Offentlige ledere – vi skal lede og samarbejde på tværs, fordi det er til gavn for borgerne Jette Runchel blogger om sit syn på offentlig ledelse anno 2020

At lede med ydmyghed - sammen og på tværs

Af Jette Runchel , fredag den 12. juni 2020 kl. 08.30

Ydmyghed rummer stor generøsitet

Når man er vokset op på landet, som jeg er, i et lille lokalsamfund, hvor alle i bund og grund har haft brug for hinanden, så ligger ydmyghed ikke så fjernt i tænkning og tilgang.

Samtidig har min opvækst i et politisk engageret miljø også medvirket til, at jeg har haft et ønske om at tjene noget, der er større end mig selv, og jeg har været optaget af lige muligheder og social balance.

For mig handler ydmyghed ikke om at gå med bøjet ryg eller stå med hatten i hånden. Jeg tænker på ydmyghed som generøsitet, erkendelse af andres værd, det at give plads til andre mennesker, at glemme sig selv og at tro på og kæmpe for en sag, der er større end en selv.

Jeg forstår ydmyghed som at kende sig selv så godt, at man også har modet til at vise sig sårbar. Man ved, hvem man er, og hvad man står for.

At lede med ydmyghed

Ydmyghed ligger relativt dybt i det, jeg kommer af, men det er nok ikke noget, jeg på den måde bevidst har forbundet med ledelsesopgaven – måske mere en personlig tilgang til min omverden – og dermed siger jeg ikke, at jeg ikke kan fylde, markere mig eller fremstå magtfuld i andres perspektiv.

Men coronakrisen har bragt ydmyghed som begreb og tilgang ind på dagsordenen – og det cirkulerer i ledelsesdebatten lige nu: Vi har opdaget og erfaret, at en lille virus kan rejse verden rundt og vende op og ned på vores hverdag på et splitsekund. Og jeg – og de ledere, jeg har arbejdet sammen med – har været meget ydmyge over for den store opgave, vi fik med pludselig at lukke den offentlige sektor ned.

Og den ydmyghed over for krisens omfang og over for opgaven, oplever jeg, har karakteriseret tilgangen i både kommunale, regionale og statslige organisationer – og det samspil har der også været med den private og den civile sektor. Vi har haft brug for hinanden. Og når vi har brug for hinanden, så går vi nok også mere ydmygt til opgaven.

Og når man – som jeg – er optaget af betydningen af ledelse på tværs, så kommer spørgsmålet naturligt: Hvordan får vi en skarp og kompetent ledelse på tværs – uden at der skal en krise til? Hvad er det i vores ledelse og personlige lederskab, som har understøttet, at vi på fineste vis er kommet godt igennem krisen indtil nu. Og er der noget, vi kan lære?

Glemme os selv for en stund og træffe fælles bevidste valg

Vi er trådt ud af vante roller og positioner og har haft den fælles opgave at lykkes i en foranderlig og uforudsigelig tid. Vi har udøvet ledelse sammen.

Vi har i et lille øjeblik glemt os selv, vores område eller silo, for krisen har trukket opmærksomheden på tværs og krævet, at vi har orienteret os mod det fælles mål. Vi har i fællesskab eksperimenteret, vi har fundet løsninger på trods af nogle gange modstridende idealer, kulturer, faglige sprog og logikker, vi har delt erfaringer fra de fejl, vi har begået, vi har vist vores usikkerhed og tvivl og blottet vores uvidenhed eller måske endda brugt usikkerheden og uvidenheden konstruktivt.

Det har handlet om at have mulighed for at træffe bevidste valg i den konkrete situation baseret på summen af alles input.

Hvad skal der til for at lede med ydmyghed – og hvor skal vi starte?

Hvad skal der til, for at den tilgang kan blive hverdag i de ind imellem meget komplekse sager, vi skal løse?

Der skal ydmyghed til. Det vil sige, at vi formår at se ud over os selv og er generøse med vores viden og erfaringer og dermed bidrager til, at andre kan lykkes, at vi forstår, hvordan kollegaen med sin særlige indsigt, viden og tilgang kan bidrage til, at vi selv lykkes, og at vi ikke er for stolte og undlader at spørge.

Der skal det til, at vi som ledere ikke tror, at vi selv er de klogeste, men at vi evner at lede på en måde, så vi fremmer det bedste i andre, og får dem til at gro og indtage plads, så de har lyst til at dele deres viden og erfaring med os og på den måde gøre verden større og løsningerne mere kvalificerede.

Og skal vi til en start blive dygtigere til at prioritere præcis hvilke opgaver, der kræver, at vi træder ind i det tværgående og leder på tværs?

Krisen har vist, at vi kan lede på tværs med stor ydmyghed

Selvom coronakrisen har medført en stor kompleksitet, har krisen samtidig været med til at skære opgaven til. Kan vi også skære skarpere til i forhold til hvilke opgaver, som kræver hvad?

Hvis vi kigger bredt på sager i det statslige, det regionale og det kommunale system, så er der rigtig mange sager, som er entydige og kalder på én faglighed, og de løses med stor rutine. Men de sidste 10-15% af opgaverne – hvad enten vi taler om borgersager, klimaudfordringer eller patientforløb – kalder på at blive løst på tværs. Og det kræver tværgående ledelse.

For hvis ikke vi i ledelsen går foran og baner vejen for det tværgående samarbejde, så er det svært at lykkes med at løse opgaven for medarbejderne. Og hvis ikke vi i ledelsen anskuer vores ressourcer i vores egen afdeling, institution/skole, styrelse eller departement som en del af det fællesskab, som vores organisation udgør, så kan vi ikke skabe rammerne for de gode tværgående løsninger for borgerne, for patienterne, for ”sagen”, for så er vi ikke villige nok til at dele.

I krisen har vi vist, at vi kan lede på tværs. Det har vi gjort, når vi har skabt midlertidige pladser til at huse merudskrivninger fra hospitalerne. Det har vi gjort, når vi har lavet aftaler om at dele personale på tværs af region og kommuner. Det har vi gjort, når sygeplejersker fra et helt andet fagområde har sagt ja til at flytte over på intensiv for at håndtere de covid-19-smittede. Det har vi gjort, når biblioteksmedarbejderen er rykket ud for at hjælpe til i daginstitutionen. Og det har vi gjort, når vi har delt vores værnemidler, fordi andre manglede.

Kan vi holde fast, når det bliver hverdag?

Nu skal vi til at vise, at vi også kan til hverdag. Kan vi holde fokus på bolden og på opgaven og dele vores begrænsede ressourcer til det fælles bedste, til borgerens eller ”sagens” bedste? Kan vi frigøre ressourcer ved at fokusere på dét, vi skal sammen, i stedet for at fokusere på kampen om magten mellem ressortområder, mellem kommune og region, mellem hospitaler eller afdelinger?

Kan vi flytte os fra det ubekvemme ved, at vi – når vi skal lede sammen og lede på tværs – også skal kunne vise vores tvivl, for at de stemmer, som måtte være klogere, kan få plads? Og kan vi tåle, at andre får æren for noget, hvor vi måske selv har leveret alle forudsætningerne?

Jeg tror, vi kan – med ydmyghed.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: At lede med ydmyghed - sammen og på tværs Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger