Ambitiøs skoleledelse Grethe Andersen blogger om ambitiøs skoleledelse

Når samarbejde fører til bedre læring for alle

Af Grethe Andersen, fredag den 8. november 2019 kl. 14.00

Jeg oplevede ofte som skoleleder, at medarbejdere under medarbejderudviklingssamtalen fortalte, at de gerne ville modtage konstruktiv – såvel positiv som negativ feedback fra deres kolleger. Når jeg spurgte, hvorvidt de selv praktiserede feedback til kolleger, var svaret ofte lidt nølende eller klart nej, ud fra den begrundelse, at man ikke skulle udfordre janteloven og være bedrevidende ”kloge-Åge”. 

Jeg har indtryk af, at samarbejdet flere steder udvikler sig i positiv retning i form af højere grad af kollektiv professionalisme i det offentlige. Det er en nødvendighed for at forbedre praksis, så samarbejdet fører til bedre læring og kerneydelsen konstant udvikles med forbedring for øje. Det kræver selvfølgelig, at man i organisationen har en fælles oplevelse og afklaring af, hvad kerneopgaven er, og prioriterer tid til den vigtige drøftelse med nye handlinger til følge.

Dafolo har i samarbejdet med Skolelederforeningen igen udgivet en lille handy velskrevet bog i serien ”Ledelse Ligetil”. Titlen er ”Kollaborativ Professionalisme. Når Samarbejdet fører til bedre læring for alle.” Stærke grupper fremmer fælles beslutninger, men de underbygger, præger og øger også den enkeltes professionelle dømmekraft. Kollaborativ professionalisme bygger på, at man stiller undersøgende spørgsmål, er lydhør over for feedback og altid er klar til diskussion på et oplyst og erfaringsmæssigt grundlag. Det udvikler både eleven og læreren, der udtrykker solidaritet i modgangstider, og det støtter op om kollektiv såvel som individuel autonomi baseret på fælles ekspertise. Man frygter ikke feedback, kritik og forbedring – tværtimod. 

Det centrale er, at eleverne også har ret til at udtrykke og dele deres idéer og til at have de samme transformerende opleveler, som lærerne har haft glæde af. Forfatterne peger her på et interessant og velkendt fænomen. Når lærerne har udsigt til at skulle samarbejde med eleverne om skolens liv og skæbne, giver det naturligvis ind imellem bekymringer af samme grunde, som når ledere bekymrer sig om at skulle samarbejde med lærerne om at træffe beslutninger. Hvis lærerne har flere kollaborative rettigheder, vil deres fagforeninger, så få magten over skolelederne og forvaltningslederne? Det handler om bekymringer for tab af autonomi, magt og kontrol, der kan opstå i bevægelser hen imod et større samarbejde. Erfaringsmæssigt må jeg sige, ja der er god grund til at bevare sit ledelsesrum og sin ledelseskraft, det er nu en gang ikke fagforeninger, der er ansat til at lede skoler eller forvaltninger – eller det offentlig bredt set. 

Et andet vigtig perspektiv i bogen er, at børn, læring og undervisning må komme før dataanalyse og tal. Data hjælper til at følge og monitorere fremskridt. Data kan fx hjælpe til at finde årsager til høje frafaldsprocenter og fokus på stille eleveres faglige resultater. Men det, der betyder mest, er, at de professionelle hele tiden spørger ind til det, de gør, og at de bruger kombinationen af big data i form af tal og small data i form af professionelle bedømmelser som en måde at præge processen på. 

Ud over et internet kollaborativt samarbejde er skoler, der praktiserer kollaborativ professionalisme, globale og lokale, naturlige og digitale, udadrettede og indadrettede. De tænke hele tiden i både/og frem for enten/eller. De er bæredygtige og levende, fokuserer på både det lange og det korte sigt og både direkte og formelle – og indirekte og uformelle – i en kultur, der bygger på handling, innovation og interaktion, men altid og uden tvivl i en højere sags tjeneste. 

Forfatterne gør det klart, at man altså ikke finder inspiration i at blive i egen klasse, egen skole eller eget land. Hvis folk kun ser indad, vil de aldrig få øje på det, der findes udenfor – indimellem lige ved siden af. Det er én af de måder, hvorpå skoler fejler og systemer stagnerer. De begrænser mulighederne og evnen til at lære. I den sidste ende begrænses mulighederne for at skabe en endnu bedre praksis med forbedring af samarbejdet til gavn for læring for eleverne – og lærerne.

Forfatterne anbefaler ligeledes at invitere en ”antropolog” ind i skolen. En uden forstået – indforstået, én der ved noget om skolers organisatoriske, didaktiske og pædagogiske kompleksitet og kultur – og som kan bidrage til at sætte ord på organisationen, hvor den er. Det kunne givet være en god model for mange offentlige organisationer, der lukker sig om sig selv som selvtilfredse eller med argumenter som manglende ressourcer, tid og penge. Fokus kan være så enkelte som: Hvad bør vi holde op med at gøre? Hvad bør vi fortsætte med at gøre? Hvad bør vi begynde at gøre? Man skal vide hvor man vil hen, hvis man vil udvikle – man skal også vide, hvorfra man begiver sig på udviklingsrejsen. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Når samarbejde fører til bedre læring for alle Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger