Kommunalt set Karsten Skawbo-Jensen blogger om alt kommunalt

Goddag, jeg kommer fra kommunen

Af Karsten Skawbo-Jensen, tirsdag den 22. maj 2012 kl. 10.21

SUFO, Landsforeningen for ansatte i Sundhedsfremmende Forebyggende hjemmebesøg, har sammen med OSI – Organisationen af Selvejende Institutioner skrevet en sympatisk bog om hjemmebesøg med titlen ”Det lille skub”. Bogen har et forord af Søren Ryge Petersen, og den indeholder ti små historier om hjemmebesøgene.

Ifølge serviceloven skal kommunalbestyrelserne sørge for, at alle borgere, der er fyldt 75 år, får tilbud om et sundhedsfremmende forebyggende hjemmebesøg. Hovedparten af dem, der aflægger besøg, er sygeplejersker, men også ergoterapeuter, fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter m.fl. er med i kommunernes besøgskorps. Det er naturligvis frivilligt, om man vil have besøg.

Ud over en god snak kan hjemmebesøgene give resultater i form af gode råd om for eksempel hjemmets indretning, sundhedstjek, kommunale fritidstilbud, visitering til et hjælpemiddel, fremtidige muligheder for ældrebolig m.m.

De ældre medborgere i de ti historier viser, at ældre mennesker er lige så forskellige som unge og midaldrende. Nogle er raske og har en god livskvalitet, andre er slidte fysisk og/eller psykisk. Det gælder om at lytte og møde dem der, hvor de er i livet.

Grethe
Alle de ti historier er interessante, fordi mennesker og deres liv næsten altid er interessante. Men især historien om besøget hos Grethe ramte mig. Der står:

”På denne dag møder jeg Grethe, en ældre kvinde på 75 år, som har taget imod tilbuddet om, at jeg kan besøge hende. Ved første øjekast virker hun lige så trist som vejret. Gør sig egentlig ikke de store anstrengelser for at skjule sin tristhed. Straks jeg kommer ind ad døren, åbner hun for sin største sorg.

– Det værste er, at jeg har mistet mit eneste barn, min datter. Hun døde for fire år siden efter et svært sygdomsforløb. Vi var meget tæt knyttet til hinanden, og det er svært, når man dør i den forkerte rækkefølge.

Grethe har svært ved at holde tårerne tilbage, det er som om hun har forberedt sig længe på at lukke op til sin sorg. Måske har hun ikke talt med mennesker om det i meget, meget lang tid, tænker jeg og giver hende tid til at være ked af det.

Så spørger jeg om det jeg tænker:

– Har du talt med andre mennesker om din datters død?

– Nej, siger Grethe, du er den første jeg fortæller det til. – Jeg har gemt det for mig selv, så alle mine følelser knuger sig sammen indeni mig. Faktisk har jeg haft det så slemt, at jeg om morgenen er gået i seng med ønsket om ikke at vågne næste morgen.

– Men hvorfor Grethe, hvorfor har du ikke talt med andre om din datters Død?

– Hvem skulle jeg tale med? Og hvordan skulle jeg begynde, siger Grethe stille.

Hun taler sagte og græder meget ind i mellem.”

Den besøgende fra kommunen var ikke i tvivl om, at Grethe trængte til professionel hjælp og formidlede kontakt til en psyketerapeut. Her fik Grethe bearbejdet sine oplevelser, så alting ikke blev et uoverstigeligt bjerg, der blev højere og højere.

Efter et par måneder sendte Grethe en e-mail, hvor der stod:

”Jeg er begyndt at glæde mig over at være sammen med andre. Det går langsomt fremad, og jeg arbejder med mig selv hver dag. Du skal have mange tak for, at du ledte mig i den rigtige retning efter fire år i et stort sort hul.”

Eneboeren Niels
Niels er aldrende ungkarl og bor fem kilometer fra den nærmeste by. Huset er overfyldt med gamle ting, der er et tykt lag støv og bunker af aviser på gulvene. Det er kun to elpærer i hele huset, som varmes op udelukkende af en god gammel brændeovn. Men Niels har det generelt godt, og der er mening i hans liv. Han bruger hele sommeren på at samle brænde, og han har nogle jordstykker, som han dyrker uden sprøjtemidler. Han følger med på tv og interesserer sig for politik.     

Den besøgende fra kommunen lægger mærke til Niels’ hosten. Han ryger meget, og han hoster meget. Han fortæller, at der er begyndt at komme problemer med dårligt blodomløb og sår på benene. Forslaget bliver, at Niels kontakter sin læge for at få undersøgt, om han har fået rygerlunger, og samtidig kan besøg af en fodterapeut måske lindre smerterne i benene.

Den besøgende fra kommunen vil hverken muge ud eller gøre Niels tilværelse klorinduftende og hygiejnisk. Blot kan hun give et lille skub, så Niels’ helbredsproblemer forhåbentlig bliver mindre.  

Ingen snæver normalitet
Jeg har rent instinktivt en sund skepsis, hver gang statsmagten (kommuner, regioner, stat) vil brede sig ind over privatlivets fred. Det hele kan godt ende i en Orwellsk skrækvision om et fremtidigt overvågningssamfund, hvis ikke vi passer på. Men historien om Nils viser, at hjemmebesøgene – som jo er helt frivillige – ikke går ud på at presse et snævert normalitetsbegreb ned over folk.

”Det lille skub” kan bestilles på osi@osi.dk

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Goddag, jeg kommer fra kommunen Felter med * skal udfyldes
 
Karsten Skawbo-Jensen

Karsten Skawbo-Jensen

lokal- og regionspolitiker

Karsten Skawbo-Jensen blogger om alt kommunalt, men med mest vægt på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet

Skriv hvad du søger