Friheden duer til alt godt Jens-Kristian Lütken blogger om hvordan den offentlige sektor kan køre længere på literen

Regulering af brændeovne bør indføres klogt og effektivt

Af Jens-Kristian Lütken, tirsdag den 4. februar 2020 kl. 08.00

De københavnske brændeovne er blevet tildelt en fremtrædende rolle i debatten om luftforurening, og især overborgmester Frank Jensens forslag om et forbud mod installering af nye brændeovne i områder med fjernvarme i København har vakt opsigt.

Jeg er positiv overfor alle forslag til hvordan vi reducerer luftforureningen, men det er altafgørende at vi fokuserer på løsninger, der er gennemtænkte og som har den ønskede effekt.

Proportionerne er vigtige, når vi skal vælge, hvor der skal sættes ind over for luftforureningen i København: I Danmark er der, som jeg forstår det, rundt regnet 700.000 brændeovne. Af dem står kun 15.000 i København, og de bruges antageligt markant mindre end den gennemsnitlige danske brændeovn. Jeg forestiller mig ikke, at mange københavnere slæber flere rummeter brænde op på 4. sal eller kører til Fleggaard for at hente brændselbriketter, når de er på tilbud.  

Cirka 80 pct. af partiklerne i luften over København kommer fra udlandet, mens cirka 10% stammer fra danske brændeovne. Jeg er godt klar over, at det er vanskeligt for os i Borgerrepræsentationen forbyde kulkraftværker i Polen og skovbrande i Sverige, og at det derfor kan være nemt at gå efter det nærmeste og nemmeste, brændeovnene. Men partikelforureningen reduceres altså ikke i nævneværdig grad ved, at vi forbyder nye brændeovne i København. Derudover kan man forsigtig påpege, at det jo ikke giver mening at forbyde nye brændeovne og tillade borgerne at fyre videre i de gamle, der typisk forurener mange gange mere end nye brændeovne. Men det er, hvad Frank Jensens forslag lægger op til.

Behovet for regulering er til stede, ikke mindst i forhold til de mange, der oplever lokale gener fra brænderøg, men jeg mener også der er grænser for politik. I stedet for vidtrækkende forbud bør vi som politikere indtænke de andre muligheder, der er for at regulere brændeovnsområdet i København. Størst effekt får vi ved at få de ældste og mest forurenende brændeovne taget ud af brug – alternativt at få dem udskiftet med nye, renere brændende ovne. Det kan f.eks. ske ved, at vi stiller særlige miljøkrav til de brændeovne, der kan installeres i de tættest befolkede dele af København. Vi bør stille krav til brugerne samt anvende de kommunale redskaber og skorstensfejerne bedre til at stille krav til fyring, skorstene m.v. Derudover bør vi, ligesom på andre områder, udnytte og stille krav om anvendelse af alle de teknologiske muligheder, der er til at forbedre brugen og reducere forureningen fra brændeovne. Det er den slags forslag, der kan være med til at skabe bedre luftkvalitet, men det er naturligvis ikke lige så handlekraftigt som det forbud Frank Jensen går og pusler med for tiden.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Regulering af brændeovne bør indføres klogt og effektivt Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger