Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Videndeling fra Island

Af Grethe Andersen, tirsdag den 5. september 2017 kl. 11.30

Som medlem af et europæisk og et nordisk udviklingsarbejde har jeg gjort mig nogle erfaringer og overvejelser fra skolebesøg i Skotland og i Norden, som jeg gerne videndeler. Det, der kendetegner, de skoler, jeg har besøgt og de fortællinger, jeg har lyttet til fra kolleger i det nordiske netværk og det europæiske udviklingsarbejde er, at det er afgørende, at skolens ledelse og pædagogiske personale som et professionelt læringsfællesskab beslutter sig for fremadrettet, at skabe de bedste læringsfællesskaber for deres elever. Processen var ofte kendetegnet af et afsæt i oplevelse af krise. Alle frustrationer blev sendt op ad i systemet. Skaf os mere tid, flere penge og fjern venligst de elever, der ikke passer ind. Sørg også endelig for at beskytte os mod besværlige forældre. Ansvar blev ikke taget, der hvor det skulle tages, men sendt rundt som andres skyld. Samtidig var det svært for de positive konstruktive, at have sig selv med og deres mod på nyorientering.

Skolerne har været kendetegnet af ambitiøse ledere i velfungerende komplementære ledelsesteam, der formåede at få vendt fokus, skabt energi, stolthed og arbejdsglæde, hvor 90 % af alle medarbejdere var enige om beslutningen om, den indsats, som de troede på og var klar til at comitte sig til. Kulturanalyse og fokusgruppeinterview viste som regel, at skolens lærere havde en fælles fagpolitisk platform, som den enkelte i virkeligheden ikke trivedes i, men som han/hun måtte følge for at være en del af dette fællesskab. I det øjeblik forskelligheden blev tydelig, var afsættet for nyorientering og lyst til en fælles ny fremtid. Et forhold, der går igen er også, at nogle medarbejdere enten selv valgte eller blev hjulpet til at finde andet arbejde, fordi de ikke kunne se sig selv i nye arbejdssammenhænge.

En ledelsesstrategi kunne være at samle det pædagogiske personale på fælles pædagogisk weekend, hvor barnesyn og værdier blev omdrejningspunktet. Hvad er et godt barne- og ungdomsliv i skolen? Hvordan møder vi eleven og hans/hendes forældre? Hvordan kommunikerer vi? Hvordan er tonen på skolen? Hvordan er vi rollemodeller? Hvordan lærer vores elever bedst? Hvordan skal skolen indrettes, når vi er fælles om barnesyn og alle børn er alles børn? Nogle skoler samler eleverne i store grupper/årgange med langt flere personaler i rummet. Her er det ikke kun eleverne, der lærer, som lærer – lærer man rigtig meget af sin kollegas didaktik og pædagogik i praksis, når man ser hvordan han/hun møder barnet med feedback og feedforward – gode relationer og klare rammer. De traditionelle lektionsopdelte og fagopdelte skole ændrer sig ligeledes med brug af IT og fælles læringsplatforme. Der er skoler, der derved afskaffer bøgerne på skolen. Teater, praktiske musiske forløb, brug af naturen samt kunst og kultur vokser ud af frisættelse af positiv energi, tillid og gå på mod.

I sidste uge mødtes jeg med mit nordiske netværk i Island. I Akureyri afskaffede en specialskole diagnose-tænkning, personalet læste ikke rapporterne, men mødte alle børn med åbent sind. Her var fokus på at træne social kompetencer, selvværd, kommunikation, hjælpsomhed og anerkendelse/værdsættelse af hvert barn. Skillevægge og bokse blev smidt ud og de 20 elever sad i små ”klasser” eller alle samlet. De lærte at lytte til hinanden, kommunikere, vente på tur og gjorde dermed først og fremmest erfaringer med at være en del af et fællesskab. For disse elever var det at begå sig i fællesskab den største udfordring. Kreativitet kendetegnede det tværfaglige samarbejde. Værksteder var fyldt med naturtræ, kohorn, læder, snore, pap, maling, skind og knallerter. Fra et langt skoleliv i specialskole eller specialklasse blev perioden af kort varighed, hvor netop redskaber til at begå sig og øget selvværd var det væsentlige. Forældre var på skolen en gang om ugen i begyndelsen og der blev sat ind med forældrehjælp og stærk intervention i hjemmet. Forældre blev mødt med ærlighed, forventninger og positiv opfølgning, fuldstændig som deres børn.

Den kommunale skole (bemærk der er ingen kommunale projekter og kommunal skolepolitik), men gerne support, hvis der er behov) var kendetegnet af en fantastisk atmosfære og kultur. Skolelederen har maksimalt to elever om året på sit kontor. Ingen problemeksport, man hjælper hinanden som pædagogisk personale med at skabe den bedste skole med kreativitet og kritisk tænkning. Anvendelse af google drev har kraftigt reduceret antal af møder. Man ser på barnet behov – ikke diagnoser. Hjemmebesøg i 1. klasse og 8 klasse af 40 min. varighed er guld værd. Forældre kan få alle de møder, de ønsker. Skolen har fokus på fælleskab (demokrati), respekt for hinanden, håndtering af emotioner, growth mindset og nøglekompetencer i forhold til elevens alsidige udvikling – så kan alle forældre også være med. De fleste elever kommer fra hjem, hvor der ikke tales så meget sammen, så det at lære at føre dialog og diskutere knyttes an til såvel faglige som sociale mål. Fra meget skoletid med skriftlige udfyldningsopgaver til aktiv læring med samtalen som redskab. Resultater i nationale test i matematik er tydeligt forbedret. Samtidig sættes der flot ind med videreuddannelse af lærerene på masterniveau.

Jeg ser unikke muligheder i samarbejde i nordiske og europæiske netværk. Der er meget inspiration og gensidig videndeling om refleksioner, evidens, undersøgelser og praksis. Vi må gå fra at tale inklusion til mentale positive billeder af diversitet, forskellighed og mangfoldighed. Fra regneark til helhedsorienteret analyse. Samtidig har jeg indtryk af, at vi i Danmark har alt for mange ”arbejdsgivere” på skolen, som ikke er en del af skolens praksis. Det dræner skolen for den energi, der gerne skal være der til – til enhver tid at skabe den bedste skole for skolens elever.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Videndeling fra Island Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger