Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Er der lavstatus i velfærdsuddannelserne

Af Grethe Andersen, tirsdag den 30. november 2021 kl. 13.00

Vi mangler i høj grad veluddannede blandt såvel offentlig ansatte i regioner som kommuner. Som senior med livserfaring kigger jeg tilbage på en tid, hvor vi var mange unge, der måske var de første i familien, der fik en realeksamen, studentereksamen og en mellemlang videre uddannelse.  Vi var vokset op i bondesamfundet, andre selvstændige erhverv eller fra hjem, hvor forældre var ufaglærte – alle slidsomme erhverv. Vi valgte de middellange uddannelser, fordi de var forbundet med status og muligheder.

I dag vælger mange af vores børn akademiske uddannelser. De har haft en barndom og ungdom med vækst og gode uddannelsesmuligheder. Der er også børn af vores generation, der har valgt tilsvarende vej, som deres forældre, fordi de så, hvor dedikerede og stolte, vi var af vore muligheder for at gøre en forskel for børn, unge, voksne, syge, gamle og mennesker med andre behov – og den taknemmelighed, vi har udtrykt for at leve i et land, hvor vi netop har haft mulighed for at dygtiggøre os, få SU og dermed en følelse af, at vi måtte give noget tilbage. At gøre nytte har præget min generation så meget, at mange af os synes, det er svært, når vi pludselig ikke gør nytte mere som erhvervsaktive.

Så hvordan får vi skabt stolthed i velfærdssamfundets mange erhverv, når nu vi betaler vores skat for den service, vi får?

For det første fortjener sygeplejersker, lærere, pædagoger, politibetjente, sosu’er og alle de andre vigtige offentlige erhverv at blive mødt med anerkendelse. Om velfærdsøkonomien kan bære højere lønstigninger, vil og kan jeg ikke forholde mig til. Men samtidig med at vi akut mangler dygtige medarbejdere i den offentlige sektor, er der mange arbejdsledige med helt andre uddannelser, som ikke gør nytte. Jeg er spændt på, hvilke beslutninger politikerne gør med fokus på ansvar for at velfærdssamfundet herunder akut sundhedsvæsenet bryder sammen.

For det andet er udfordringen, at vi hvert år kan konstatere, at en ungdomsårgang rummer en høj – alt for høj gruppe af unge, der ikke får en uddannelse. Hvordan bliver de motiveret for at gå op ad uddannelsesstigen og få en uddannelse fx som lærer, pædagog, sosu’er, sygeplejerske m.fl.?

For det tredje kan en overvejelse være om uddannelserne er for dårlige, at de må have et kvalitetsløft. Aktuelt er der igen igen fokus på lærer- og pædagoguddannelserne. Er de blevet for pseudoakademiske uden kobling til god praksis? Jeg tillader mig at tænke tanken. Jeg var i sin tid censor på læreruddannelsen, med i følgegruppen for pædagoguddannelsen og medlem af skolerådets formandskab, hvor den ene rapport efter den anden viste store udfordringer. Igen kan jeg se i livs visdommens bagspejl og tænke på egne undervisere på læreruddannelsen, der var nogle – ikke alle kompetente undervisere, der forstod at koble teori og praksis i et inspirerende dannelses- og uddannelsesmiljø. Man kan lave nok så mange rapporter, kompetencemål mv. Hvis ikke underviserne på professionshøjskolerne er dygtige nok, er det lige fedt.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Er der lavstatus i velfærdsuddannelserne Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger