Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Folkets skole – børnenes skole

Af Grethe Andersen, torsdag den 12. april 2018 kl. 08.30

Skolen er et offentlig tilbud af de gode – forpligtet på statsniveau, derfor navnet og begrebet ”Folkeskole”. At holde skole er et samfundsskabende projekt. Allerede da Folkeskolen blev grundlagt i 1814, blev det i loven præciseret, at skolen er en folkets skole: ”Med lige omsorg og med lige anstrengelse skal du varetage ansvaret for ethvert barns uddannelse”. Det er afgørende for en folkeskole, hvor opgaven er at danne demokratiske borgere, at den knyttes an til et offentlig gode, hvor folkeskolens formål understreger betydningen af demokratisk forankring og politisk værdifundering. Barnet dannes til et demokratisk samfund, når det lærer sammen med andre børn og voksne. Det er i fællesskabet at barnet udvikler evnen til aktivt at indgå i fællesskabet. Det er i fællesskabet at barnet udvikler evnen til selvledelse og samarbejde ansvarligt. Dybest set er der ikke en modstrid mellem det at være en del af et forpligtende fællesskab og de individualistiske tendenser, der for tiden beskrives så negativt. Det handler ikke om enten eller, men om både og. Udviklingen af personlig frihed sker i det sociale rum. Personlig frihed er at kunne agere i den kompleksitet, som vores samfund i dag er præget af. Så snart vi har med hold, grupper eller team at gøre har vi med et lille samfund at gøre. 

Personligt tror jeg, at dannelseskompetence i det 21 århundrede rummer udvikling af kompleksitetsduelighed, herunder hvordan man indgår i et lærende fællesskab. Skolen får større og støre betydning som stedet, hvor der kan skabes et lærings- og dannelsesmiljø, i hvilket børn og unge kan få de nødvendige redskaber til at forstå og håndtere den kompleksitet, de lever i. Et hyperkomplekst samfund kan beskrives som det differentierede og polycentriske samfund. Et løst koblet samfund bestående af højt specialiserede kommunikationssystemer, hvilket stiller helt nye udfordringer til såvel skolen som organisation og virksomhed som til skolens ledelse. Udfordringen er at skabe undervisningsmæssige rammer for, at der udvikler sig mennesker, der er udstyret med sådanne kvalifikationer, kompetencer og kreative ressourcer, så de kan medvirke til at håndtere en uhyre social og kulturel kompleksitet med henblik på forandring og videreudvikling. Det at navigere i et hyperkomplekst samfund er, at kende fortællingerne, ting, der holder os sammen: Kultur, historie og dannelse. Den fælles kulturarv bliver netop ofte nævnt som værende vigtig for såvel skolen som samfundet, med hvad med mulighederne for en fælles kulturvision anno 2018? 

En af folkeskolens opgaver er at være alment dannende – at udvikle mennesker til at leve i og bidrage til et hyperkomplekst demokratisk samfund. Samtidig skal folkeskolen være kvalifikations- og kompetence-skabende, og heri ligger et dilemma. Hvordan skal forholdet være imellem indlæring af kendte færdigheder og det at fremme elevernes evne til at tilegne sig ny viden. Og hvad med forholdet mellem videns-færdigheder og kreative kompetencer?  Det er ikke kun det målbare og sikre grundlag i undervisningen, der er afgørende. Lige så vigtig som projektarbejde er for kompetenceudvikling, lige så skadeligt kan det være for tilegnelsen af systematisk faglig viden. Relationer er ophav til ny viden, ligesom alt meningsfuldt vokser ud af sammenhænge og ikke kan adskilles derfra. Det handler om en forståelse af læring, der tager afsæt i forholdet mellem den lærende og omverdenen. Læreren må i dagligdagen veksler mellem undervisnings- og organisationsformer, hvor den enkelte elev får udfordringer på den faglige og den kreative måde under hensyntagen til, at der findes mange forskellige læringsstile.

Der er tale om en læringskultur, hvor læring i høj grad ses som en helhedsproces, hvor det centrale er, at viden og færdigheder ikke alene overføres til barnet, men at barnet lærer at tænke og handle selv, idet ny viden, kompetencer og færdigheder implementeres i handling. Udvikling af nysgerrighed og lyst til at lære udvikler evnen til at tænke og handle kreativt. Så når vi taler om en inkluderende skole i verdensklasse, skal vi et spadestik dybere end færdigheder og kundskaber. Vi skal ind og gribe om læringsmiljøet og kulturen, hvor vi kvalificerer elevernes fagligt til et omskifteligt samfund, styrker elevens nysgerrighed og virkelyst og styrker den enkelte elevs ansvarlighed over for fællesskabet. 

Samfundets værdipluralistiske udvikling giver også et krydspres hos personalet. Både som samfund, institution og individ er vi dagligt udsat for en stor kompleksitet. Vi er via medierne udsat for en stor uigennemskuelighed tit med modsatrettede signaler og sandheder. Det der var rigtig i går, kan godt være forkert i dag. Der findes ikke én sandhed. Forældregruppen, der overlader det bedste de har – deres børn – i skolen og fritidsordningen har også mange modsatrettede krav og forventninger. Nogle forældres brugersyn resulterer tit i en kritisk tilgang, hvortil der ikke er nogen facitliste. Skolems ”kunder” køber ikke længere varen efter ét kriterium; undervisning, men de ser også på, hvilken stil varen udstråler, og passer stilen til det billede, forbrugeren har af sig selv som menneske Forældrene leder samtidig efter de indre værdier i den enkelte skole, og de vurderer hele tiden, om disse værdier passer med deres personlige livsstil og signaler. 

Medarbejderne er ledere af børnenes læreprocesser – lederen leder af medarbejdernes lærerprocesser, hvor udfordringen er, at der findes ingen standardløsninger. Svaret er differentiering, man skal kunne mobilisere mere end et svar og man skal kunne betjene sig af mere end én optik. Skolen kan ikke håndtere sig selv alene ud fra et princip. Der er brug for en række optikker: Økonomiske, politiske, etiske, økologiske, pædagogiske, religiøse principper. Ligesom der er brug for at iagttage omverdenen og sig selv ud fra mere nuancerede kriterier end tidligere. Paradokser er grundvilkår. Skolen må i det daglige arbejde være bevidst om dens værdigrundlag og i praksis i alle henseender arbejde ud fra dette grundlag. Den enkelte medarbejder må være professionel i sit virke og sin kommunikation, således forældrene ved hvilke værdier skolen, og det daglige arbejde med børnene bygger på. Krydspresset vil aldrig forsvinde, men skal håndteres på rette vis. 

Børnene skal erfare, at de gennem arbejdet med at give deres oplevelser, følelser og tanker sprog kan blive bedre rustede til at leve livet med mening og sammenhæng. En sammenhæng, som de selv er med til at skabe.  Det betinger et forpligtende tillidsfuldt og åbent samarbejde mellem hjemmet - institutioner og skole - mellem lærere og pædagoger. Alle ressourcer i deres forståelse og løsning bør ses ud fra alle perspektiverne: Forældre, lærere, pædagoger, netværk, lokalsamfundets muligheder – og børnene under en accept af, at disse grupper kan have forskellige behov, interesser og fokus. Udgangspunktet er, at understøtte udviklingspotentialet i alle børn, og i samarbejde tilrettelægge et indhold og nogle rammer i børnenes hverdag, som kan gøre at børnene kan profitere bedst muligt af det. Undervisning og læring, hvor der gives rammer, muligheder og hjælp til at tilegne sig kundskaber og færdigheder, der giver kvalifikationer, er en vigtig del af såvel skolens som fritidsinstitutionernes indhold. Dannelse, der rummer tolerance, åbenhed, ansvarlighed, fleksibilitet og selvstændighed er imidlertid lige så væsentlig en del af skolens- og institutionslivets indhold. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Folkets skole – børnenes skole Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger