Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Børns udvikling og læring – en fælles forpligtende opgave

Af Grethe Andersen, mandag den 5. december 2016 kl. 09.30

Visionen

- En folkeskole, som bliver omtalt med stolthed.

- En folkeskole, der rummer de rette udfordringer for alle elever.

- Et udviklings -, videns – og læringscenter for såvel skolens elever som skolens ansatte

- En folkeskole kendetegnet af et velfungerende partnerskab mellem skolens ansatte og elevernes forældre.

Som pædagogisk fokuseret skoleleder må man scanne omverdenen på mange plan. Samfundskrav og samfundsudviklingen – globalt og nationalt, nyeste forskning og viden om skoleudvikling, undervisning, læring og ledelse samtidig med at man må have et særligt fokus på skolens dannelsesopgave og værdissyn. Skolen er en lære, være og udviklingssted for alle skolens børn og voksne. Skolen må derfor til enhver tid have øje for målgruppen. Skolen er til for børnenes skyld, hvor opgaven er at give børn og unge mulighed for at udvikle sig til selvstændige og livsduelige mennesker, der aktivt kan indgå i et demokratisk samfund i stadig forandring. Det sker ved at skabe vilkår for et læringsmiljø, hvor alle børn får tilpas faglige, sociale og personlige udfordringer. Fokus er på barnet som en del af et fællesskab ved at udvikle bæredygtige netværk med og omkring det enkelte barn.

Den danske folkeskole har ændret sig ligesom samfundet. Skolens roller er gennem tiden gået fra uddannelse til samfundsnyttige borgere til uddannelse af selvstændige borgere med indflydelse, der ruster til mestring af det hyperkomplekse samfund. Folkeskolen skaber som en af landets vigtigste kulturinstitutioner sammenhængskraft i vores samfund. Skolen danner, kompetenceudvikler og uddanner børnene til nutidens og fremtidens globaliserede demokratiske samfund.  

Samfundsudviklingen med den kulturelle frisættelse gør imidlertid, at skolens og dermed det pædagogiske personalets opgaver i dag er langt mere omfattende og komplekse end tidligere. Traditionsnedbrydningen har påvirket familiestrukturen. Barnet fik tidligere i højere grad sin identitet fra slægtsrelationerne og ikke mindst lokalsamfundet. I det senmoderne er de social relationer ikke mere bundet sammen af traditioner. Man bliver ikke på samme måde som tidligere født ind i en bestemt rolle som var givet af stand, erhverv, køn og alder. Barnet er sat fri af de nære fællesskaber og skal i højere grad selv foretage valg og skabe identitet. Den enkeltes hverdagsliv er i højere grad styret af egne præferencer, hvilket betyder at den enkelte har mange muligheder for individuelle valg, men også må tage ansvar for egne valg.

Jo mindre tradition et barn har at hænge sin identitet op på, des mere vil det sociale hverdagsliv være udgangspunktet for identitetsdannelsen. I det senmoderne samfund står det enkelte individ til ansvar for egne valg, men indgår samtidig i et samfund, hvor de sociale kompetencer har betydning for individets evne til at kunne indgå i et større fællesskab. Set i lyset af samfundets ændringer er skolen stadig et af de få skæbnefællesskaber, hvor man møder vidt forskellige individer. Derfor er det afgørende hvordan man tænker skole og hvilket dannelsessyn og menneskesyn, som ligger til grund for dette. Børn indgår i dag i så mange forskellige arenaer, at opfattelsen af familien som de eneste og afgørende opdragere og socialiseringsagenter af barnet er tvivlsomt.

Vægtningen af dannelse, opdragelse og uddannelse har igennem tiden varieret i takt med samfundssyn, menneskesyn og synet på børn, hvorvidt de er blevet betragtet som forældrenes, samfundets eller deres egne. Opdragelsesmønsteret i familien afspejler et tilværelses- og menneskesyn, der har indflydelse på barnets selvforståelse og tilgang til skolefællesskabet, og for lærernes tilgang til barnet, da barnet altid må forstås ud fra en kontekst. Fx viser undersøgelser af opdragelsesværdier, at danske forældre vægter selvstændighed (individualisme) højest i en prioritering af egenskaber, modsat familier af anden etnisk baggrund, der oftest har et mere kollektivistisk livssyn. Skolen skal yde bidrag til samfundet ved at kvalificere eleverne til på samme tid at honorere krav om uddannelse, samt varetage læring, opdragelse og dannelse, og herunder kvalificere eleverne til socialisering. Når entydigheden ikke er mulig må vi lære børnene at manøvrere i flertydighed. Det handler om at det pædagogiske personale skal skabe vilkår for at eleverne er medskabende og aktiv i den dannelsesproces, som de befinder sig i med feedback og fokus på progression i læring. 

I skolen kan vi konstatere at den sociale dimension får gradvis en stærkere betydning som en selvstændig dannelses- og opdragelsesarena via skolens sociale kultur og det sociale fællesskab.

Skoletraditionen er tilsvarende erstattes af mange mulige forståelsesrammer og handlemuligheder. Samtidig spiller folkeskolen og uddannelsessystemet en central rolle i fortsat at skabe økonomisk vækst. I og med at samfundet ofte beskrives som et videnssamfund, må vi uddanne eleverne til ”tænkende jobs”, hvor man skal beherske problemløsning, kommunikation, risikostyring og informationsbearbejdning – og danne eleverne til kreative, refleksive og fleksible individer, hvor de faglige kompetencer suppleres med personlige kompetencer. 

Vi har de børn vi har som produkt af det samfund vi lever i. Et samfund der i høj grad er præget af værdipluralisme og mange muligheder. Vores tid er præget af frisættelsen, som for alvor slår sig igennem også inden for folkeskolens mure. I takt med samfundsudviklingen bevæger de menneskelige relationer sig langsomt fra det private rum fx i form af familien over i den offentlige sfære, dermed bliver opdragelsen i stigende grad uddifferentieret og institutionaliseret. Skolen er dermed en central arena for kampene om de værdier og idealer, vi som mere eller mindre politisk fællesskab ønsker at formidle videre til eleverne. I vores senmoderne samfund, hvor individualisme er nøgleordet, er det tydeligt at eleven har brug for relationen til det pædagogiske personale - ikke blot som underviser, men også som omsorgsperson, opdrager og ”dannelsesekspert”. Skolen skal ikke blot danne og uddanne – men også tage omsorg for og opdrage. Det kan ske for alle børn, at der kan komme en periode, hvor barnet ikke trives og dermed har det svært med sine omgivelser. Det sker, at et barn eller enkelte børn fylder så meget adfærdsmæssigt, at hele klassen er præget negativt af det. Her handler det ikke blot om at sende barnet et andet sted hen og på den måde løse problem. Det handler nærmere om at se på helheden omkring det enkelte barn i skole, hjem og fritid. Ligesom der kan være børn, der af én eller anden grund ikke accepteres og gives rum til i den klasse barnet er en del af. 

For at imødekomme skolens og samfundets forandringer som lærer, må læreren besidde et komplekst niveau af kompetencer. Den komplekse lærers hemmelighed må være lysten til at undervise det refleksivt moderne samfunds børn og unge. Dygtige og kvalificerede lærere er afgørende for kvaliteten af undervisningen af eleverne i den danske folkeskole. Lærens undervisning har større betydning for elevernes læringsfremgang end for eksempel, hvor mange elever der er i klassen eller niveauspredningen i klassen. Lærerens handlinger i undervisningen er den faktor, som bedst forklarer elevernes læringsfremgang. Et anerkendende klima, som skabers af lærerne for eleverne og af skoleledelsen for lærerne, er det vigtigt aspekt i en skoles effektivitet. Desuden fremhæves forældrenes rolle og engagement såvel som det generelle sociale klima som væsentlige faktorer. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Børns udvikling og læring – en fælles forpligtende opgave Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger