Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Velfærdssamfundet under pres

Af Grethe Andersen, tirsdag den 25. august 2020 kl. 10.30

De fagprofessionelle offentlige ansatte har haft en dominerende rolle i den traditionelle velfærdsstat, mens brugerne/borgerne gennemgående har haft en passiv rolle. Set ud fra et internt indflydelsesperspektiv er der derfor næppe tvivl om, at rollefordelingen mellem professionelle og borgere i velfærdsstaten har været til fordel for de fagprofessionelle.

Velfærdssamfundet bygger på grundlæggende værdier, heraf det enkelte menneskes værdi. Ligeværdighed, at præstere, udrette noget værdifuldt, at skabe noget værdifuldt, ansvarlig for sin og sine medmenneskers tilværelse, frihed under ansvar er værdier mange vil forbinde med kerneværdierne i samfundet. Faktisk er rækken af mulige værdier uoverskuelig lang.

I mit virke som lærer og skoleleder har jeg set mig selv som en del af noget større og meningsfuldt. Det var både et kald, en gave og et kæmpe ansvar at bidrage til at danne demokratiske borgere. Over for ønsket om varmt, menneskeligt samvær, omsorg, forbundenhed, livsduelighed og livskvalitet stod kravet om vækst, konkurrenceevne og stræben efter konstant at udvikle og forbedre med fokus på, hvad der var bedst for skolens elever.

Dybest set er ledelse i den offentlige sektor et omdrejningspunkt i bestræbelserne på at bevare og fortsat udvikle et demokratisk velfærdssamfund i relation til den tid, vi lever i.  Jeg tror på, at det er vigtigt at tone rent flag. Hvad er værdisættet i organisationen, hvordan møder vi de mennesker – de borgere – vi er sat i verden for at skabe gode vilkår for?

I et vidensamfund lærer vi børnene i skolen at tage ansvar for at opsøge viden samt evnen til efterfølgende at selektere i viden. Kendsgerningen er, at læreren og pædagogen samtidig i dag møder forældre til børnene, der har længere uddannelse og i mange tilfælde langt mere viden end en lærer- og pædagoguddannelse rummer. Forældrene har ændret sig fra at være opfattet som passive, uformående og partikularistiske modtagere af offentlige ydelser til at være aktive, kompetente og ansvarlige aktører. Bevidste forældre kræver reel viden, indflydelse og forklaringer. Fagprofessionelle er forpligtet på konstant at opkvalificere og udvikle i relation til folkeskolens opgave og kunne sætte ord på god praksis.

I mange år har folkeskolen stået for skud, nu er det ældreplejen med frygtelige optagelser af uværdighed og ydmygelse. Uanset hvor man er ansat i den offentlige sektor, er man nød til bevidst at acceptere offentlig kritik.

Åben strategi holder i længden, det skaber større troværdighed. Professionelle og kvalitetsbevidste må man indgå i et samarbejde med borgerne og den kommunale, regionale eller statslige forvaltning om udvikling til det bedre, når det er påkrævet, ikke kun formuleret i ord, men også i handling. Den voldsomme kritik-forsvar som nemt bliver effekten må erstattes af ligeværdig dialog og fagprofessionel stolthed.

Man skal vide, hvad man vil, hvorfor, hvordan, evaluere og dokumentere virksomheden. Jo mere styr der er på god offentlig service betalt af skattebilletten, jo bedre kan den offentlig ansatte står ved sit fag, og jo bedre har vi det med at betale vores skat til et godt velfærdssamfund.  Tilgangen må være, at man skal tage sit ansvar på sig, ikke krybe baglæns, sætte nogle mål og vise dem i god praksis, der giver respekt, anerkendelse og tryghed. Det, der reelt sker i praksis skal kunne tåle dagens lys.

Det er samtidig en meget dårlig strategi at dækker over hinanden inden for de offentlige mure. Kritik er som regel berettiget. Offentlige ledere skal ikke have deres værd i at beskytte dårlige inkompetente medarbejdere. De må sikre fokus på de borgere, de er sat i verden. Daginstitutioner og skoler er til for børnenes skyld, ungdomsuddannelserne er til for de unges skyld, institutioner for voksne mennesker med særlige behov skal sikre deres behov og ældreplejen er til for de gamles skyld. Det er ikke for medarbejderens skyld, at vi har opbygget et velfærdssamfund med læring og omsorg fra vugge til krukke.

Det handler om legitimitet i den offentlige sektor. Legitimitet er på mange måder kontekstbetinget og dermed også bundet til værdier som demokrati, lighed, retssikkerhed, responsivitet, autonomi, integritet og kvalitet. Med responsivitet tænkes på, hvorvidt organisationen er borgerorienteret og responssive over for de krav og forventninger, man møder hos borgerne. Nøgleordene har i flere år været effektivisering, rammestyring samt brug af markedsmekanismer i styringen.

Målet er at inddrage befolkningen og de offentligt ansatte mest muligt i styringen af de offentlige institutioner. Befolkningen skal integreres i det politiske system og være en slags medmagt.  Formålet med denne inddragelse i styringen er at øge forståelsen for de vanskeligheder, der er forbundet med at løse de offentlige opgaver. Tilgangen er, at øget medansvar giver større motivation og dermed frigørelse af menneskelige ressourcer hos ledelse og medarbejdere. Man kan karakterisere responsiv-stat-strategien som en appel til menneskets gode egenskaber.

Kerneformålet er at vinde støtte og opbakning bag det, som den politisk-administrative elite anser for at være de nødvendige styrings-tiltag. Midlerne er selvforvaltning på den enkelte institution inden for mål- og rammestyring. Politikerne fastlægger politisk og økonomisk forsvarlige rammer, som de decentrale ledere har ansvaret for, at det lokale selvstyre holder sig inden for. Derved bevarer det politiske system kontrollen og sin legitimitet. Selvforvaltningen skal fungere på virksomhedslignende vilkår, dvs. med efterspørgselsstyring og en stærk kompetent ledelse, der forstår nødvendigheden af at integrere såvel brugere som medarbejdere i beslutningsprocessen.

Der bør være bestyrelser tilknyttet alle offentlige organisationer. Bestyrelser, der reelt har indsigt i praksis, både det, der går godt, og det, der skal forbedres. Bestyrelser, der udformer principper for god praksis med repræsentanter fra medarbejdere og ledelse, og har god kontakt til andre pårørende.  Bestyrelse bestående af pårørende og meget gerne med tilknyttede ”Advisory Board” bestående af eksperter og meningsdannere.

Der er mange problemstillinger og dilemmaer forbundet med at lede offentlige organisationer. De tackles med dygtig ledelse og kræver personligt engagement og motiverede veluddannede kompetente medarbejdere.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Velfærdssamfundet under pres Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger