Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Skolelederens stemme og forældre

Af Grethe Andersen, onsdag den 10. juni 2020 kl. 08.30

I Folkeskolen er opgaven at danne demokratiske mennesker. Alle har en opgave som betydningsbærer over for det enkelte barn. At agere positiv betydningsbærer kræver, at den enkelte samtidig formår at gøre, hvad de siger ikke kun i relation til eleven, forældregruppen, men også i relation til kollega og ledelse. Forældre skal ses som ligeværdige samarbejdspartnere. Her er det en lederopgave at skabe vilkår for forbundenhed ved at lade argumenterne komme på en prøve i dialogen med kollegerne, forældrene og andre interessenter.

Russell J. Quaglias budskab er, at man som skoleleder skal være proaktiv og skabe partnerskaber. Når man lytter og lærer på en effektiv måde, opbygger man et solidt fundament til at kunne lede og bruge sin stemme på en formålstjenlig måde, der skaber meningsfuld forandring i skolen. Ved at følge denne proces bliver man som leder i stand til at advokere for forandring ud fra netop skolefælleskabets særlige perspektiver og erfaringer. Skolelederens stemme bliver dermed et effektivt redskab til at fremme en samarbejdsbetonet proces. Udfordringen består i at inddrage forældrene på en meningsfuld og tilfredsstillende måde, både for skolen og forældrene. Forældrene er rige på viden om eleverne og bør derfor anerkendes og behandles som allierede i deres børns læringsrejse.

En vej at gå er at observere, hvilke muligheder der skaber mest entusiasme blandt forældrene. Hvordan kan de udnyttes, så forældrene får en oplevelse af at blive anerkendte og værdsat? Russell J. Quaglias skriver, at man som skoleleder må tage initiativer til at informere alle i læringsfællesskabet omkring og i skolen om, at Han/hun virkelig ønsker at lytte til dem og lære af dem. Det kan ske ved at afholde et månedligt åbent forum, hvor forældrene inviteres til at deltage i samtaler på skolen; bed de forældre, der allerede er involveret i skolens arbejde, om uformelt at bede andre forældre om feedback og ideer; arranger nogle uformelle fokusgrupper med forældrene og deres børn for at blive bekendt med deres oplevelser på skolen; og sid med ved skole-hjem-samtaler. Når skolelederen lytter på en progressiv måde, vil det føre til progressive partnerskaber med forældrene.

Eftersom ledere af uddannelsesorganisationer har en lang uddannelse bag sig, har de en tendens til at tro, at de ved mere, end forældrene gør. Og de har på en vis måde ret – skoleledere har en viden om og erfaring med uddannelsessystemet, som mange forældre ikke har. Og det bør de også have. Det er deres job. Men de fleste forældre ved mere om deres egne børn end skolelederen, og det kan ikke retfærdiggøres, at man undlader at honorere det. Denne viden om netop disse børn er ikke blot en hjælp til dig, men kan også give dig yderligere indsigt i børnene generelt og i dynamikkerne på din skole. At tage ved lære af forældrenes viden om deres børn hjælper med at skabe det bedst mulige læringsmiljø. Nøglen til at lære af forældrene er med jævne mellemrum at give dem nogle strukturerede muligheder. Det vil gøre det muligt for forældrene at give udtryk for deres ideer på en lang række måder, som skolelederen kan reflektere over og lære af.

Man kan som skoleleder stille sig selv spørgsmålene: Hvordan og hvor ofte tager jeg mig tid til at lytte til forældrene og virkelig høre deres stemmer? nNNHvordan bruger jeg min stemme til at facilitere og lede diskussioner, når jeg mødes med forældrene? Hvordan inkorporerer jeg forældrenes stemme, når jeg tager beslutninger? Hvordan tager jeg højde for forskellige forældres særlige behov?

Russell J. Quaglias er samtidig klar i mælet med ét formanende ord – når du lærer, mens du lytter, skal du huske, at selvom less is more kan stilheden være værdiløs. På en stor skole i en større by havde skolelederen arrangeret et forum, hvor forældrene kunne dele deres syn på, hvordan skoler burde organiseres, så de bedre kunne opfylde elevernes behov. Det må siges at være et meget ædelt mål, der kunne vise sig at bibringe nyttig viden. På et tidspunkt blev skolelederen desværre rådet til at læne sig tilbage og udelukkende lytte. Det vil være en underdrivelse at sige, at det endte i en noget ukontrollabel situation. Forældrenes tanker om fremtidige forbedringer kom i stedet til at handle om aktuelle problemstillinger og personlige angreb på lærerne og skoleledelsen. I lokalavisen blev skolen dagen efter omtalt som en skændsel for lokalsamfundet, og skolelederen blev kaldt for svag og blev beskyldt for ikke at være interesseret nok til at sige sin mening!

 

Han anbefaler at man skruer ned for: Kun at omgås de samme forældre ved særlige lejligheder. At betragte forældre som plageånder eller et forstyrrende element. At fremtræde alt for formelt på forældreaftener. At opfatte forældrene som uengagerede. Samtidig skal man skrue op for: Synlighed i hele lokalsamfundet for at skabe kontakt til alle forældrene. At inddrage forældrene som reelle partnere i uddannelsen af deres børn. Forståelse for, at forældrene ønsker det bedste for deres børn og vil engagere sig i skolen, hvis de får de rette muligheder. Kærkomne lejligheder til en åben dialog om børn og voksnes oplevelser på skolen og om, hvordan man skaber forbedringer.

Samtidig er der en hel vifte af forskellige holdninger til børneopdragelse, skolens rolle, samfundets ansvar, forældrenes ansvar osv. Kernen i hele problematikken er måske at finde her. Selv om forældre og det pædagogiske personale har forskellige holdninger til undervisning og opdragelse, er en gensidig respekt og loyalitet en nødvendighed.  Adfærd, normer og holdninger opnås ikke alene via påbud og undervisning. Eksemplets magt er stor. Børn identificerer sig med og spejler sig i voksnes adfærd, ligesom de har brug for nogle holdninger og normer fastsat af ansvarlige tydelige nærværende voksne.

Samtidig må der tænkes nyt. Russell J. Quaglias skriver: Drop det ugentlige nyhedsbrev. For det første vil det sandsynligvis bare ende i bunden af en rygsæk, og hvis det overhovedet når hele vejen hjem, vil det for det andet sikkert være for sent ude og være indhyllet i en form for mug fra madpakken. Overvej i stedet månedlige podcasts, det er mere personligt og kan sætte fokus på problemstillinger omkring lave niveauer i læsning og skrivning. Sørg for, at podcasten kører i et højt tempo, at den har nogle ”energiske” præsentationer, der er sjove at lytte til, frem for lange monologer uden ende. Inviter forældrene og eleverne til at lave podcastene, og varier temaerne (lektier, sunde snacks, behovet for søvn, hvordan man vækker nysgerrigheden). Her i det 21. århundrede bør det at lytte involvere brug af sociale medier. Det kan være noget så simpelt som at give forældrene deres eget hjørne på skolens hjemmeside, hvor de kan skrive et bidrag til skolens Facebook-side. Det er endnu bedre, hvis man som skoleleder styrer en månedlig chat på Twitter, hvor forældrene kan stille spørgsmål og chatte om bestemte emner. Hvis informationen er interessant og engagerende, vil selv de teknologiforskrækkede forældre tage imod hjælp fra deres børn for at få adgang til informationen. Efter periode med Corona lock down har skolens aktører og forældrene gjort erfaringer med nye veje til kommunikation, der bør evalueres og medtænkes i nyorientering og nye handlemuligheder.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Skolelederens stemme og forældre Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger