Hegaards hjørne Kristian Hegaard blogger om økonomisk og social ansvarlighed

Valgår – vilje eller valgflæsk?

Af Kristian Hegaard, onsdag den 9. januar 2013 kl. 08.00

Selv om det næsten kommer som en overraskelse for store dele af befolkningen, når der er kommunalvalg hvert fjerde år, så tør jeg godt garantere, at der ikke er en eneste politiker i landets byråd og kommunalbestyrelser, der ikke er klar over, at vi med nytårsaften hoppede ind i et valgår for kommunal- og regionsrådsvalg. Spørgsmålet er dernæst, hvordan man som flertal eller opposition griber dette an. Allerede ved sensommerens budgetforlig i kommunerne landet over var der tendenser, der tydeliggjorde, at et kommunalvalg er på vej. Fronterne blev trukket op. Forligene blev mindre.

Der er hovedsageligt to veje at gå i et valg. Den første er den mere konstruktive linje, hvor man følger den plan, man eventuelt har lagt ved det første år, og stadig sætter tæring efter næring. Det er en velkendt strategi, at man tager de mest trælse beslutninger det første år, hvad enten der har været kommunal-, regionsråds- eller folketingsvalg. Enten for at skabe råderum for de kommende år, rydde op efter forrige periode og/eller håbe, at befolkningen glemmer det i de kommende fire år.

En anden vej man kan gå er den lidt mere populistiske vej. Den desperate vej for genvalg, om man vil. Nogle flertal i landets kommuner vil måske vælge at indfri nogle af de urealistiske valgløfter de gav i efteråret 2009 med mindre eller større huller i kommunekassen til følge, hvilket de efterfølgende valgte politikere så skal rydde op efter. Om det så enten er skattelettelser, øget driftsudgifter eller anlægsudgifter, så skal der være penge til det.

Det er måske en lidt skarp sondring af de to ovenstående forhold, og det kan tænkes, at de fleste egentlig udøver en mere gylden mellemvej. Uanset hvad håber jeg ikke, at der er nogen kommuner, der oplever at starte fra bunden med en mindre kassebeholdning og høje udgifter som følge af et foregående politisk flertals formøbling af pengene i den forgangne periode.

Det er nu, der er alle tiders mulighed for at fortsætte en eventuel langsigtet plan eller sågar skabe en, hvor visionerne ikke kun rækker fire år frem. Mit håb er derfor, at man pakker valgkampen væk så længe som muligt og husker på, at man er valgt for at føre en ansvarlig politik i alle fire år.

Tag ansvar. Foretag benhård politisk prioritering. Også i år fire. Også i et valgår.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Valgår – vilje eller valgflæsk? Felter med * skal udfyldes
 
Kristian Hegaard

Kristian Hegaard

stud.jur.

Kristian blogger om kombinationen af økonomisk og social ansvarlighed samt de svære beslutninger og prioriteringer, der er forbundet med det kommunalpolitiske arbejde.

Skriv hvad du søger