Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Skolen set udefra

Af Grethe Andersen, fredag den 21. juni 2013 kl. 09.00

Der var disket op med dansk wienerbrød i anledning af, at Vester Mariendal Skole i Aalborg onsdag havde besøg af repræsentanter fra NCEE (National Center on Education and the Economy www.ncee.org) – en organisation der rådgiver den amerikanske regering i uddannelsesspørgsmål.

Direktør Marc Tucker, vicedirektør Betsy Brown Ruzzi og professor Robert Schwartz skal besøge forskellige uddannelsessteder i Danmark for at hente viden, som måske kan omsættes til praksis i USA. Lars Mahler, tidligere Tech College Aalborg samt forhenværende uddannelsesdirektør i UVM Roland Østerlund har arrangeret besøget.  De skal desuden mødes med Christine Antorini og Margrethe Vestager, som de kender fra hendes tid som undervisningsminister. 

Vi var beæret over besøget. Fem elever fra 7.B: Rasmus Grønning, Lukas Malm Buus Jensen, Sofie Irring Larsen, Emilie Sigvartsen og Katrine Nysted Rasmussen viste rundt og talte med gæsterne om skolen set med elev-øjne. Det gav også mulighed for at stille spørgsmål til gæsterne. 

Det er 10 år siden, at vores gæster fra USA sidst besøgte Danmark. De var meget interesseret i at høre om vores syn på skolereform og om de aktuelle udfordringer, der er i at få alle elever godt igennem skolesystemet, så de kan få sig en uddannelse. De var også bekymret for udviklingen i Danmark, hvor alt for få vælger en teknisk uddannelse. Vi uddanner mange på universitetet, som der ikke er arbejde til. 

De spurgte også interesseret til, hvordan vores elever bliver uddannelsesparate, og hvordan de gør deres valg af uddannelse. Når syv procent med dårlig studentereksamen ikke kommer videre i uddannelse, skulle de måske have valgt en anden uddannelse. 

Det var en fornøjelse at deltage i dialog med de unge mennesker, der klarede sig godt på engelsk og brændte stærkt igennem. Skolens vigtigste opgave er at skabe vilkår for alle elevers læring. Eleverne fik at vide, hvor heldige de er, at de bor i et land, hvor man til og med får SU under uddannelse. Det er meget dyrt at få sig en uddannelse i USA. Mange står med en kæmpe gæld, når de er færdiguddannede og på grund af krisen er der ikke job til dem. Så selv om vi har udfordringer i Danmark er de af en helt anden karakter i USA.

Gæsterne var klar over, at vi i Danmark har udfordringer i at sikre fremragende undervisning efter mål, hvor test anvendes til at skabe progression for elevens læring. De var samtidig meget interesseret i vores dannelse af demokratiske mennesker, der kan gå i dialog, analysere, reflektere og diskutere. Projektarbejdsformen og samarbejde i grupper er en vigtig del af skolens undervisning. 

Vi talte også om kultur og ”magtdistancer”. I Danmark har vi en lav magtdistance mellem elever og lærere – samt lærere og ledere. Vi er ikke noget i kraft af vores position, men i kraft af hvordan vi agerer. Vi får respekt og anerkendelse for fremragende undervisning og god ambitiøs skoleledelse.

Vi talte også om ”Den amerikanske drøm” kontra ”Janteloven”. Eleverne oplever, at det ikke er in at være dygtig, i så fald bliver man betragtet som en nørd eller for at ”være for meget”. Det kunne vi godt ønske os anderledes. Det var således et eksempel på, at gæster fra USA fik oplevelser og indsigt med tilbage til USA – og vi fik øje på, hvad vi værdsætter – og hvad vi ønsker forandret.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Skolen set udefra Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger