Faciliterende ledelse Kristine Karlshøj blogger om facilitering og ledelse for offentlige ledere

Stil spørgsmål!

Af Kristine Karlshøj, onsdag den 21. februar 2018 kl. 08.00

Kender du det der med, at din chef stiller dig et spørgsmål, og du bliver møgirriteret fordi det forstyrrer dig? Det er ikke så meget den tidsmæssige forstyrrelse, mere forstyrrelsen inde i dit hovedet, fordi det er svært at svare på et godt spørgsmål. Du bliver simpelthen nød til at tænke dig om…

Spørgsmål er et af de allerbedste ledelsesmæssige greb. Et godt formuleret spørgsmål, som du stiller til dine medarbejdere på det rigtige tidspunkt, kan gøre en kæmpe forskel i opgaveløsningen.

Spørgsmål skaber mening

Når vi står overfor problemer eller udfordringer der ikke lige er til at løse, kan vi lede vores medarbejdere med spørgsmål. Spørgsmål er et af de mest effektive ledelsesredskab, fordi vi med spørgsmål skaber mening. 

Når du bruger spørgsmål som redskab til problemløsning, så anvender én af grundlæggende teknikker i faciliterende ledelse. Med spørgsmålet leder og guider du nemlig din medarbejder til at formulere et svar selv. Du faciliterer løsningsprocessen. Du dikterer ikke svaret, men faciliterer en løsning som skaber mening hos medarbejderen.

Vi ved godt at mening er vigtigt for medarbejderen. Men det er faktisk særligt vigtigt når man står overfor et svært problem, hvor der ikke umiddelbart er nogen løsning. Mening er desuden retningsgivende og stærkt motiverende.

Træn dine spørgsmål

Hvis jeg skulle give dig et godt råd, så sørg for at blive god til at stille spørgsmål. Det kræver træning at spørge i stedte for at komme med svar. Øv dig i at stille spørgsmål der ikke er for svære. Det giver en følelse af afmagt når dine medarbejdere ikke kan svare på et spørgsmål. Sørg for at stille det rigtige spørgsmål til den medarbejder du står overfor. Når du mestrer spørgsmål – så er du et stort skridt på vejen til at agere faciliterende leder.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Stil spørgsmål! Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger