Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Tanker er bare tanker, lev mere tænk mindre og indfør grubleri-tid

Af Grethe Andersen, tirsdag den 31. august 2021 kl. 13.30

Solen skinner en skøn sensommermorgen. Jeg har gået en god lang tur, nydt naturen og tænkt over dagen i går, hvor jeg igen var sammen med tidligere kvindelige skolelederkolleger. Vores fælles fokus over frokosten var inspireret af læsning og foredrag af Pia Callesen. Efter endnu en dag i givende selskab, tænker jeg taknemmeligt over, hvad vi i dag giver hinanden. Vi er meget forskellige, det er ikke noget nyt, men konteksten er anden. Vi sætter hinanden stævne om hyggelig frokost og fælles refleksioner. Pia Callesens skriverier og foredrag giver i den grad stof til eftertanke og refleksioner- såvel i forhold til det liv, vi nu lever, som det virke vi har haft i folkeskolen igennem mange år. Hun beskriver, hvordan sindet/psyken som udgangspunkt regulerer sig selv, på samme måde som vores krop ofte kan hele sig selv.

Tanker er bare tanker, lev mere tænk mindre og indfør grubleri-tid – er spændene nye perspektiver på såvel ens seniorliv som refleksioner over arbejdslivet i folkeskolen. Vi har brugt timer på at gruble sammen med skolens elever og kolleger som lærere – og senere som skoleledere med lederkolleger og medarbejdere. Gjorde det i virkeligheden mere skade end gavn igen igen at tale om pigefnidder, drengekampe og nye ordensregler til og med ofte med kontrakter i klassens time? Eller bruge tid på igen igen at drøfte temaet tillid på mange møder, hvor frustrationer, som ledelsen måtte fixe stod i kø? Der blev dyrket tanker, grublerier og følelser såvel i det åbne som skjulte rum i form af kollektive strategier og vaner. Havde vi i virkeligheden indført grubletid i klassens time og ved MED møder?

Når vi hiver fat i tankerne og enten forsøger at skubbe dem væk eller bekymre os om dem, bliver de låst fast og får ikke lov at leve deres eget liv. Tanker er ikke sandhed og vi bliver bombarderer af tusindevis hver eneste dag. Der er tre primære bagvedliggende årsager til, at nogle af os grubler mere end andre. Den første er, at vi ikke er bevidste om, at vi grubler. Den anden, at vi ikke tror, vi selv kan kontrollere vores grublerier, og den tredje, at vi er overbeviste om, at vores grublerier hjælper os. Vi har alle tillært os strategier og vaner i livet, hvor nogle strategier er sundere end andre. Gad vide om man kan tale om kollektive uhensigtsmæssige vaner med organisationsgrublerier? Hvordan vil arbejdsmiljøet og trivslen være i offentlige organisationer, hvis der i højere grad var fokus på kerneopgaven og fagprofessionelles faglighed i værdibaserede anerkendende organisationer?

Livets bagspejl sætter nye tanker på spil, om hvorvidt vaner og strategier igennem tiden i virkeligheden var de klogeste. Ligesom vi taler om oplevelser med psykologer, hvor vi eller vores medarbejdere blev holdt fast i negative tanker og følelser i stedet for at få hjælp til at komme ud af grublerierne.

Med den rette bevidsthed og mere såkaldt afkoblet opmærksomhed med mindre håndtering af tanker, frakobles de negative tanker og følelser. Derved vil sindet som udgangspunkt regulerer sig selv. Det er interessant at få ny indsigt om, hvordan sindet opererer på tre niveauer. Et niveau nederst, som konstant rammes af impulser, tanker og følelser. Hvis vi ikke håndterer disse impulser, tanker og følelser, vil de være flygtige og forsvinde igen af sig selv. Et kontrolleret mellemniveau, hvor vi vælger vores strategier til, hvordan vi vil håndtere vores tanker. Og et metakognitivt niveau øverst, der rummer vores viden om, hvilke strategier der er mulige.

Vi kan i seniorlivet langt hen ad vejen prioritere livet. Ligesom det er vigtigt fortsat at lære og udvikle sig er pauser og restitution vigtige for, at vi fungerer optimalt. Sådan er det også med den kreative tænkning og nye perspektiver på livet og verden i øvrigt ved at tænke nye tanker, lære nyt og gå nye veje. Der kan være nye meningsfulde aktiviteter, tiltag og fællesskaber, der beriger ens liv ved at udfordre vante forestillinger. ”Visdom begynder med undren“ sagde Sokrates. Jeg oplever, at visdom kendetegner mange seniorers tilgang til livet. Vi udvikler nye perspektiver i måden at tænker på. Her har Pia Callesen nogle spændende strategier til afkoblet opmærksomhed. Visdom indebærer, at man til stadighed vurderer sig selv i relation til andre mennesker. Visdom er med andre ord en egenskab som både tæller viden, erfaring og en række menneskelige og sociale kvaliteter. Livets visdom må bruges her og nu. Fortiden er forbi og fremtiden er ikke tilstede. Det handler om at bruge ny indsigt og selverkendelsen til at leve i nuet med seniorstyrke og selvsikkert klogere på livet.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Tanker er bare tanker, lev mere tænk mindre og indfør grubleri-tid Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger