Ambitiøs skoleledelse Grethe Andersen blogger om ambitiøs skoleledelse

Dannelse som familiens aktuelle og folkeskolens væsentligste opgave

Af Grethe Andersen, fredag den 20. marts 2020 kl. 13.00

Vi har en flot folkeskolelov. En lov, der rummer det hele barn og de mange opgaver og funktioner, der efterhånden er blevet folkeskolens virkefelt. Samtidig er der tale om en lov, der giver plads til fortolkning og opgavedefinering af vidt forskellig art. Folkeskolens formål er tredelt. Den består af en kundskabsmeddelende, en personlighedsdannende og en socialt dannende del. Mulighederne for at tilegne sig kundskaber ses i en undervisning, der er demokratisk, og som øger elevens lyst til at lære. Alle tre aspekter er således sammenvævet i en helhedsbetragtning på fænomenet dannelse.

Enhver forestilling om dannelse må tage sit udgangspunkt i en konkretisering af, hvad det er, der skal dannes og i hvilket billede. Det er skolens opgave at udvikle eleven både personligt og fagligt og i forlængelse heraf at udvikle en række kompetencer, som sætter eleven i stand til at begå sig i en kompleks og omstillingskrævende omverden. Eleverne skal ikke blot lære indhold og færdigheder, men også at tage ansvar for egen indlæring og behov. Dette er i høj grad en opgave, som folkeskolen skal hjælpe til med at løse ved at udvikle nye måder at lære og undervise på. En udvikling, som indebærer et opgør med et statisk menneskesyn til et mere dynamisk og udviklingsorienteret menneskesyn og med en lang række traditionelle pædagogiske metoder, som ikke skaber de selvudviklende egenskaber, omverden stiller krav om.

Skolen må også i dag sikre, at hver enkelt barn får mulighed for at danne sig en livsanskuelse på baggrund af egen stillingtagen for efterfølgende at være i stand til at bestemme retningen for det liv, han eller hun skal leve. Men for at få en mening med livet, må man møde meninger om livet. I skolen har børnene krav på gennem et engageret med- og modspil at møde forskellige bud på livets indhold. Den æstetiske erfaring er her en afgørende udfordring for lærere og pædagoger, hvis ikke dannelsesintentionerne skal løbes over ende af hurtige holdningsprodukter. Det æstetiske åbner eleverne over for egne normer og potentialer og styrker på den led deres muligheder for at komme til orde og blive lyttet til.

Elevens behov for tydning af liv og identitet er et felt for alle fag i alle skoleformer. Det er et metaniveau i al undervisning, og en forudsætning for at læring kan finde sted. Undervisning bør aldrig være mekanisk aktivitet, men en skabende og kritisk handling, hvor forholdet undervise – lære er et møde mellem lærer og elev i fælles aktiv nysgerrighed og optagethed. Det forudsætter ærlighed og ansvarlighed fra lærerside. Storm-P. udtrykte det på sin særlige måde: "Det kræver høj moral at sælge elastik i metermål!" Det kræver også høj moral at opdrage og undervise børn og unge til åndsfrihed og demokrati. Demokrati er en samtale med ret til modsigelse. Når vi sætter mål for ytringsfrihed, mindretalsret, menneskerettigheder, frihed og fællesskab, er det vigtigt, at disse værdier synliggøres, så eleverne kan forholde sig til dem. Hvorfor lære om abstrakte demokratibegreber, hvis de alligevel kun eksisterer i sproget, og hverken leves, opleves eller efterleves i det daglige samvær? Det handler om at give den enkelte elev mulighed for at kende sig selv som person i forhold til andre mennesker. Opgaven er at kunne indgå i forpligtende relationer, det enkelte menneskes forhold til naturen. Opgaven er at kende og drage omsorg for det naturlige miljø samt elevens forhold til samfundet eller kulturen. Opgaven er at forstå og værdsætte sin kulturelle baggrund i lys af andre kulturer.

At lære noget er en for barnet aktiv proces, som ikke kan gennemtvinges af nogen ydre instanser. Derfor kan skolen højest skabe mulighed for læring - det er barnet selv, der tilegner sig kundskaber, hvis det har behov og lyst til det. At øge lysten til at lære er også at skabe mulighed for at lære. Men læring er barnets sag - en frivillig sag. Gennem en sådan læring forberedes eleverne til medansvar for løsning af fælles opgaver i et demokratisk samfund. Skolens undervisning og hele dagligdag må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Vi kunne med rette gå bag om begrebet demokrati. Hvad er det for et demokrati vi arbejder hen imod. På overfladen er der konsensus. Vi går alle ind for demokrati, ligesom nøgleordet kvalitet kan samle enighed som mål. Men hvordan udvikler man demokrati hos børn. Hvordan omsætter vi demokratiet. Det handler i høj grad om dannelse og etik.

Dannelsesbegrebet overordnet betragtet udtrykker således formidlingsdimensionen mellem det enkelte menneskes evne til at  betragte sig selv/bestemme sig selv, og sammen menneskes evne til at indplacere sig selv i et socialt fællesskab. Samtidig er der til dannelsesbegrebet knyttet en etisk dimension. Hermed bliver dannelse udtryk for et ønske om at skabe en form for relativ stabilitet i en foranderlig verden. Og vi må i den grad sande at vi lever i en foranderlig verden lige nu.

 

Daginstitutionernes og skolens almendannende opgave er sammen med barnet familie at udvikle barnets evne til at forstå kulturelle koder – at lære børn at tyde den ofte underforståede ”kulturelle tekst” og gøre dem aktive i redigering af den, hvilket bliver synonymt med tilegnelsen af kulturel kompetence. Forståelsen af kulturintegration baserer sig på bestemte udviklingssyn. Kulturintegration og barnets kompetenceudvikling finder sted i mellemmenneskelige dialoger. Udviklingen sker i relationer, hvor mening, betydning og handlemuligheder rekonstrueres for barnet.

Lige nu er rigtig mange børn i familiearenaen, hvor de ikke er skolebørn, elever, men familiebørn,

Omsorgsrollen i form af nærhed, tryghed og netop de stabile relationer sidestilles pludselig med lærings-og indlæringsrollen. Forældrene får pludselig helt nye opgaver og roller i og med at bedsteforældre gemmer sig hjemme for at undgå smitte. Her handler det om, at bidrage til at udvikle det enkelte barns evne til at håndtere den stadige forandring som vores tid rummer.

Skolen tager forhåbentlig snart over igen. Her kan en ny dimension være at have fokus på filosofiske problemstillinger som "Hvad gør livet værd at leve?" Egentlig dannelse lever af en vision om, hvad det vil sige at være menneske, en vision om, hvad det er vi er på vej mod - hver for sig og i fællesskab. Vi får en stor forskrækkelse med et nedlukket samfund. Uden en vision eller en utopi om det fremtidige, det gode liv, ingen dannelse.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Dannelse som familiens aktuelle og folkeskolens væsentligste opgave Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger