Kommunal udvikling – til gavn for borgerne Jonatan Schloss blogger om alt det, der skal til for at klæde kommunerne på til fremtidens udfordringer

En kommunal ledelsesopgave af ganske særlig karakter

Af Jonatan Schloss, fredag den 2. juli 2021 kl. 07.00

Når fru Hansen, som går rask og rørig på pension i dag, bliver over 80 og får brug for hjemmepleje – hvem skal så levere den? Bliver det en uuddannet kommunal medarbejder, et privat firma, en slægtning – eller måske en robot? Eller må hun bare klare det meste selv?

Som bekendt står kommunerne over for en betydelig bemandingsopgave på ældre- og sundhedsområdet i de kommende år. Ikke mindst fordi stadig flere af os bliver meget gamle. Det forventes, at der i 2030 vil være omkring 430.000 borgere over 80 år mod godt 270.000 i dag. Der er altså tale om en stigning på næsten to tredjedele.

Vi ved, at 70 procent af de 80+ årige i dag modtager hjemmesygepleje, hjemmehjælp, genoptræning eller bor i plejebolig. I fremtiden vurderer forskere, at de 80+ årige vil være mere raske og selvhjulpne end i dag, og mange kommuner arbejder målrettet med hverdagsrehabilitering. Det er en ressourcekrævende løsning nu og her, men det er en investering, der betaler sig, fordi de ældre borgere bliver i stand til at varetage flest mulige opgaver selv.

Øget fokus på hverdagsrehabilitering vil formentlig betyde, at ressourcebehovet ikke vokser 1:1 i takt med det øgede antal ældre. Men alligevel er det et faktum, at efterspørgslen efter særligt sosu-hjælpere og sosu-assistenter kommer til at vokse kraftigt i de næste mange år.

Attraktive arbejdsforhold løser det ikke alene

FOA spår, at vi i 2029 vil mangle omkring 40.000 – fyrretyvetusinde! – sosu-ansatte, hvis den nuværende organisering og det nuværende serviceniveau skal fastholdes. Dertil kan lægges, at en ikke ubetydelig del af sygehusenes plejeopgaver må forventes at flytte ud til kommunerne i de kommende år i takt med, at der lukkes sygehussenge. Det forstærker behovet for sosu-ansatte og sygeplejersker i kommunerne.

Hvad skal man som kommunal sundheds- og ældrechef dog gøre, når man læser disse tal? Ja, man kan selvfølgelig lægge sig i selen for at blive en attraktiv arbejdsplads, som kan rekruttere nabokommunens sosu-assistenter, eller man kan motivere sine sosu´ere til at gå op i tid.

Fire ud af fem medarbejdere på sosu-området er på deltid. De er som oftest ansat 28-32 timer om ugen, og typisk tilbydes de ikke at gå op på fuld tid. Heller ikke de unge, som endnu ikke har fået børn og som kunne have lyst til at arbejde meget og tjene ekstra penge til fx at købe hus eller lejlighed med kæresten.

Deltidskulturen er meget indgroet på ældreområdet, og hvis der skal gøres op dét, kræver det nok, at man kigger fordomsfrit på, hvordan vagterne er tilrettelagt og hvilke opgaver, der løses hvornår. Desuden skal de arbejdsmiljømæssige udfordringer med bl.a. tunge løft og højt arbejdstempo løses.

Sverige og Norge er foran Danmark i forhold til at arbejde med at få flere op i tid, så det kan lade sig gøre. Det er et langt sejt træk, og det kræver dialogbaserede løsninger, hvor medarbejdere og ledere finder løsninger, der lokalt er opbakning til.

Desuden kan man involvere andre faggrupper, som fx fysioterapeuter., pædagoger mm. Og man kan prøve at få (endnu) flere med indvandrerbaggrund til at interessere sig for plejefagene. Det er alt sammen noget, mange kommuner arbejder målrettet med.

Men bedre arbejdsvilkår og flere på fuld tid vil næppe løse hele problemet. I de kommende år vil alle kommuner erkende, at de ikke kan skaffe tilstrækkeligt med uddannet arbejdskraft til sundheds- og ældreområdet. Som i overhovedet ikke.

Kan uuddannede klare opgaven?

Er vi tvunget til at ansætte uuddannede i langt højere grad ligesom på børneområdet? Og har vi adgang til nok egnede uuddannede? På ældreområdet i kommunerne er andelen af uuddannet personale cirka 9 procent i dag. Andelen af ikke-uddannede har det sidste par år været voksende. Måske risikerer vi at ende på samme niveau som i dagtilbuddene, hvor nye tal netop har vist, at det uuddannede personale udgør en tredjedel af bemandingen.

Hvad betyder det for kvaliteten i ældre- og sygeplejen? Og hvad betyder en høj andel af ikke-uddannede for forråelsesdiskussionen og de forfærdelige tv-indslag? Det vil helt givet betyde en ekstra ledelsesmæssig indsats for lederne på ældreområdet, når store dele af deres personale ikke er autoriseret sundhedspersonale, og dermed i sagens natur kan arbejde langt mindre selvstændigt og professionelt med opgaverne.

Civilsamfundet og private aktører

Familiemedlemmer, frivillige organisationer og andre gode kræfter i civilsamfundet kan meget vel blive en del af løsningen. Men spørgsmålet er, hvor langt vi kan gå ad den vej. Bliver det nødvendigt – som vi kender det fra Sydeuropa – at man skal tage ansvar for sine gamle forældres pleje? Vil danskerne i den arbejdsduelige alder det?

Hvis vi ikke finder kvalitetsmæssige fornuftige løsninger, kan vi ende med at presse en del ældre ud i selvbetalingspleje. Dermed inviterer vi pensionskasser og sundhedsforsikringsselskaber til at overtage en del af de ældreplejeopgaver, som det kommunale traditionelt har taget sig af. Det vil især være en mulighed for dem, der i forvejen er ressourcestærke, og som har pensioner og forsikringer, der kan finansiere den dyre private ældrepleje.

Det betyder øget ulighed i sundhed og pleje. Og det kan kickstarte en dårlig cirkel, hvor højere lønninger hos de private aktører dræner de kommunale arbejdspladser for dygtige medarbejdere og forstærker manglen på kvalificeret arbejdskraft i kommunerne.

Kommunale ledere og politikere på sundheds- og ældreområdet står med en ledelsesopgave af helt særlig karakter, hvor der skal spilles på mange strenge samtidigt.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: En kommunal ledelsesopgave af ganske særlig karakter Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger