Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Som leder oplevede jeg det som skamfuldt at blive syg af stress

Af Grethe Andersen, mandag den 3. august 2020 kl. 10.30

Jeg mistede mit job som skoleleder efter en periode, hvor jeg var meget syg af stress. Et bagholdsangreb fra lærernes faglige klub kom som et chok for mig, jeg havde ikke set det komme. Jeg sov dårligt, kunne ikke falde i søvn, vågnede om natten og kunne ikke falde i søvn igen.

Efter flere nætter med minimal søvn var mit humør helt i kulkældrene. Jeg havde tankemylder. Tankerne kører rundt i hovedet dag og nat. Jeg var skamfuld og havde dårlig samvittighed over at måtte kaste håndklædet i ringen, og over, at jeg ikke levede op til mine egne og andres forventninger.

Jeg var fortvivlet og mistede totalt overblikket. Det føles som en surrealistisk drøm eller nærmere mareridt, når jeg tænker tilbage. Set i bagspejlet viste alle signaler faktisk rødt. Overbelastningen gjorde at jeg ikke kunne flytte fokus og jeg gik lige i fælden.

Jeg brugte al min energi på at spekulere over, om de nu ville af med mig og hvor forvaltningen var i processen, og spiralen gik bare ned ad. I ledelsessammenhænge taler man meget om evnen til at komme op i helikopterperspektivet, hvorfra man kan vurdere helheden og træffe beslutninger, som gavner alle.

Jeg har prøvet det modsatte, kloakperspektivet. Ledere er også medarbejdere – ofte mellemledere i krydspres. Jeg måtte give op på grund af et voldsomt arbejdspres og det jeg oplevede som svigt og chikanerier fra medarbejdere. Jeg var ansat til at skabe udvikling, for det er det jeg kan.

Men processen udløste en masse kampe om dagsordenen, om måden at drive organisationen på. Det værste var, at medarbejdernes kritik kom til at handle om min person. Det var ikke særlig rart. Når man vælger lederjobbet er det jo for at udrette noget og gøre en forskel, der gør en forskel for skolens elever. Desuden er man beæret over tilliden til, at man kan klare det, og det er med til at øge risikoen for, at man sætter sig selv ind som person og lader andre overskride sin personlige sfære.

For mig som stressramt har tilværelsen været én lang løben efter livet for ikke at komme for sent, for at nå det hele, for at gøre det godt nok, for at have styr på alt. Faktisk har jeg egentlig klaret det fantastisk flot – lige indtil jeg altså pludselig ikke gjorde det.

Mit liv har været præget af en høj grad af pligt- og ansvarsfølelse, grundighed, perfektionisme og arbejdsomhed. Stress handler jo ikke kun om at have travlt, det har de fleste mennesker, men også om at ens integritet som menneske bliver udfordret med mange dilemmaer, stor ansvarsfølelsen og forpligtelse på samme tid.

Jeg higede efter synlighed, produktivitet, præstation og efter at få anerkendelse være ”liket” i en grad, så det endte med at gå ud over mit helbred med stress og livskrise, fordi jeg manglede den nødvendige ontologiske sikkerhed. Jeg var udsat for helt urimelige belastninger i lang tid og skulle tackle mange forskellige store problemer. Jeg følte mig svigtet af de i mit arbejdsliv, der burde havde hjulpet mig. Jeg har bevidst arbejdet med mig selv, fordi jeg mistede mig selv, følte skyld, skam og var meget selvbebrejdende. Min stress sygdom betegnede psykologen som PTSD posttaumatisk stress.

Barndommens delvist fortrængte oplevelse rummede følelser, jeg havde undertrykt i et langt liv, de væltede også frem. Jeg oplevede i forløbet med en alvorlig stress sygdom, at jeg slet ikke kunne kende mig selv. Jeg der plejer at være energisk, arbejdsom, hjælpsom, højt præsterende, ambitiøs leder og omsorgsfuldt familiemenneske udviklede mig til et trist menneske.

Da jeg blev syg af stress og måtte smide håndklædet i ringen, var jeg flov, følte mig skyldig og skamfuld over at jeg ikke længere magtede at være i livet som jeg plejede. Skam opstår, når der er konflikt mellem det reelle liv og det ideelle liv, med følelsen af, at man ikke har levet op til det, man burde eller ville.

Efter sygdomsperiode med stress blev jeg flyttet til en anden skole som ekstra pædagogisk leder. Trekløveret der kunne ikke magte jobbet, fordi de havde al for meget at se til med social inklusion – eller nærmere, som det efterhånden blev tydeligt, fordi de brugte mere energi på interne magtkampe i ledelsen end på at løse opgaven. Der var kunst på væggene – ikke børneproduktioner. Personalet var fantastisk, de levede deres liv.

Dysfunktionel ledelse bliver man syg af at være en del af, godt jeg ikke var der så længe. Min læge beordrede sygemelding, og jeg fik en tur mere hos psykologen, der sagde: ”Hvorfor skal du være der? ”, ”Det er jeg nødt til, der er igen alternativ, skolechefen siger det”, svarede jeg med tåre løbene ned af kinderne ”Hvordan kan man sende en stresssyg skoleleder ind i den opgave. Hvis chefen sagde du skulle hoppe ned fra et højhus på 10 etager, ville du så også gøre det? ” sagde den kloge psykolog.

Jeg blev flyttet til en ny skole som ekstra leder. Det kunne der såmænd også skrives rigtigt meget om – jeg lærte, at mandlige skoleledere har langt mere elastik både hos deres medarbejdere og chefer end kvindelige har. Årene som ekstra leder i dysfunktionelle ledelsesteam lærte mig rigtig meget om livet. Hvis jeg ikke var blevet syg af stress og havde afsluttet mit skolelederliv på Vester Mariendal skole med alt, hvad det normalt indebærer, af flotte afskedstaler og gaver, så havde jeg ikke lært så meget af den sidste del af arbejdslivet. Jeg var jo super leder og supermor, superkvinde, superaktiv og red på dopamin bølgen af at have gang i det.

Så kunne jeg sidde i dag og nyde mit otium med tanker om livets succes. Man bliver som regel sig selv igen efter et brækket ben, men efter en tur i stress-spiralen sker der noget med ens personlighed. Man er oven på, men forandret. Jeg kom ud af sumpen og handlingslammelsen og ønsker ikke for nogen, at de skal prøve det samme.

Det tager frygtelig lang tid at komme op til overfladen igen og forsone sig med, at man har måtte give op. Ligesom det er en opgave, at få skabt andre fortællinger om forløbet – mere konstruktive fortællinger. Det hjælper når tidligere medarbejdere møder mig med anerkendende bemærkninger. Jeg møder dem i dag som menneske – ikke deres leder, som de måtte kaste deres fælles frustrationer over. Dybest set ønsker ingen vel at se andre gå ned med flaget.

Når man lukker døre, åbner der sig andre. Det er ikke altid mennesker er det, de giver sig ud for at være. Modsat kan der komme nye mennesker ind i ens liv, der i den grad beriger seniorlivets fase. Både gamle venner og nye venner har stor betydning for mig. Gamle venner spejler min livshistorie, mine op- og nedture, ligesom jeg spejler deres livshistorier. Vi er hinandens livsvidner. Nye venner spejler den, jeg er her og nu i min tredje livsfase.

Når jeg sammen med venner oplever, at vi har en ”fælles sag” noget vi brænder for, opstår der mening og magi, som netop godt venskab rummer. Med nyere venskaber er det så spændende at lære dette menneskes livsmanuskript at kende og gå sammen på opdagelse i seniorlivets muligheder. Nysgerrigheden er kilden til refleksion og mod på at gå flere nye veje.

Vi er alle sammen underlagt livets uforudsigelige og undertiden tilsyneladende brutale væsen, men det er op til os selv, om vi vil leve som et offer. Taknemmelighed er for mig en god mental strategi, jeg neutraliserer pessimisme, bekymring og misundelse. Taknemlighed gør, at jeg nyder nuet mere, mit selvværd og min selvtillid øges, jeg bliver bedre til at håndtere traumer, der stadig banker på. Traumer, der ændrede mine oplevelser af sikkerhed, tryghed, tillid og forventninger. Mit nærvær gør at jeg bliver meget mere opmærksom på andres omsorgsfulde handlinger og får større lyst til at gengælde dem, knytter sociale relationer, forstærker eksisterende og beriger nye. Samtidig påskønner jeg, det jeg kan og har.

Taknemmelighed kan jeg også rette mod sig selv, være glad for mine positive sider, mange kompetencer og min livets store visdom. Det er da også forbundet med taknemmelighed at være i en livsfase, hvor det er absolut helt i orden at lave ingenting. Det er helt fantastisk at vænne sig til – og nyde. Og det kan læres.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Som leder oplevede jeg det som skamfuldt at blive syg af stress Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger