Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Når forandringens vinde blæser vælger nogle at bygge læhegn, andre vindmøller

Af Grethe Andersen, fredag den 2. juni 2017 kl. 14.30

Et gammelt kinesisk ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser vælger nogle at bygge læhegn, andre vindmøller. Reformer har for alvor ramt folkeskolen med fuld vindstyrke. For ikke at blive blæst om kuld må man skabe en udviklingsorganisation, som på én og samme tid giver et stabilt rum for refleksion og søger udvikling. At turde at lade sig udfordre og udfordre er vejen frem.

Folkeskolen må siges at være en særlig organisation. En organisation og virksomhed med mange interessenter. Skoleledelsen har ansvaret for at organisationen lever op til en række juridiske forpligtelser og må dermed være afklaret i forhold til folkeskolens opgave. En afklaring der aldrig kan være statisk, men må være et udtryk for den erkendelse, der netop er nået til på givet tidspunkt. Det er for børnenes skyld, vi holder skole. Børn, deres kompetencer og udvikling, vinder indpas på samfundets dagsorden, bl.a. fordi centrale tendenser i udviklingen mod videnssamfundet – på godt og ondt – gør børn mere betydningsfulde. Kompetencer er eksistensbetingelser for fremtidens samfund. Ikke som kompetencer, der skal tilpasse barnet til samfundet, men som kompetencer, der skal give barnet redskab til forandring af samfundet. Kompetencer skabes ikke af lærere og pædagoger alene, men i en kompliceret samproduktion mellem barn og pædagogisk medarbejder.

Skole og institutioner er for alvor kommet på en opgave, der består af afbalanceret pædagogisk fornyelse. På medarbejdersiden er udfordringen, at skabe vilkår for samarbejde imellem de to faggrupper; pædagoger og lærere. Medarbejder med forskellige opgaver men fælles kultur. 

Da jeg var skoleleder og overordnet leder af en landsbyordning i Grindsted v(børnehave, skole og skolefritidsordninger) anvender jeg ofte følgende scenario: “Hvis skole ikke fandtes” som udgangspunkt for nytænkning. Skolen som institution er en barriere. Institutionstanken bygge på forudsigelsens mulighed med rutiner, der kan gentages. Skolen er et moderne begreb og kommer derfor nemt i modsætning til sig selv i en postmoderne tid. Mit budskab var at vi måtte afskaffe institutioner og skoler i traditionel forstand og etablere lokale udviklings- og læresteder. 

Som alternativ til institutionsbegrebet er begrebet organisation sneget sig ind i den pædagogiske verden samtidig med indførsel af målstyring. Begribelse af læring og læreprocesser i relation til didaktik og dannelse er en nøgle til forståelse af udviklingsprocesser i organisationen. Opgaven er at få sat en selvforstærkende positiv udviklingsproces i gang. Tidens store udfordring er at skabe en virksomhedskultur, som fortæller os selv og vores brugere, hvem vi er, og hvad vi går ind for. Der er for mig ingen tvivl om, at folkeskolen har påtaget sig et dårligere image, end den fortjener. Et positivt image opbygges ved at skabe gode resultater/oplevelser og informere omverden om dem.

Her ligger nogle spændende opgaver i at opkvalificere egne og medarbejderes kompetencer herunder ajourføring af viden. Det betyder stærk koncentration omkring udvikling og anvendelse af de menneskelige ressourcer i bestræbelserne på at forløse de store potentialer, der findes i medarbejderne. Som det øvrige arbejdsmarked må vi nødvendigvis i skoleverdenen omforme og omstille i retningen af et kompetencemiljø, hvor udviklingen af alle medarbejderes og ”virksomhedens” kompetencer er vejen frem. Hvor arbejde og kompetenceudvikling smelter sammen og bliver to sider af samme sag. Hvor vi går fra ydre styring til indre styring. Et perspektiv der bygger på grundlæggende eksistentielle overvejelser vedrørende etik, værdier og social ansvarlighed.

Mange grupper har den ambition at eje folkeskolen. Skolen er blevet en kampplads for en lang række af hensyn, der ikke kan, men skal forenes. Opgaven er at forene det uforenelige. 

Dannelse og uddannelse er kerneområderne i de fleste diskussioner. Ikke som problemstillinger snarere som dilemmaer. En værdikonflikt af etisk karakter. Dannelse og uddannelse er nødvendige og uadskillelige, men samtidig kan beskrives to linjer som yderpositioner i forståelsen af folkeskolens opgave både når begreberne relateres til mål og midler. Når vi taler dannelse, taler vi om demokrati, samarbejde og samfund, hvorimod vi i konkurrencestaten kan opleve at begrebet uddannelse relateres til effektivitet, autonomi og individ.

Skolen er i dag til stadighed udsat for forskellige interessegruppers pres for at gøre netop deres synspunkter gældende med hensyn til definition af skolens opgave. I forældregrupperne opleves holdninger, som enten kan være præget af et overvejende ønske/pres, for at skolen skal lægge hovedvægten på specifikke faglige færdigheder, som kan forberede eleverne til arbejdslivet  eller af en holdning, som i højere grad har baggrund i et ønske om at børnene orienteres bredt, således at de sættes i stand til at agere selvstændigt i tilværelsen. Markedets krav er uddannelse og mere uddannelse, fordi konkurrencen bliver stadig større. Effektivitet og færdigheder er her et bud på vejen frem i det 21. århundrede. Den markedsorienterede vision sætter fokus på fag-faglighed og færdigheder. Målet er at børn og unge skal lære noget mere. Den hierarkiske opbygning og de gængse lederfunktioner, der tilknyttet den forståelse, indvirker på de forståelsesrammer og de virkelighedsopfattelser som udvikles i samspillet mellem individet og organisationskulturen. I en hierarkisk skole fremstår eleverne i en passiviserende rolle, som modtager af undervisning udtænkt og planlagt af læreren. Ligeledes begrænses forældrenes reelle indflydelse og medansvar til begrænsede områder, der ikke giver mulighed for krav om forandringer, der kan opfattes som truende for en eller andens magtposition. Vækstfilosofien argumenterer for, at under markedsøkonomiske vilkår vil velstand automatisk give velfærd. Som modtræk er dannelsesvisionens budskab at børn og unge skal lære noget andet. 

Uddannelsessystemet skal sammensættes således, at det bereder mennesket på et helt liv, hvoraf arbejdslivet kun er en del. At indsnævre diskussioner om uddannelsesniveau, tilrettelæggelse og indhold til udelukkende at være et spørgsmål om at skabe kvalifikationer kun til arbejdsmarkedets behov er uhensigtsmæssigt også for arbejdsmarkedets udviklingsmuligheder. Uddannelse er med til at danne og udvikle mennesker til at kunne deltage aktivt og vidende i udviklingen både på arbejdsmarkedet og i samfundet som helhed. For mig er der ikke tale om enten eller, men en modsætning med nuancer, der er med til at præcisere skolens opgave. Pluralismen er netop udtryk for en kompleks omverden, der tvinger til selektion.  Samtidig trækker denne diskussion nogle lange linjer tilbage i dansk skolehistorie repræsenteret ved eksempelvis Grundtvig (Livets gådefuldhed og mangfoldighed kan ikke erkendes af rationel vej, den må opdages og opleves) og tilbage til Latinskolen. Det er ikke en diskussion om pædagogiske institutioner er en forberedelse til erhvervslivet, fritidslivet eller familielivet. 

Skole og institutioner er ikke alene en forberedelse til livet. De er livet for de mange børn, skolen dagligt har ansvaret for. Et levested - man er der med hele sit liv, når man er der. Der er ikke kun tale om et opbevaringssted, hvor opgaven alene er at formidle faglig viden. Skolen er et oplevelsessted, hvor barnet bliver grebet af noget med en naturlige nysgerrighed og videbegærlighed. En kulturinstitution og base, der er åben mod det omgivende samfund og natur. Et beslutningssted, hvor der træffes beslutninger, lægges planer, hvor demokratiets spilleregler gør sig gældende i en demokratisk proces med målsætning, forløb, evaluering og opfølgning.

Kravet om forandring og udvikling kommer både udefra og fra skolen selv. Omverdenens fornyelseskrav er mangeartede og af uens kvalitet. Meget sjældent er forventningspresset entydigt, der er tværtimod tale om modsatrettede forventninger til skolens funktion og opgave. Samtidig oplever vi over alt i samfundet som servicesamfund en kravs inflation. Der er ingen grænser for krav og forventninger. Der er ret til at lokalisere skyld uden for sig selv i form af en ejendommelig stemning af ikke skyld - ikke ansvar. Der er ret til at kræve offentlige løsninger på private problemer. Der er ret til at beklage sig. I et forhandlingssamfund skal alle “have noget ud af det”. 

Udfordringen for ledere og medarbejdere i dag er at leve i og udvikle komplekse systemer, som konstant er i bevægelse. En udvikling, der sker på kant mellem stabilitet og ustabilitet – mellem det forudsigelige og det uforudsigelige. En udfordring der er forbundet med mange dilemmaer. Dilemmaerne om forpligtigelsen kontra frihed, om samarbejde kontra konkurrence samt om arbejdsglæde kontra resultat. 

Dialogen er redskabet. Kulturen etableres gennem kommunikation og læreprocesser.I en dannelsesorienteret forståelse er udviklingen baseret på dialog. Samtidig prioriteres det enkelte menneskets mestring højt. Det ”stærke” menneske ser muligheder, ser sammenhæng, ser belastning som udfordring samt kriser, stress og modgang som normalt. Det handler om, at udvikle det enkelte menneskes evne til at håndtere den stadige forandring som vores tid rummer. At være “mester” er at udvikle sine færdigheder og evner. Udfordringer, noget at slås med og for og noget at prøve kræfter med er det, der udvikler os. Udfordringer er ikke noget man får, det er noget man selv finder og skaber i sit liv og sit arbejde. Skolen må i høj grad tage udgangspunkt i filosofiske problemstillinger som "Hvad gør livet værd at leve?". 

Egentlig dannelse lever af en vision om, hvad det vil sige at være menneske, en vision om, hvad det er vi er på vej mod - hver for sig og i fællesskab. Håbet for fremtiden ligger gemt i, at mennesker har utopier og gør sig forestillinger. En forestilling om et langt bedre og anderledes samfund udviklings- og uddannelsestilbud til børn og unge. Mennesker med vilje og holdninger, der er i besiddelse af livsmod og livsglæde, kan man kalde visionære. Uden en vision eller en utopi om det fremtidige, det gode liv, ingen dannelse.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Når forandringens vinde blæser vælger nogle at bygge læhegn, andre vindmøller Felter med * skal udfyldes
 

Og?

Af:Niels Chr. Sauer - Den22.09.2017 kl. 15:36Anmeld kommentar

Jeg mindes ikke at have set en tilsvarende ophobning af intetsigende betragtninger nogensinde. Alt er glemt 30 sekunder efter endt læsning. En varmluftballon indsmurt i brun sæbe har mere kant end det her skriv.

Skriv hvad du søger