være deltidsstuderende på den journalistiske diplomuddannelse. Jeg er også aktiv i netværket for presseansvarlige under K-Forum og netværket for Public Affairs i Kommunikationsforeningen. Til tider skriver jeg også et indlæg eller to til bl.a. Danske Kommuner
Læs mere om
Mette Krogh