Ambitiøs skoleledelse Grethe Andersen blogger om ambitiøs skoleledelse

Skolelederens stemme – Lyt, lær og led

Af Grethe Andersen, mandag den 25. maj 2020 kl. 10.00

Jeg har læst en lille overskuelig bog skrevet af Russell J. Quaglia. En god bog til refleksion i skolens ledelsesteam, på forvaltningen og blandt politikkere. Overskuelig og interessant – passer lige ind i tidsåndens udforinger for skoleledere. Skoleledere opmuntres til at dele deres stemme og blive hørt, lært af og støttet i deres ledelse.

Mange skoleledere føler sig ”slidt op af systemet” og er frustreret over, at deres stemme ikke bliver hørt eller værdsat. Eftersom den er en del af det at være en autoritetsfigur, er en skoleleders ”stemme” alt for ofte direkte forbundet med at diktere, hvad der skal gøres. Skoleledere har positionel magt og ansvar for at omsætte politiske beslutninger, nye tiltag fra embedsværket, ansætte, afskedige, skemalægge, evaluere og budgettere mv. Men hvad skaber virkelig værdi for alle skolens elever?

Budskabet er, at en skoleleder med en ”stemme” er karakteriseret ved evnen til at være tæt på eleverne og tale åbent og ærligt i et skolemiljø, der er drevet af tillid og ansvar – en skole, der realiserer det fulde potentiale. Inddragelse af forældrene på en meningsfuld, reel og tilfredsstillende måde, både for skolen og forældrene, er ligeledes vigtig. Forældre og lokalsamfundets aktører har ligeledes vigtige budskaber, der kan kvalificere skolens udvikling. Samarbejde til alle sider med gensidig respekt og høj grad af åben samtale skaber begejstring og stolthed. Både inden for skolens mure og i lokalsamfundet.

Hvor er det rigtigt og desværre for mange skoleledere svært. Som skoleleder var jeg konstant i medierne – dagbalde, tidsskrifter, med i ”Debatten” og P1 mv. Jeg nød det. Det var fantastisk at udbrede viden fra arbejdet i Skolerådets formandskab, bestyrelsesarbejdet i EVA – Danmarks Evalueringsinstitut og samtidig flette erfaring ind fra egen skole – Vester Mariendal skole i Aalborg kommune.

Det blev værdsat – men bestemt også det modsatte. Jantelov, magtmekanismer og repræsentanter fra faglige organisationer syntes ikke altid det var fantastisk. Jeg turde sætte fingeren på kogepladen og nød ligefrem at fremprovokere alt fra stolthed til irritation.  De tanker og ideer, man bliver præsenteret for i denne bog, er designet til at reducere frustrationen og vække begejstringen til live igen. Skolelederen bør facilitere andres stemmer i og uden for skolen.

”Du har fået en gave – evnen til at få en positiv indflydelse på eleverne, medarbejderne og forældrenes liv og det liv, der leves i lokalsamfundet. Med gaven følger ansvaret for at repræsentere dem og lede på en måde, der hjælper alle med at realisere deres fulde potentiale. Det er uden tvivl et enormt stort ansvar. Og det er sikkert og vist, at din stemme er vejen frem” skriver forfatteren.

I medierne er Quaglia blevet beskrevet som USA’s førende autoritet på uddannelsesområdet. Han skriver: Jeg har aldrig talt med en skoleleder, der ikke var nødt til at finde ud af, hvordan man leder på trods af de daglige brande, man er nødt til at slukke eller tror, man er nødt til at slukke. Udfordringen i, hvor og hvordan man skal bruge sin tid, er et ledelsespuslespil. Det er et faktum, at skoleledere aldrig har nok tid i løbet af en dag til at gøre alt, hvad de bliver bedt om, men når de bruger deres stemme til at lede med, bliver de mere effektive. Du vil opdage, at det er en altomfattende proces at bruge stemmen og ikke blot en ledelsesteknik, der kan anvendes i bestemte situationer. Det tager ikke længere tid at bruge sin stemme til at lede med; det giver snarere mulighed for at begrænse de brande, der opstår på grund af manglende forståelse og kommunikation. Ved at bruge din stemme får du mulighed for bedre at forstå din skole, dine kolleger, elever og dit lokalsamfund og dermed mulighed for at lede med tillid og støtte fra dem omkring dig.

Forfatteren har mødt alt for mange skoleledere, der ser ud til at have en hel del kontrol, men ringe indflydelse. De fortæller, at de føler sig ”slidt op af systemet”. De fortæller, at der ikke bliver ”lyttet til dem”, og at de har meget få muligheder for at udtrykke deres virkelige tanker om forbedring af deres skole. ”Jeg føler, at jeg taler til mig selv halvdelen af tiden,” fortalte én skoleleder. Jeg spekulerer ofte over, hvis vision skoleledere følger – deres egen eller andres? På trods af den ”magt”, der følger med stillingen, er det de færreste skoleledere, der har evnen til at bruge deres stemme på en meningsfuld måde. Det er derfor helt forståeligt, at mange skoleledere er frustrerede. En skoleleder med en ”stemme” er karakteriseret ved evnen til at tale åbent og ærligt i et miljø, der er drevet af tillid og ansvar. At bruge stemmen handler ikke kun om, at man deler sine egne tanker, men også om at man udnytter sin stemme til at frembringe og støtte andres stemmer i organisationen. Skolelederens stemme handler om at skride til handling, lytte til dem omkring sig, lære af det, der bliver sagt, og lede med øje for det, der er bedst for alle involverede parter. Uden en stærk stemme er det stort set umuligt for skolelederen at realisere det fulde potentiale.

Forfatteren forslår at man som skoleleder etablerer en rådgivende gruppe af elever.  For det første skal skolelederen mødes med rådgivningsgruppen mindst en gang hver anden uge. For det andet skal alle elever have mulighed for at være en del af gruppen. For det tredje må møderne ikke finde sted på skolelederens kontor, men i kantinen eller et andet sted, hvor alle kan komme forbi og deltage. For det fjerde må skolelederen gøre det klart, at hvert problem, eleverne fremlægger, bør ledsages af et løsningsforslag, der kan diskuteres. For det femte er der en, der skal tage noter. Sidst, men ikke mindst, bør skolelederen i slutningen af hvert møde fortælle eleverne, hvad han/hun er mest stolt af ved skolen. En rådgivende gruppe af elever giver ikke blot mulighed for at lære af eleverne, men også for at eleverne kan lære af deres skoleleder. De har brug for at vide, hvad der er vigtigt, og hvad, der er værd at fejre. Jeg tænker tilbage på et fantastisk møde mellem seks elever fra Vester Mariendal skole og to gæster, der var rådgivere for Obama. Jeg var stolt og følte en meget stor taknemmelighed i det møde, hvor forskellige elevers stemme blev taget alvorligt. Det vil jeg altid tænke tilbage på med stolthed og glæde.

En rådgivende elevgruppe vil uden tvivl fortælle om chokerende, afslørende og indimellem blot bekræfter noget, man som skoleleder allerede ved. Feedbacken kan gå fra ”Matematiktimerne er kedelige” til ”Renover toiletterne” eller ”Skolen stinker! ”. Man kan forståeligt nok ikke forholde sig til al feedback hele tiden, men bør dog lytte til og overveje hver tilbagemelding. Og skolelederen er nødt til at spørge ”hvorfor? ”: ”Hvorfor er matematiktimerne kedelige? Hvorfor bør jeg få renoveret toiletterne? Hvorfor synes du, at det at gå i skole ’stinker’? ”. ”Hvorfor” er et helt simpelt og ligefremt spørgsmål, men ekstremt effektivt, da det kræver et eftertænksomt svar af personen, der bliver spurgt (langt mere end et ja eller nej), og fører til en dybere forståelse. 

Uanset om det stemmer eller ej, betragter eleverne skolelederen som skolens overhoved – den, der træffer alle beslutningerne; den, der har magten til at sige ”ja” eller ”nej”. Grundlæggende set ved eleverne, at skolelederen skal acceptere alt, hvad der sker på skolen. Derudover trives eleverne, når skolelederen er interesseret i deres handlinger, ideer og aktiviteter, fordi de ved, de er værdsat og bliver hørt; de ved, at de betyder noget. En fantastisk bog om det vigtigste skolen er der for – eleverne.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Skolelederens stemme – Lyt, lær og led Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger