Danske Kommuner - Offentligt-privat samarbejde på socialområdet kan blive bedre
Skaksens analyser Jan Rose Skaksen blogger om den nyeste viden om, hvordan vi får en bedre og mere effektiv offentlig sektor

Offentligt-privat samarbejde på socialområdet kan blive bedre

Af Jan Rose Skaksen, tirsdag den 24. september 2013 kl. 09.00

Regeringen har netop fremlagt en 2020-plan for socialområdet, hvor de har fokus på at forbedre indsatsen over for samfundets allersvageste: de hjemløse, de voldsramte kvinder, misbrugerne osv. Men planen følges ikke op af en stor ekstrabevilling. Pengene til nye tiltag skal findes ved at reorganisere indsatsen og gøre tingene mere effektivt, lyder beskeden fra politikerne.

Hvordan gør man så det? Ja, måske er der lidt inspiration at hente i en ny KORA-rapport, som udkom forleden. Den kortlægger erfaringerne med samarbejde mellem offentlige, private og nonprofitaktører på det specialiserede socialområde og kommer med nogle konkrete bud på, hvordan samarbejdet kan udvikles og gøres endnu bedre.

For der bliver faktisk samarbejdet en hel del med private aktører på det specialiserede socialområde. Når fx en selvejende institution driver et døgntilbud for handicappede, eller en privat virksomhed tager sig af den kommunale misbrugsbehandling, sker det ofte i et tæt samarbejde med de offentlige myndigheder. Og ofte fungerer samarbejdet rigtig udmærket.

Men til tider er der ting, der spænder ben for det gode samarbejde. Det dokumenteres i KORAs rapport, som er en del af et større projekt (OPALL), der gennemføres i et samarbejde med Dansk Erhverv, Væksthus Hovedstaden, DI ITEK, Metropol og DTU.

Analyserne viser fx, at når kommuner og selvejende institutioner samarbejder via driftsoverenskomster, oplever nogle private institutioner en meget stram kommunal styring og kontrol. Anbefalingen her er, at kommunerne skal blive bedre til at fralægge sig den bestemmende indflydelse og give mere autonomi til de selvejende. 

I de markedsbaserede modeller, hvor kommuner fx køber enkelttilbud hos en privat aktør, er der ofte problemer med uigennemsigtige priser. Der er også dårlige erfaringer med rigide BUM-modeller, som er en udbredt styringsform på området. Omvendt oplever nogle private aktører, at der kan være en større frihed i de markedsbaserede modeller sammenlignet med driftsoverenskomster, idet de selv kan definere de tilbud, de udbyder. 

I de senere år er der endvidere kommet en øget markedsgørelse på området, som gør det muligt for nonprofit private aktører at akkumulere et overskud, der fx kan bruges til at udvikle nye tilbuds- og samarbejdsformer.

En tredje og mindre udbredt samarbejdsmodel på det specialiserede socialområde er partnerskaber. Her indgår den offentlige og private aktør i en mere ligeværdig relation, der er baseret på ansvars- og kompetencedeling frem for et bestiller-leverandørforhold. Der efterspørges netop flere tillidsbaserede, fleksible samarbejder, men det er også en ressource- og investeringskrævende samarbejdsmodel, særligt for mindre kommuner og små private aktører. 

Der er behov for at afsætte midler til social investering, som kan underbygge muligheden for at indgå i partnerskaber, fx etableringen af et offentligt-privat partnerskab (OPP) omkring en social indsats eller et offentligt-privat innovationspartnerskab (OPI), hvor kommunen går sammen med en privat aktør om udviklingen af et nyt behandlingstilbud.

Den overordnede konklusion er, at de private og de offentlige aktører i høj grad har komplementære styrker, og det skal man blive endnu bedre til at udnytte, så offentligt-privat samspil kan bidrage til at skabe endnu mere og bedre velfærd til borgerne. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Offentligt-privat samarbejde på socialområdet kan blive bedre Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger