Ambitiøs skoleledelse Grethe Andersen blogger om ambitiøs skoleledelse

Skolens kerneopgave

Af Grethe Andersen, torsdag den 30. januar 2020 kl. 10.00

I skolens og samfundets hverdag brydes de åndelige og materielle kræfter samtidig med at det immaterielle indhold vægtes højt i form af oplevelser, iscenesættelse, historier. Effekten får vi ind i skolen som konflikter omkring skolens opgave. Over for ønsket om varmt, menneskeligt samvær, solidaritet og livskvalitet står kravet om økonomisk vækst, konkurrenceevne og egoistisk stræben, og det er et spørgsmål om disse størrelser kan forenes og gå op i en højere enhed.

Velfærdssamfundet bygger på grundlæggende værdier, heraf det enkelte menneskes værdi. Ligeværdighed, at præstere, udrette noget værdifuldt, at skabe noget værdifuldt, ansvarlig for sin og sine medmenneskers tilværelse, frihed under ansvar er værdier mange vil forbinde med kerneværdierne i samfundet. Faktisk er rækken af mulige værdier uoverskuelig lang. Dybest set er ledelse et omdrejningspunkt i bestræbelserne på at bevare et demokratisk velfærdssamfund. Jeg tror på, at det er vigtigt at tone rent flag. Hvad er værdisættet på skolen. Hvad betyder det at være lærer i dag? Hvordan lærer børn? Hvad er skolens kerneopgave?

Morten Christensen & Anders Seneca har skrevet “Kend din kerneopgave - innovation til hverdag”. De peger på fire dimensioner som forudsætning for at arbejdet med kerneopgaven bliver menings- og effektfuldt: Værdien I skaber. Kerneopgaven handler ikke om, hvad I laver, men derimod om, hvorfor I gør det. Det er vigtigt, at der i organisationen bliver skabt en konkret, fælles forståelse for dette ”hvorfor”. Den fælles ambition. Hvad vil I konkret gerne kendes for på arbejdspladsen? Jeres tilgang til opgaven. Præmissen er, at I lykkes bedst, når I løser opgaven med borgerne, fremfor for dem. Kerneopgaven løses i det relationelle felt. Målgruppen. Er der fælles billede af målgruppen?

Kerneopgaven giver ikke sig selv. Det er et refleksionsrum, der skal etableres og holdes ved lige gennem en løbende dialog om målgruppe, effekt, tilgang og ambition. Kerneopgaven handler ikke om endnu mere detaljerede arbejdsbeskrivelser, manualer og instruktioner, men derimod om mening og motivation. Lovgivningen, formålsparagrafferne og det skrevne ord sætter rammerne, og det er inden for disse rammer, at man på den enkelte skole skal arbejde aktivt med at skabe mening og dermed fælles motivation. En motivation, der bygger på den fælles forståelse af værdi, som skabes såvel internt med skolens medarbejdere som med skolens ”borgere” – elever og forældre.

Det er nødvendigt at kunne skelne mellem, hvad der er kerneopgave, og hvad der er arbejdsopgaver. Kerneopgaven handler om effekten hos målgruppen. Arbejdsopgaverne er det, lærerne hver især gør for at skabe effekten. Bemærk, at kerneopgaven står i ental, mens arbejdsopgaverne står i flertal. Pointen er, at kerneopgaven er det fælles pejlemærke – den fælles effekt. Arbejdsopgaverne er derimod den myriade af handlinger; møder, samtaler, undervisning mv. – som foretages i hverdagen for at opnå effekt.

Arbejdsopgaverne vil derfor også ofte være forskellige fra person til person, mens kerneopgaven er fælles. Hvis ikke skolens aktører kender deres kerneopgave er det svært at arbejde innovativt og i samme retning med forskellige kompetencer, da kerneopgaven er nøglen til at forstå organisationens mening og mål.

Det er vigtigt at fokus er rettet mod eleverne og deres læring. Kerneopgaven er nemlig ikke en forbigående tendens men den fundamentale begrundelse for organisationen. Her er det vigtigt, at kerneopgaven er den del af alle de handlinger der sker på skolen. Fagligheden er ikke målet, men middel -  et instrument til at løse kerneopgaven. Fagligheden er for eksempel at undervise. Fagligheden handler om medarbejderne, og principielt kan fagligheden leveres uden borgerne. Men en kerneopgave skal altid kunne rumme borgerne. For kerneopgaven handler om at skabe en særlig forandring hos netop borgerne.

Hvis borgeren er ude af sigtekornet, vil medarbejderen blive målet i sig selv frem for et middel til at realisere målet, nemlig kerneopgaven.

Sammenhængs- og forskelskraft er to centrale begreber i forfatternes perspektiver på udvikling af kerneopgaven. Sammenhængskraften ligger i kerneopgaven og fællesskabet omkring at lykkes med den. Forskelskraft er den styrke, der ligger i fokuseret forskellighed. Vi må erkende, at det sociale arbejde i al sin mangfoldighed er en nødvendighed, fordi elevernes sociale trivsel er en forudsætning for en vellykket undervisning. Lærerne har nogle personlige og faglige ressourcer, pædagogerne nogle andre personlige og faglige ressourcer. I dag sker der en kobling mellem leg, læring og undervisning. Barnet skal lære, mens det leger, og også gerne lege, når det lærer. Selvfølgelig er en del indlæring stadig hårdt slid. Viden bliver ikke serveret på et sølvfad, det kræver selvaktivitet og engagement. Når vi taler om ”Ansvar for egen læring” er det netop med den hensigt at tage den enkelte elev ansvarligt og gradvis hjælpe til indre styring. Ydre styring i form af voksnes hjælp til spilleregler er i høj grad nødvendigt for, at det enkelte elev bliver indre styret; er motiveret for at tage ansvar for sig selv og sit liv. At stille tilpas krav til hinanden er at have respekt for hinanden. Læring forudsætter selvaktivitet.  Selvaktivitet forudsætter, at man får lov at være aktiv og at andre har tillid til èn. Den afgørende faktor for elevens læring er elevens egen aktivitet og engagement. Engagement forudsætter, at eleven ”fanges ind” og begejstres, at interesse vækkes, og eleven kan se en mening med det der foregår. Kun gennem den personlige erkendelse af nytteværdien skabes engagementet og læringen sker.

Børn er fuldstændig afhængige af at møde voksne, der møder der med relationer præget af kvalitet med klart fokus på kerneopgaven. Det er i virkeligheden livskvalitet og eksistentielt – tæt socialt netværk i samspil med andre der har kvalitet. Ros er sundt og godt – velvalgt ros er kontaktskabende. Den rummer en godkendelse og vurdering. Der er børn der bruger al deres energi på at gøre andre tilpas og få ros. De bruger alle kræfter derpå og glemmer helt sig selv og det de gerne vil. Anerkendelse er til gengæld betingelsesløst. Det handler om at blive set, hørt og forstået. Anerkendelse rummer en respekt for den andens opfattelse og forståelse – det er kraftfuldt!

I anerkendelsen er der mulighed for at høre og afgrænse – i anerkendelsen rummes afgrænsethed – ”det var dig – nu skal du høre mit” – gensidig respekt. Fredsforskning i mikroperspektiv.

Tænk hvis alle børn havde en voksen, der anerkender dem – som vil prøve at forstå barnet. Det giver en ontologisk sikkerhed i ens liv. Det betyder meget for os som mennesker, at der er nogen der betingelsesløst er der for os. Det viser mønsterbrydningen også.

I og med at samfundet ofte beskrives som et videnssamfund, må eleverne dannes og uddannes til ”tænkende jobs”, hvor man skal beherske problemløsning, kommunikation, risikostyring og informationsbearbejdning. Men de skal også støttes i at have hjertet med, i gode fællesskaber præget af mangfoldighed og det at blive set og høre til. Folkeskolen er således en vigtig nøgleinstitution i det senmoderne samfund og opgaven er at danne eleverne til kreative, refleksive og fleksible individer, hvor de faglige kompetencer suppleres med personlige og sociale kompetencer.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Skolens kerneopgave Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger