Vi har fået et nyt begreb, som i hidtil uset omfang præger vores dagligdag: De sociale medier.
På verdensplan er ca. 845 mio. mennesker på Facebook, i Danmark er det 3 millioner, og heraf bruger 3 ud af 4 Facebook hver dag. Brugen af mailen er nu en del af den offentlige sektors hverdag og kommunikationsmiddel.
Vi taler hånligt om ”snail mail”, når vi sender et gammeldags papirbreve. Unge mennesker taler hånligt om mailen og anvender kun Facebook, Twitter, Linked in og andre sociale medier, vi slet ikke kender.
De sociale medier er en del af vores nye kommunikationsvirkelighed, som også kommunerne må forholde sig aktivt til, og nogle gør det allerede. Aalborg kommune bruger med succes Facebook til at skabe dialog med borgerne i forbindelse med et byprojekt, Næstved har brugt blogs med succes i forbindelse med et skolestrukturprojekt, og bruger Facebook dagligt i kommunens biblioteksvæsen.
Det er tydeligt, at de sociale medier i fremtiden vil få endnu mere afgørende indflydelse på kommunernes kommunikationspolitik og -adfærd. Vil man nå de yngre og unge borgere, som snart er de midaldrende borgere med nye kommunikationsvaner, har de sociale medier en central plads. Og udviklingen er først lige ved sin begyndelse. Markedet vil kommercialisere og udnytte de sociale medier og sælge dem i den takt, modtagerne kan fordøje og købe dem.
Ikke mindst de nye grænser mellem privatsfære og offentligt rum er en udfordring, når offentlige virksomheder anvender de sociale medier. Kommunernes krav om dokumentation og fortrolighed kan let komme i konflikt med Facebooks åbenhed.
Grænsen for den enkelte medarbejder mellem hvad der er privat, og hvad der er arbejdsrelateret og dermed offentlig tilgængelig er uklar. Man må gerne ringe kort privat i arbejdstiden, hvis det er nødvendigt. Tilsvarende med mails. Hvor går grænsen på Facebook?
Her gælder vel det samme som for den privat telefonsnak i arbejdstiden. Når man bruger Facebook som led i arbejdet til at finde relevante oplysninger, skal man selvfølgelig anvende Facebook og tilsvarende sites.
Men går det at chatte uhæmmet i arbejdstiden, eller bruge fredag formiddag til at forberede weekenden på datingsiderne?
Svaret er, at man ikke kan, og ikke skal forbyde anvendelsen af de sociale mediers anvendelse på arbejdet, bortset fra porno og andre uvedkommende og ulovlige tjenester.
Hvor er så balancen mellem det klart private, som ikke vedkommer arbejdspladsen – og det professionelle og nødvendige for at udvikle det gode og kvalificerede arbejde med optimal anvendelse af de sociale medier?
Der er to grundlæggende redskaber, som kan hjælpe os på vej:
Det måske lidt gammeldags, men fortsat lyslevende værdisæt: Decomrum er fortsat en gældende juridisk kendsgerning: Man skal som offentlig ansat opføre sig ordentlig og agtværdigt, ikke misbruge sin stilling og sin viden og gøre sig fortjent til agtelse i et politisk styret og demokratisk samfund. Gør man det ikke, kan man miste sit job.
Det andet er ledelse på den enkelte arbejdsplads. Ledelsens ansvar er, at medarbejderne anvender de sociale medier rigtigt og kvalificeret, skelner mellem offentligt og privat, og arbejder effektivt med at løse og udvikle sit og organisationens opgaver.
Det handler om decorum, og det handler om ledelsens ansvar for, at medarbejderne kender deres kommunikative rammer, og at ledelsen handler, når det er nødvendigt.
Forstår medarbejderne og lederne det værdisæt og bruger det efter sin hensigt, bør det ikke være så vanskeligt at anvende og udvikle brugen af de sociale medier. De er i dag en integreret del af vores dagligdag, både på arbejdet og i fritiden, og de bliver det meget mere i fremtiden.
Tænk blot 20 år tilbage: Hvordan ville man i 1992 til EM i fodbold forholde sig til, at finalekampen 20 år senere kunne følges på mobilen og på hjemmecomputeren, og at hele befolkningen kunne stemme på SMS om at udpege kampens bedste spiller, og efterfølge diskutere på Facebook, hvem af spillerne, der har de flotteste ben.
Prøv lige at tænke 20 år frem!