Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Ruchetur med Corona

Af Grethe Andersen, torsdag den 14. maj 2020 kl. 09.30

Mine følelser og fornuft har i den grad været på rutsjetur siden Corona-virus indtog verden. Jeg bliver ramt på livet – ikke kun mit eget. Mine nærmeste, venner og gode bekendte, vores situation i Danmark, Europa – faktisk hele verdens pandemi rykker ind i mit univers. Jeg er på mange måder privilegeret i mit seniorliv, men pludselig er mit hverdags- og verdensbillede forandret til det usikre. Jeg bliver bekymret for min datter og svigersøn, der har vigtige funktioner som læger på Skejby sygehus. De er begge dybt dedikerede til deres vigtige virke. Deres børn er i nødpasning. Jeg plejer med meget stor glæde at komme og være en del af familien, når vagterne gør, at der er brug for, at mormoren rykker ind. Nu kan vi ses og tale med hinanden over sociale medier.

Der er ingen knus, kærtegn, tætte kontakt med godnat sange og historier eller sofahygge. Det er tydeligt at de billeder, hjernen bringer frem ved bekymring og savn er heldigvis de dejlige nære, kærlige situationer. Vi har yderligere to skønne børnefamilier med ændrede vilkår. De er hjemsendte med opgaverne at få klaret fjern undervisning, studier og at få deres familier til at finde en ny balance uden bedsteforældrehjælp. Vores yngste søn er studerende og i studiejob. Han finder også en ny balance.

Jeg søger balance og fred i situationen ved at gå ture. En brækket ankel med komplicerede brud for knap et år siden, har begrænset mit funktionsniveau, så turene øges gradvis i længde. Der må også kæmpes med øvelser hjemme, nu hvor jeg ikke kan få hjælp af fysioterapeut og træning i det lokale ”Fysioform”. Jeg søger også balance og fred ved at synge med på morgensang med Phillip Faber på DR1, læse gode artikler i Kristelig Dagblad, skrive på et manuskript, jeg håber på bliver til en bog og lytte til Sophie Nordentoft Vor Frue Kirke i Aalborg, der med små gode fortællinger bidrager til at flytte ud i lyset og varmen, nu hvor solen skinner og fuglene synger.

Situationen med isolation giver mange tanker om alt det, jeg håber på snart kan blive hverdag igen. Jeg er i den grad relationsmenneske. Det er mærkeligt at kalenderen er tom, at aftaler med familie og venner samt ferier må aflyses og udskydes – samt at vi ingen anelse har om, hvor længe det varer. Valget kan banalt være at have fokus på det, der skaber glæde og følelsen af taknemmelighed. Jeg oplever, at det konstant at øve sig i at have fokus på optimisme og taknemmelighed, øger min glæde, lykke, selvaccept og selvværd. Optimisme får mig til at værdsætte livet og vise ærbødighed og passende ydmyghed. Ydmyghed gør os både villige til at forandre os og giver os visdom til at foretage de forandringer, som er nødvendige for os. Jeg sørger for at gøre nogle ting, jeg har det rart med og laver en planlægningsliste, det har jeg rigtig gode erfaringer med fra mit arbejdsliv som lærer og skoleleder. Det er blevet til kilometer lange to do lister igennem livet. Forskellen er, at nu er det ”ju-hu lister” og ”to do” ting, som jeg selv har lyst til og mulighed for.

Vi lever i et land, der ofte bliver kaldt ”Verdens Lykkeligste Land” og jeg må sige, at jeg har meget at være taknemmelig for, meget der giver mening til mit seniorliv og en glædesfølelse ved at være i en livsfase, hvor jeg pludselig selv kan bestemme rigtig meget over mit liv og min tid. En fase, hvor jeg i den grad er blevet glad for alt det, der er muligt lige fra at have tid til at fordybe mig i litteratur, gå sansebevidst rundt i skøn natur, eksperimentere med surdej til hjemmebagt brød, strikke eller sy baby- og børnetøj, tøj til mig selv, nyt betræk til sofapuder og et patchworktæppe, fylde blomster, græsser og siv fra naturen i vaser, dyrke grøntsager og besøge genbrugsbutikker med en veninde. Besøgene i genbrugsbutikkerne er sat på stand by, Jeg er i den grad blevet vintage-freak, loppe-freak og genbrugsfreak. Så nu rydder jeg op og jeg sorterer i stoffer og garn og kaster mig over nye håndarbejder.

Taknemmelighed vender opmærksomhed mod det, vi har, i stedet for det vi ikke har. Pointen er, tror jeg, at en grundlæggende positiv indstilling gør os bedre til at tackle udfordringerne og modgangen – og til at opleve glæden, når den er inden for rækkevidde. Grundlaget for lykke og trivsel er ikke at lade sig kue af modgang eller nederlag. Jeg noterer for tiden hver dag 3-4 ting ned som jeg er taknemmelig for. Det kan være at lytte til fuglene om morgen meget tidligt, når jeg vågner til en ny dag, facetime med børnebørn, god snak med børn og svigerbørn, skønne foto på familiens fælles konference på messenger, at læse en interessant bog, tale med en god veninde, spise dejlig hjemmelavet mad med min ægtemand og meget meget mere – stort og småt.

Taknemmelighedens rum rummer alt det, jeg har grund til at være glad for, stort som småt. Jo mere jeg fylder i rummet mentalt – jo mere taknemmelighed. At kigge på foto af min dejlige familie, vores liv i sommerhuset og ferie giver glæde og taknemmelighed.  Jeg har perioder, hvor jeg skriver om positive oplevelser, tænke på dem som velsignelse og meningsfuldt lige inden jeg lægger mig til at sove. Det gode ved at skrive tre gode ting ned er, at jeg kan gemme dem og følge mine egne fokusområder. Når jeg også skriver hvorfor og hvordan de var gode, kommer jeg ind til følelserne af glæde i nuet. Jeg erfarer, at når jeg husker at gøre det, er min opvågning næste morgen også forbundet med fokus på denne dags tre gode ting, måske endda flere. Det er ikke altid, jeg skriver mine taknemligheder ned ved sovetid, jeg bliver simpelthen for vågen af at tænke formuleringer, oplevelser, og om der er andet, i stedet for blot at tænke med dyb glæde knyttet til mine livsværdier. Det virker bedre for mig. Det at tænke taknemmelighed og sige tak er en grundlæggende vej for mig til at skabe det gode liv som en proces.

Jeg er taknemmelig for mit liv, vores børn, ”svigere” og børnebørn og at jeg stadig har min mor. Jeg er ligeledes taknemmelig for den livslæring, jeg har fået. At blive i stand til ærbødigt at påskønne livet er noget af det allervigtigste, vores børn kan lære. Ved at udtrykke taknemmelighed bliver de mindet om, at de aldrig er alene, men altid er i relation til selve livet. Vi kan også lære dem at være taknemmelige ved at udtrykke taknemmelighed over et hjem at bo i, mad på bordet, en sund og stærk krop, forældre og venner, der giver os en fornemmelse af fællesskab, og hele den underfulde natur, vi kan glæde os over. Livssituationen netop nu er også en læreproces. Gennem læring genopdager eller genopfatter vi verden og vort forhold til den. Der er trods alt meget at være glad for.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Ruchetur med Corona Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger