En kommunalpolitikers stemme Matilde Powers blogger om den virkelighed, hun oplever ude i kommunerne

Regeringens sundhedsudspil – en pose blandede bolcher

Af Matilde Powers, onsdag den 16. januar 2019 kl. 15.30

Regeringen præsenterede her til formiddag deres nye sundhedsudspil. Som formand for Udvalget for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv i Furesø har jeg ventet spændt og længe på dette udspil, og ikke mindst på at høre, hvilken betydning det vil få for os som kommune.

Jeg er enig med Regeringen i, at vi står overfor en stor udfordring de kommende år, da vi får langt flere ældre borgere og dermed også langt flere borgere med kroniske sygdomme.

Jeg er også enig med dem i, at mange ambulante undersøgelser kan foretages i nærområdet - til fordel for borgeren og til fordel for det store pres, der er på vores hospitaler.

Men jeg er bekymret for det faktum, at kommunerne selv skal forvalte alle disse nye sundhedsopgaver.

Hvordan skal de små og mellemstore kommuner kunne sikre specialuddannet personale og udstyr som matcher det, borgerne i dag møder på vores hospitaler?

Hvordan skal vi sikre, at økonomien til de nære sundhedsopgaver ikke kommer i konkurrence med økonomien til drift af vores skoler, daginstitutioner og sportsfaciliteter i de 98 Byråd?

Og hvordan skal vi sikre vidensdeling og ensretning af borgernes pleje og behandling på tværs af vores kommuner og landsdele?

Jeg er bange for, at vi på den her måde blot får oprettet 98 ekstra administrative lag, som aldrig hver i sær vil kunne levere pleje og behandling af den samme høje kvalitet, som vores hospitaler kan i dag, og som ikke har mulighed for at udnytte de stordrifts-fordele der er af fx at købe stort ind og have et fælles vikarkorps.

Jeg er enig i, at flere sundhedsopgaver må løses i borgernes nærområde, og jeg kan se store fordele i at bygge sundhedshuse i mindre tværkommunale fællesskaber, men jeg er overbevist om, at vi både får den bedste kvalitet og den bedste økonomiske drift, hvis disse opgaver administreres af vores 5 regioner.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Regeringens sundhedsudspil – en pose blandede bolcher Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger