Ambitiøs skoleledelse Grethe Andersen blogger om ambitiøs skoleledelse

Det gode børneliv

Af Grethe Andersen, mandag den 24. februar 2020 kl. 07.30

Børn har brug for omsorg, dannelse, læring og opdragelse. De søger konstant spilleregler, holdninger, værdier, normer, rammer og grænser. Målet må være ansvarsbevidste, selvstændige og samarbejdsvillige voksne mennesker – demokratiske borgere. Børnene skal udvikle livskompetence og livsduelighed, det vil sige, selvværd, at kunne forvalte eget liv, at udvikle social ansvarlighed, at udvikle faglig og teknisk fornuft, kreativitet, medmenneskelig indlevelse, omsorgstænkning og logisk tænkning. Målet for forældre og skole må være samarbejde med barnet som centrum. Skolen er interesseret i et samarbejde og meget opmærksomme på de mange aspekter, der kan spille ind på barnets udvikling, trivsel og læring. Samtidig er der en hel vifte af forskellige forældreholdninger til børneopdragelse, skolens rolle, samfundets ansvar, forældrenes ansvar osv. Kernen i hele problematikken er måske at finde her. Selv om forældre og lærere har forskellige holdninger til undervisning og opdragelse, er en gensidig respekt og loyalitet en nødvendighed.

Og måske er det skolen der må ændres på som en konsekvens af at børn, forældre og samfund stiller helt andre krav i dag. Familien har en unik viden om barnets person, som er uundværlig for pædagogen og læreren. I denne sammenhæng er det vigtigt, at forældrene på basis af god information og dialog, har tillid til og respekt for den pædagogiske professionalisme, og forstår, at det ikke kun handler om at fremme deres egne børns interesser, men at kompetenceudviklingen sker i et fællesskab med andre børn.

Eksemplets magt er stor, ikke blot det gode, men også det dårlige. Det gode eksempel er fundamentalt i al børneopdragelse. Børn lærer fra en tidlig alder, hvordan de skal opføre sig, ved at være sammen med forældre, andre voksne og børn. Voksne, der tør at være modeller vore børn. Forældre har som en selvfølge ansvaret for deres børn. Bedsteforældre viser sig også at spille en meget stor rolle i mange børnefamilier i dag. Forældre og familie har ansvaret for opdragelse af børnene, det er ikke en samfunds- og dermed dagpleje/børnehave/skoleopgave. Selvfølgelig vil der altid finde en læring, dannelse og opdragelse sted i de sammenhænge børnene bevæger sig i, men primæropdrageren er forælderen – og familien. De fleste bliver forældre uden særlige forudsætninger. Stort set vælger mange nybagte forældre ofte mere eller mindre bevidst samme opdragelsesmetode og samme måde at løse konflikter på som deres forældre gjorde. Alle er et produkt at det, de er født med og det, de møder i livet – samt hvordan livet mødes.

En ny livsstil er på vej. Flere og flere giver udtryk for, at det må og skal være muligt at være en velfungerende familie, hvor børnene prioriteres højt samtidig med et velfungerende arbejdsliv. De vil være forældre med stort F. Når baglandet i orden med et trygt og velfungerende familieliv præget af medansvar, fællesskab og kærlighed, er man meget bedre rustet til at klare opgaverne i arbejdslivet. At være forældre er ikke noget man gør - men noget man er. Ligesom det gode familieliv er en proces.

I dag er alt muligt. Alt kan diskuteres. Alt kan forhandles Nutidens børn vokser op i en tid, hvor der sker kolossale sociale og kulturelle forandringer, hvor børnene selv må finde den røde tråd i de mange påvirkninger, de får. Normer brydes ned og virkeligheden ændres fra dag til dag. Forhåbentlig vil disse betingelser medføre at børnene bliver gode til at tackle forandringer. Det vil jo være nemt, hvis vi man som lærere og pædagoger kunne sige til forældrene, at deres opgave er at drage omsorg for og opdrage børnene, så skal vi i skolen gerne tage os af undervisningen. Men så enkelt er det ikke.  Skolen er i dag stillet over for en hel anden type opgaver end tidligere. Med de mange nye børne- typer og familie typer opstår forventninger og krav om en ny lærerrolle. Indtil for få år siden var det forløsende ord i al børneopdragelse grænsesætning. Forældrene skulle sætte grænser, så børnene havde noget at forholde sig til. I dag er normen, hvordan kan du støtte dine børn, så de selv lærer at sætte grænser? Det sociale arbejde i al sin mangfoldighed er en nødvendighed, fordi elevernes sociale trivsel er en forudsætning for en vellykket undervisning.

"Forhandlingsbørnene" skal diskutere og debattere med det formål at få deres vilje, uanset hvem det går ud over. Børn er meget fokuseret på retfærdighedsbegrebet. I skolen kan man bruge ikke kun timer, men dage på at diskutere, hvad der er uretfærdigt for hvem og hvorfor. Det handler ikke om nød og uretfærdighed ude i den store verden. Det handler om, om det nu er retfærdigt, at Peter skal samle papiret op, der ligger ved siden af papirkurven. Det er jo ikke ham, der har smidt det der. Det er skrækkelig synd for Peter, at han har en meget uretfærdig lærer. Peter er nemlig et eksemplar af "forhandlingsbørnene". Alt skal diskuteres og debatteres med det formål at få sin vilje, uanset hvem det går ud over.

Arbejdstiden er nok blevet nedsat i Danmark over en årrække, men det betyder ikke at familierne har fået mere tid sammen. I størstedelen af døgnets timer lever børn og forældre hver deres liv uden at kende noget videre til hinandens gøremål.

Der er noget vanvittigt i, at mange mennesker i det danske samfund efterlyser arbejde, samtidig med at andre mennesker ikke kan få tiden til at slå til. Børn i dag får markant mindre voksentid hjemme end de har brug for. Tid til at være sammen og gøre noget i fællesskab er vigtigt. Eller bare det at være til stede. At vide at mor eller far er lige i nærheden. Men i livets vigtigste familiefase har mange forældre utrolig travlt med at tjene penge og bruge penge. Måske er et af tidens problemer, at man er meget optaget af det man ikke har, i stedet for at være glade for det man har.

Mange undersøgelser peger på, at voksenpersonens autentiske virksomhed er af afgørende betydning for børns trivsel og udvikling. Vi kender det alle fra vores egen skoletid. Den voksne, der tydeligvis kunne lide børn og som samtidig turde træde i karakter over for børnene var den, der skabte de bedste betingelser for undervisningen. I dag hvor den automatiske autoritet er passé, er det des mere vigtigt at lærere og pædagoger vil være på, virke på og være opmærksom på egen pædagogiske praksis og personlige stil.

Børn har brug for engagerede lærere og pædagoger, der kan leve op til nutidens forventninger om at være samspilspartner, vidensrepræsentant og iscenesætter. Samspilspartneren har fokus på individet. Han ved, hvordan børn udvikler sig - han har indlevelse og indfølelse og er opmærksom på det enkelte barn. Vidensrepræsentanten er inspirator og formidler. Med fokus på kulturen ved han, hvad der rør sig i samfundet. Iscenesætteren tilrettelægger læringsmiljøer for barnet/børnene. Han fokuserer på miljø og kulisser, hvor børn kan udforske, eksperimentere og sanse sig frem til en stadig større viden og på den vis udvikle handlekompetencer til fremtidens samfund.

Børn skal have det ansvar de kan bære - de skal kunne overskue konsekvenserne. Jo mindre virkelighed - desto mere pædagogik. Jo mindre hengivenhed - desto mere psykologi. Jo mere et menneske behøves - desto mere terapi. Barndommen kan ikke udsættes til bedre tider.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Det gode børneliv Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger