Friheden duer til alt godt Jens-Kristian Lütken blogger om hvordan den offentlige sektor kan køre længere på literen

Der er brug for et langt bedre og tidligt tilbud til højtbegavede børn

Af Jens-Kristian Lütken, fredag den 5. marts 2021 kl. 10.00

På det seneste møde i Borgerrepræsentationen havde jeg taget initiativ til en forespørgselsdebat omkring, hvordan daginstitutioner og folkeskoler arbejder med højt begavede børn.

Det er en gruppe som vi ikke hører særligt om i debatten om folkeskolen. Samtidig er der heller ikke særligt meget forskning på området. I hvert fald ikke hvis man sammenligner med f.eks. mængden af forskning omkring integration og tosprogethed. Der er ellers god grund til at være opmærksom på denne gruppe.

Omkring to procent af danske børn kan betegnes som højtbegavede, da deres IQ ligger over 130. Det betyder, at der er et barn i hver anden klasse på alle skoler i Danmark. Mange af disse børn har det svært, da de føler sig anderledes og ikke møder forståelse for deres måde at tænke på i den danske folkeskole.

Udover en høj IQ og evnen til hurtigt at lære nyt, så er et fællestræk for den gruppe børn eksempelvis høj grad af retfærdighedssans, udpræget perfektionisme, kreative og abstrakt tankegang mm. Disse børn har behov for at blive forstået og ikke mindst muligheden for at være sammen med andre, der er som dem. Fælles for disse børn gælder, at de har et behov for at blive fagligt udfordret, og ofte finder ro ved faglig stimulans. Således vil man ved de fleste af disse børn opleve at trivslen løftes, når de modtager faglige udfordringer.

Det burde være en gave at være født med disse evner, men for mange virker det som det modsatte. De føler sig udenfor og trivslen er helt i bund for denne gruppe. En undersøgelse foretaget i 2005 i Lyngby-Taarbæk kommune viste at 40 procent af højtbegavede børn mistrives i folkeskolen. Det er et skræmmende højt tal.

Det er egentlig ikke fordi denne gruppe er blevet glemt i den københavnske folkeskole, men det er alt for sent at der er blevet taget hånd om disse børn. Det er først i udskolingen, at der er tilbud til disse børn og der er det for sent. For det er især i de mindste klasser at højtbegavede børn føler sig udenfor og adskiller sig mest fra deres klassekammerater. Faktisk kan gruppen af højt begavede børn allerede spottes i daginstitutionen, hvis man har den rette viden og redskaber. Det kan være med til at øge trivslen for disse børn gennem hele deres børneliv, hvis vi allerede fra helt tidlig alder er klar over at de har særlige evner og skal stimuleres ekstra meget og have mulighed for at være sammen med ligesindede fra tid til anden. Derfor bør vi styrke den tidlige indsats overfor denne gruppe børn og vi bør blive langt klogere på, hvad denne gruppe af børn har behov for.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Der er brug for et langt bedre og tidligt tilbud til højtbegavede børn Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger