Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Folkeskolen er blevet en ’fritvalgsinstitution’

Af Grethe Andersen, torsdag den 22. marts 2018 kl. 13.00

Folkeskolen er blevet en ’fritvalgsinstitution’ og et produkt, som forældre på egen hånd kan vælge, ud fra egne ønsker og behov. Dette gør på godt og ondt op med tankegangen om, at folkeskolen er den institution, der samler lokalsamfundets børn på tværs af sociale skel og økonomiske forhold. Det frie skolevalg gør, at elevsammensætningen på mange skoler ikke længere afspejler den beboerstruktur, der er i lokalsamfundet. 

Barnets slægtsvilkår er tilsvarende ændret bredt set. Barnet fik tidligere i højere grad sin identitet fra slægtsrelationerne og ikke mindst lokalsamfundet. I det senmoderne er der tendens til, at de sociale relationer ikke mere er bundet sammen af traditioner. Man bliver ikke på samme måde som tidligere født ind i en bestemt rolle som var givet af stand, erhverv, køn og alder. Barnet er sat fri af de nære fællesskaber og skal i højere grad selv foretage valg og skabe identitet. Den enkeltes hverdagsliv er i højere grad styret af egne præferencer, hvilket betyder at den enkelte har mange muligheder for individuelle valg, men også må tage ansvar for egne valg. Samtidig kan vi konstatere, at den sociale arv slår stærkt igennem. Det er et paradoks, vi må forholde os til. Jo mindre tradition et barn har at hænge sin identitet op på, des mere vil det sociale hverdagsliv være udgangspunktet for identitetsdannelsen. I det senmoderne samfund står det enkelte individ til ansvar for egne valg, men indgår samtidig i et samfund, hvor de sociale kompetencer har betydning for individets evne til at kunne indgå i et større fællesskab. Set i lyset af samfundets ændringer er skolen stadig et af de få skæbnefællesskaber, hvor man heldigvis mange steder møder vidt forskellige individer. 

Derfor er det afgørende hvordan man tænker skole og hvilket dannelsessyn og menneskesyn, som ligger til grund for dette. Forældre må ses som aktive medspiller og som ressource såvel i forhold til eget barn som i forhold til barnets klassekammerater og øvrige netværk. Alle forældre har ressourcer, som vi bør være langt bedre til at medtænke i skolens virksomhed – og det er mine erfaringer, at forældre meget gerne vil medvirke til skolens fortsatte kvalitetsudvikling. Det er afgørende for det gode skole-hjemsamarbejde, at skolen har en anerkendende tilgang til forældre som samarbejdspartnere. I denne tilgang er der bl.a. en forståelse af, at forældrene er eksperter på deres barn, at de kan bidrage positivt, at samarbejdet prioriteres højt, og at kommunikationen er ligeværdig. Der ligger også en opgave lige for i at få drøftet med forældregenerationen, hvad der er deres ansvar. Det centrale spørgsmål er, om der ikke stadig er fundamentale spilleregler for at opføre sig ordentligt, som forældre bør lære deres børn? Når vi ser på skolestarten, er den præget af stor omvæltning for mange børn. 

Clearinghouse har for nogle år siden gennemført en systematisk forskningskortlægning om, hvilke virkninger indsatser i dagtilbud har på børns skoleparathed målt ved skoleparathedsvurderinger. Fokus er rettet mod, hvad der kan gøres forud for skolestart, i dagtilbuddene, for at gøre børnene parate til skole. Kortlægningen giver stof til eftertanke og grund til at overveje om praksis kan forbedres. Lav eller medium kvalitet i dagtilbud har en negativ effekt på børnenes sociale udvikling. Sammenholdes det med, at vi i dag er udfordret af urolige børn i indskolingen, er der gode grund til at overveje organisering og indhold i dagtilbuddene. Fx ses positiv effekt på børns kognitive og sociale udvikling, når der anvendes forskningsdokumenterede vurderingsværktøjer og indsatser, hvilket ikke nødvendigvis er praksis. I Danmark udsiger dagtilbudsloven ikke noget om, hvad et barn skal kunne, når det starter i skole, ligesom det ikke er lovpligtigt, at der skal foretages en vurdering af børns skoleparathed – mens der dog foretages sprogvurdering af børn i børnehaveklassen. Dagtilbuddene skal i samarbejde med skolerne skabe en sammenhængende overgang til skole og fritidstilbud. Det er op til den enkelte kommune at organisere det. 

På skoleområdet er vi med skolereformen inspireret af Ontario. Her er skoleparathedsbegrebet og skoleparathedsvurderinger helt officielt anvendt. Alle børn vurderes i 5-årsalderen inden skolestart ved hjælp af standardiserede vurderingsværktøjer af certificerede lærere. Resultater af disse vurderinger anvendes til at informere policy, iværksætte indsatser og undersøge effekten af en indsats på resten af skoletiden. Kindergarten-institutionerne ligger lokalt på de respektive skoler. Som i Danmark er der også fokus på, at skolen skal være parate til børnene. I staten Maryland i USA blev der udarbejdet en statelig læreplan i 2001-2002. På det tidspunkt blev 49 % af børnene vurderet til at være skoleparate. I 2011-2012 var 83 % af børnene skoleparate. Særligt uddannede børnehaveklasselærere og fx speciallærer, idrætslærer eller læsepædagog observerer og vurderer, hvad børnehaveklasseeleven ved og er i stand til inden for følgende 7 domæner: Social og personlig udvikling: At komme godt ud af det med andre, kunne følge en arbejdsrutine og gennemføre påbegyndte aktiviteter. Sprog og læsefærdigheder: At snakke, lytte, tale klart og tydeligt, forstå historier og kende bogstaver. Matematisk tænkning: At kunne tælle, sortere, gennemskue mønstre og kende tal og former. Videnskabelig tænkning: At udforske, stille spørgsmål og kunne bruge sine fem sanser til at opnå viden. Samfundskundskab: At kunne følge regler, kende til forskellige jobs, som mennesker kan have, og at kunne tale om, hvordan mennesker kan være ens og forskellige. Kultur: At danske, synge, spille musik, lege, tegne og male.Fysisk udvikling og sundhed: At løbe, hoppe, klatre, trække, sjippe, tage tøj på og bruge en saks. Vurderingen anvendes til at støtte det enkelte barns læring og udvikling og indgår i databaser, som også her bruges til kvalitetsudvikling af dagtilbud.

Studierne om dagtilbuds indflydelse på skoleparathed viser desuden, at den største effekt ved at lade børn starte på at lære i daginstitutioner synes at stamme fra det sidste år i dagtilbud inden skolestart, samtidig har tidlige læringsindsatser i forhold til sprog, læsning, matematik og udad reagerende adfærd positiv effekt på børns skoleparathed. Samarbejdet mellem pædagogisk personale i overgange dagtilbud – skole om curriculum eller specifikke børn medfører, at børnene udvikler deres sociale kompetencer og udviser en mindre grad af problemadfærd. Høj kvalitet i læringsmiljøet med høj grad af emotionel og instruerende støtte har stor betydning for børns udvikling af kognitive kompetencer, og det har en positiv effekt på både kognitive og sociale kompetencer, at børnene har gået i højkvalitetstilbud i to år frem for et. 

Dybest set handler det om at lære at være en skoleelev. Når børnene kommer i skole er de skoleelever med den særlige skolekode, der handler om at lære, at udvikling sig og kende sig selv. Teamet støtter den enkelte elev i et realistisk positivt billede af egen kunnen med fokus på styrkesider og potentialer. Samtale om mål for læring og læringsproces er central. Dialogen læres som redskab og eleven lærer egne stærke og svage sider at kende, samt forholde sig til dem på en personlig vækstfremmende måde at tage ansvar for egne præstationer – sætter sig ambitiøse mål, gør sig umage, giver ikke så nemt op. Det handler om at lære egne grænser at kende i samspillet mellem børn og voksne og udvikle evnen til at sige til og fra på en god og hensigtsmæssig måde. Samtidig er fællesskabet gode rammer for at acceptere både børn og voksnes forskelligheder, at håndtere andres følelser og udtrykker sig selv effektivt – at være god til at sætte ord på noget der er svært. At være skoleelev er også, at vide hvor og hvordan de har indflydelse på deres situation i skolen, at bede om hjælp på en hensigtsmæssig måde, overholde aftaler og kontrollere egen arbejdstid og indsats samt medvirke i udviklingen af sociale “spilleregler”. Der er ingen er facit på alting, det skal være muligt i legende læring at undre sig - være nysgerrig - turde prøve noget nyt. Krav til at skulle lære er ikke en modsætning til at have lyst, men kan tværtimod skabe tillid til elevens evner og betydningsfuldhed, som opbygger elevens selvtillid og selvværd samt mod på at lære mere. Centrale begreber inden for lyst til at lære mere er nysgerrighed, håndtering af følelser, kreativitet og innovation. Lære sammen med andre fokuserer på, at mennesket er socialt og gode sociale relationer i skolen afgørende for inspiration og tryghed til læring

Det er samtidig vigtigt, at formål med skole-hjem-aktiviteter står klart for både lærere, pædagoger og forældre. Forældrene skal deltage i aktiviteter på skolen, fordi de kan se, at indholdet af samarbejdet er vigtigt. Ikke fordi de føler sig moralsk forpligtede til at komme. Skolerne kan arbejde med at understøtte en aktiv familiekultur, fx med at få forældrene til at omtale skolen positivt, at vejlede forældrene i, hvordan de kan støtte deres barns læring ved at fx at inddrage barnet i madlavning og se tv sammen, at vejlede forældrene i, hvordan de kan støtte op om deres barns lektielæsning eller fx gennem såkaldte forældre-læringsbreve. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Folkeskolen er blevet en ’fritvalgsinstitution’ Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger