Noget om noget Jan Henriksen blogger om ledelse, styring og læring.

Det er ingen skam at være på den, hvis man har mod til lære af det

Af Jan Henriksen, onsdag den 6. marts 2019 kl. 11.30

Mit første bidrag på denne blog skal handle om de mekanismer vi møder i KL’s Konsulentvirksomhed (KLK), når vi er ude for at bistå kommunerne med nye løsninger. Løsninger som kommunerne bestiller, og som skal sikre, at løsningen af velfærdsopgaven fortsat kan udvikles.

Som ny chef for KLK har jeg et stort hjerte for det kommunale maskinrum og den kommunale hverdag. Det er faktisk en vigtig drivkraft i mit arbejde. Jeg er vist det man på nutidigt ledersprog kalder "at være drevet af public motivation", og tro mig, det er hele KLK. Når vi siger, at vi kender kommunerne, så er det sagt med både stolthed og ydmyghed.  Stoltheden kommer af, at vi i kraft af vores erfaring og viden lykkes med at skabe både små og store forandringer i de danske kommuner. Vores ydmyghed handler om, at vi også påtager os opgaven med at oversætte løsninger og forankre dem i den enkelte kommune. Ofte bliver vi bestilt til at undersøge hvad andre kommuner har gjort, da de stod i en lignende situation, som den man selv står i. Det interessante er, at løsninger andre har gjort brug af ikke er den ret man spiser først. ”Det virker ikke her, fordi hos os er verden anderledes”. 

Her kommer pointen fra min overskrift ind i billedet. Det er nemlig ingen skam at være på den i en kommunal virkelighed. Det modsatte ville nærmest være utopisk. Velfærdsopgaven er netop kendetegnet ved at være uforudsigelig. Den kan derfor ikke lykkes med stram styring og spilleregler alene. Den kan bedst lykkes med ledelse – fagligt som politisk. Ledelsesopgaven består meget lavpraktisk i, at finde opgaveløsningens missing link, og efterfølgende opsøge og oversætte løsninger ind i en konkret praksis. For at gøre sin organisation klar til forandringen, skal den være klar til at lære nyt, og netop det ledelsesgreb er helt centralt i faglig ledelse. Vi skal være parate til at lære og finde mod til at oversætte kendte løsninger ind i vores egen hverdag og virkelighed. 

Lad det være mit første budskab i denne blog: Der findes også en løsning på din kommunes udfordringer, og vi finder den gerne sammen med jer. I vil møde KLK ude i det kommunale Danmark. I jeres direktionslokaler, til udvalgsmøder, i byrådssalen – og lad os give håndslag på, at vi alle tør lære af det vi ser og hører.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Det er ingen skam at være på den, hvis man har mod til lære af det Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger