Noget om noget Jan Henriksen blogger om ledelse, styring og læring.

Er du i tvivl, om hvem du skal vælge, så tag kandidattesten her

Af Jan Henriksen, onsdag den 22. maj 2019 kl. 10.00

En af denne valgkamps helt store ting er de mange kandidattest. Konceptet er helt enkelt, at man ved at svare på en række udsagn i bedste Tinderstil bliver matchet med politiske kandidater. Bagved ligger en algoritme som parrer dine egne svar med kandidaternes svar - og vupti!, så ved du, hvem du er mest enig med.

I bund og grund er der tale om den mest reduktionistiske tilgang til demokrati og stillingtagen. Den store udbredelse af testene har også givet anledning til kritik af testenes svar, da de tilsyneladende altid finder den mest moderate kandidat til matchet. Enten er vi danskere i bund og grund moderate, når det kommer til stykket, eller også er testene ikke andet end ”feel good” potentiale. I bedste fald kan det skabe opmærksomhed om nogle af de spørgsmål, som den aktuelle valgkamp kredser omkring. Skal man sige noget positivt om testene, så kan man kalde det en velkomstdrink til den demokratiske fest.

I KLK oplever vi ofte lignende tendenser, når det kommer til rekruttering af topledere. De fleste jobprofiler har ”feel good” potentiale, og når det kommer til den endelige matchning mellem organisation og kandidat, så kigges der efter den mest moderate kandidat. Det er vores erfaring, at de fleste rekrutteringsprocesser har et fokus på det kendte og det, som organisationen gerne vil bekræftes i. 

Når vi ved, hvor afgørende offentlig ledelse er for, at vi kan indfri de høje forventninger, vi med rette har til vores velfærdssamfund, så opfordrer vi i KLK til et andet syn på rekruttering af topchefer. Vores rekrutteringskoncept tager udgangspunkt i matchet mellem kommunes ambitioner og kandidatens potentialer. Vi ser rekrutteringen i et større perspektiv og fokuserer på såvel kommunen som den enkelte kandidats udviklingspotentiale. Vi kortlægger, hvad det er for en udvikling, kommunen står overfor, og hvad der skal til for at den lykkes. Der er ingen vupti-løsninger. Kun et grundigt forarbejde og grundige analyser og research sikrer, at man ikke ender med en velkomstdrink, men reelt også når til dansen og natmaden. Virkningsfuld rekruttering kræver mod og udsyn og kan ikke løses med kandidattest.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Er du i tvivl, om hvem du skal vælge, så tag kandidattesten her Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger