Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Hvem ejer børnene?

Af Grethe Andersen, tirsdag den 9. februar 2021 kl. 17.00

Jeg bliver berørt, når jeg læser oplæg til ny lov med fokus på tvang og kontrol. Er det udtryk for en holdning til det enkelte barn som samfundets barn? Den tanke bryder jeg mig ikke om. Barnet er født af en mor og har grundlæggende en far og familie – nogle rødder. Spørgsmålet er om, tvangsadoptering, tvangsfjernelse og den frygtledelse, der kan opleves, er den rette vej. Vi er godt nok ikke lykkes med at fjerne betydningen af negativ social arv med uddannelse. Men når nu forældrene faktisk er vigtigere end velfærdspersonalet i form af lærere og pædagoger, hvorfor søger vi så ikke nye veje til at støtte, inddrage og anerkende forældre. Alle forældre må have noget godt at byde på, samtidig med at de givet dybt i hjertet gerne vil være gode forældre for deres børn. Og jeg ved, at der findes situationer, hvor tvang er den eneste vej. Jeg har oplevet som skoleleder, at børn skulle hentes i skolen. Natten før sov jeg ikke godt. Kunne vi som skole havde gjort det bedre for de børn og deres forældre?

Jeg repræsenterede Danmark i Europæisk netværk RA4ALL, det handlede om at alle børn skulle have mulighed for at lære så meget som muligt på bedste mulig vis. I den forbindelse blev jeg del af et nordisk netværk afledt af det europæiske. Jeg besøgte skole og specialskole i Island. Det var lykkedes at ændre praksis, så børn – ofte drengebørn, kun tilbragte et halvt år i en specialskole, derefter var de rustet til at indgå i fællesskaber og lære som alle andre børn i den lokale folkeskole. Jeg bemærkede, at personalet fra specialskolen for det først arbejde med kunst, madlavning og knallertværksted som alternativ til den almindelige skoles pensum. For det andet kom personet meget i hjemmene, hvor de dels mødte forældre – ofte enlige mødre, positivt anerkendende og samtidig konfronterende. På samme måde lyttede jeg til kolleger fra Østrig, der fortalte om bedsteforældreinddragelse og inddragelse af andre ressourcestærke meningsskabende kærlige familiemedlemmer for børn, der var i klemme, fordi forældre ikke havde overskud på det tidspunkt.

Når man når min alder som 64 årig senior med mange år i folkeskolen som lærer, skoleleder og udpeget til diverse tillidshverv, rummer barneperspektivet stadig en familiekerne. En familiekerne, der bliver tydeligere med alderen. Familieskab, fællesskab og forbundenhed skaber rammer om livet igennem livet. Jeg er mor til fire dejlige børn. Jeg har set det som en af den vigtigste opgave og rolle her i livet at være mor. Forældrerollen er ansvarsfuld, til tider præget af bekymringer og med det vigtigste kærlighed, familiebånd og historie. Hvert barn er unikt. Barnet, og børns liv har betydning og værdi i sig selv. De skal finde sig selv gennem fælleskaber i familie, institutioner, skole, fritidsaktiviteter og venner. Det er en relativ kort tid, at forældrene betyder mest. Jo ældre et barn bliver jo mere rækker det ud til venner, andre familier og fællesskaber. Barndommen er faktisk en kort, men vigtig tid. Børn lærer af hinanden i fællesskaber, at forskellighed er en styrke og ressource. Alle børn har referencer, styrker og værdier, der bliver delt i fælleskaber af mangfoldighed.

Børnenes dannelse går i realiteten ud på at skabe harmoniske og velfungerende voksne. Målet må være ansvarsbevidste, selvstændige og samarbejdsvillige voksne mennesker. Børnene skal udvikle livsduelighed og livskompetence, det vil sige selvværd, at kunne forvalte sit eget liv, at udvikle social ansvarlighed, at udvikle faglig og teknisk fornuft, kreativitet, medmenneskelig indlevelse, omsorgstænkning og logisk tænkning. En opgave, der i “gamle dage” blev varetaget af forældre og bedsteforældre; men som nu, i vid udstrækning, bliver varetaget af pædagoger og lærere. Børn lever og vokser, når de mødes i nærvær med et anerkendende blik fra familiemedlemmer eller professionelle og når de indgår i en mangfoldighed af børnefællesskaber, hvor voksne tager ansvar for etik og værdier.

Hvordan gør vi børns udvikling, læring, velfærd og trivsel til omdrejningspunktet? Svaret kan være, at samfundet svinger mod en ny velfærdsforståelse, hvor opfattelsen af “hele” og “kompetente” børn vinder frem. Et samfund, hvor vi i langt større omfang prioriterer børns udviklingsmuligheder som forudsætning for at skabe et bæredygtigt videnssamfund. Men børn skal ikke være brikker i et samfundspuslespil som samfundets stærke børn, de netop bliver stærke, fordi de bliver ”redet” af lovgivningen via tvang.

Barndommen bør betragtes som én samlet dannelses-, lærings- og opdragelsesmæssig proces, hvor lærere og pædagoger er værdi- og kulturbærere i forhold til børnene. Skole og institutioner er ikke alene en forberedelse til livet. De er livet for de mange børn. Et levested - man er der med hele sit liv, når man er der. Jeg har ofte sagt til personalet på Vester Mariendal skole: ”Husk, vi har børn, der har de bedste timer, når de er i skole, så skal det også være de bedste timer”.

Skolen er ikke kun et opbevaringssted, hvor opgaven alene er at formidle faglig viden. Skolen er et oplevelsessted, hvor barnet bliver grebet af noget med en naturlige nysgerrighed og videbegærlighed. En kulturinstitution og base, der er åben mod det omgivende samfund og natur. Et beslutningssted, hvor der træffes beslutninger, lægges planer, hvor demokratiets spilleregler gør sig gældende i en demokratisk proces med målsætning, forløb, evaluering og opfølgning.

I en dannelsesorienteret forståelse er udviklingen baseret på dialog. Samtidig prioriteres det enkelte menneskets mestring højt. Det ”stærke” menneske ser muligheder, ser sammenhæng, ser belastning som udfordring samt kriser, stress og modgang som normalt. Det handler om, at udvikle det enkelte menneskes evne til at håndtere den stadige forandring som vores tid rummer. At være “mester” er at udvikle sine færdigheder og evner. Udfordringer, noget at slås med og for og noget at prøve kræfter med er det, der udvikler os. Udfordringer er ikke noget man får, det er noget man selv finder og skaber i sit liv og sit arbejde.

Skolelederes og læreres høje forventninger til elevernes faglige præstationer forøger disse, og særligt meget for elever med svag socioøkonomisk baggrund. En del af denne effekt af skolelederes høje forventninger virker indirekte gennem lærerne, men noget ser ud til, at der også er en indirekte effekt fra skolelederen til eleverne direkte og måske gennem deres forældre. Skoleledere kan påvirke lærernes forventninger til eleverne ved dels at selv at give udtryk for høje forventninger, dels give udtryk for tillid til lærerne. Denne tillid styrker lærernes faglige selvtillid (self-efficacy), som igen styrker deres forventninger. Det er formentlig kombinationen af høje lederforventninger og høj tillid, der virker. Professionelle læringsfælleskaber (PLF) kan karakteriseres som en lærende organisation karakteriseret af at underviserne har et fælles syn på børn og skolens rolle i forhold til børns læring. Samtidig gør de en kontinuerligt kollektiv indsats for at forbedre elevernes læring gennem fælles undersøgelser af, refleksioner over og afprøvninger i deres praksis.

Skolen må i høj grad tage udgangspunkt i filosofiske problemstillinger som "Hvad gør livet værd at leve?". Egentlig dannelse lever af en vision om, hvad det vil sige at være menneske, en vision om, hvad det er vi er på vej mod - hver for sig og i fællesskab. Håbet for fremtiden ligger gemt i, at mennesker har utopier og gør sig forestillinger. En forestilling om et langt bedre og anderledes samfund udviklings- og uddannelsestilbud til børn og unge. Mennesker med vilje og holdninger, der er i besiddelse af livsmod og livsglæde, kan man kalde visionære. Uden en vision eller en utopi om det fremtidige, det gode liv, ingen dannelse.

Skal vi skabe helhed i barnets liv med udgangspunkt i ovennævnte betragtninger betinger det et forpligtende samarbejde mellem institutioner og skole og forældre – og til tider familiemedlemmer, der kan støtte. Alle børn skal sikres et ligeværdigt grundlag for deres liv og udvikling. Folkeskolen er den samfundsmæssige institution, der i samarbejde med børnenes forældre er pålagt at løse denne opgave.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Hvem ejer børnene? Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger