Ambitiøs skoleledelse Grethe Andersen blogger om ambitiøs skoleledelse

Bliver folkeskolen ved med at være folkets skole?

Af Grethe Andersen, onsdag den 26. juni 2019 kl. 12.00

Der er en grund til at forældre vælger folkeskolen fra. Den enkelte lærer har et kæmpe ansvar. Vi kender alle snakken hen over kølediske i brugsen om, hvor heldig man som forældre er, når ens barns skal have netop den lærer. Den enkelte skole skulle gerne ses samlet som skabende værdi for alle elevers læring og trivsel. Det handler rigtig meget om at sætte det rette hold, hvor ikke kun eleverne lærer – men det pædagogiske personale og deres ledere også er i konstant læring med forbedring for øje.

Hvordan skaber skolen det bedste og dygtigste hold af ledere og medarbejdere, der konstant har fokus på værdiskabelse? Et bud kan være at flytte fokus fra profession til professionalisme. En dygtig akademiker kan noget helt andet end en dygtig lærer. I min mange år som skoleleder skete udviklingen fra lærernes monopol til en skole med både lærere og pædagoger, der skulle indgå i et ligeværdigt samarbejde omkring at skabe de bedste vilkår for en skoledag opdelt i undervisningstid og SFO tid. Det kom der rigtig meget godt ud af hen ad vejen. Det krævede en vedholdende indsats, der blev godt hjulpet af, at det var politisk besluttet i Aalborg kommune.  De to fagprofessioner kunne tilsammen meget mere og bedre, når de skulle skabe værdi for den enkelte elev.  Også i skolens teamledelse var en af lederne uddannet pædagog. Ansættelse af meritlærere skabte også i begyndelsen usikkerhed, er de nu dygtige nok, ved de nok om didaktik, pædagogik og undervisning? De havde trods alt ikke gået så længe på seminariet eller UCN som deres kolleger. Men de kunne noget andet, der var en gevinst. 

Undervisere på læreruddannelsen kan såmænd også være mere eller mindre fremragende. Jeg husker undervisere fra min tid på lærerseminariet, der just ikke var rollemodeller som undervisere. Nogle var stangberusede andre brugte det meste af tiden på at undervise i socialisme i stedet for fagets faglighed. Der var bestemt også fremragende undervisere. Som censor i pædagogik oplevede jeg eksamener, hvor det var tydeligt, at de studerende havde fået såvel en praksisviden som en mangfoldighed af teoretiske indsigter. Der var også underviser, der havde prioriteret teori om Luhmann, så de studerende kunne som Klodshans brødre rable en masse teori af sig – men de kunne slet ikke koble til den praksis, som de faktisk skulle ud i.

Med ”Teach First” udfordres lærernes monopol igen. Akademisk uddannede får mulighed for at få suppleret fag-faglighed på meget højt niveau med didaktik, pædagogik og god situeret læring i praksis. Fokus bliver fra lærernes faglige organisation igen at fastholde, at skolen er lærernes domæne, de er de bedste til at give alle elever optimale udfordringer. Der er fremragende lærere, der er også lærere, der er mindre fremragende. Så tanken om pædagogiske medarbejdere organiserede i team bestående af lærere med læreruddannelse (merit eller ej), pædagoger og akademisk uddannede lærere kan i min optik styrke det pædagogiske, didaktiske og fag-faglige niveau. I Finland har man succes med veluddannede lærere på akademisk niveau. Finland rekrutterer lærere fra de øverste 10 procent af den faglige talentpulje. 

Jeg oplevede som skoleleder, at ergoterapeuter kunne noget helt særligt i relation til elevernes læring i specialklasserne. Men det var læreren, der havde den vigtigste opgave, undervisning. Børn med bevæghandicap havde måske brug for større del af skoledagen med fysio- og ergoterapi end undervisningslektioner. Det som professionel at skabe værdi for alle elevers læring er måske vigtigere at have øje for end hvilken profession (uddannelse) man har. 

Når man er fremtidspositivist ser man fremtiden som et overflødighedshorn fyldt med muligheder, hvorimod man som fremtidsskeptiker kigger på fremtiden med skepsis. Man kan som en tredje vej vælge en position som fremtidsorienteret med en forventning og vision der i hvert fald ligger 10 år frem i tiden. Når vi ser på nutidens kompleksitet og forandringshastighed, kan vi være forvisset om, at verden vil forandre sig radikalt frem over. Det vil helt klart have betydning for, om folkeskolen vil have sin berettigelse, eller hvorvidt et alternativt bliver selvejende institutioner, der er offentligt finansieret – eller noget helt andet. Som fremtidsorienteret må de aktører, der har ansvar for, at vi har en folkeskole, vi kan være stolte af i Danmark, være visionære og have blik for kerneopgaven. Det betinger at man stiller de bedste hold. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Bliver folkeskolen ved med at være folkets skole? Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger