Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

At rejse er at leve

Af Grethe Andersen, onsdag den 11. november 2020 kl. 13.30

For vores danske forfatter H. C. Andersen var det at rejse at leve. Dalai Lama anbefaler: ”Én gang om året – så tag et sted hen, hvor du aldrig har været”. Nu er det at rejse i bredeste forstand at leve og rejse i Danmark. Corona pandemien har sat sine begrænsninger for at rejse ud i verden. I og med at syv kommuner i Nordjylland er lukket ned kan jeg i skrivende stund desværre heller ikke besøge min mor eller en af familiens børnefamilier med fem børn, heraf to små nyfødte tvillinger

Livet er samlet set en rejse. Det er en rejse med op- og nedture. Ligesom det at skrive er en rejse, der giver liv til mit liv. Jeg skrev bogen ”At lære er at leve”. Skolelederlivet har været som et eventyr med udfordringer, trolde og hekse og hjælpere. H.C. Andersen sagde, ”At rejse er at leve”. At lede er at lære – at lære er at leve – på skolelivets eventyrrejse. Jeg har som hovedpersonen i mit eventyr mødt forhindringer på min vej, ligesom, jeg måtte have øje for de hjælpere, som eventyret også gav mig. Mit motto var ”Nyd det, når det går godt. Den tid, der går godt, kommer ikke skidt tilbage.

Min mand, der også er pensioneret tidligere skoleleder og jeg drømmer om at rejse til Brasilien, hvor vi har et par ”døtre”, som har boet hos os som udvekslingsstudenter i Rotary regi og til staten New York, hvor vi også er velkommen hos vores ”datter” der fra. Drømmen handler om, at komme rundt i verdensdelene, mens vi kan. Interrail står også på drømmelisten som en dannelsesrejse, det fik vi ikke gjort, da vi var unge, og vores studiekammerater gjorde erfaringer med det. Måske skal vi engagere os i ”Bedsteforældrenes Klimaaktion”, påbegynde en litteratur- eller fotoklub eller lære at sejle i kajak. At ro i havkajak vil passe godt til glæden ved at være i naturren, at gøre noget sammen med hinanden og andre med samme interesse. Svage knæ og ankel er ingen forhindring til gengæld bliver ryg, arme og mave trænet, når pagajen skal svinges, så der kommer fart på kajakken.

Vi har investeret i et andelshotel i Sydportugal Corasao do Algarve, det skal vi i den grad også nyde sammen uden for højsæsonen. Vi nyder at være i det store kollektive fællesskab med mange bevidste, ressourcestærke spændende mennesker. Vi kan nyde livet alene med hinanden i forskellige lejligheder, som vi booker eller være aktive i fællesskabet. Vi har aftner med fællesspisning, foredrag, sang og hygge. Vi har mulighed for, at spille bridge, cykle, spille golf og tennis (der er tennisbane o grej samt cykler og golfudstyr til rådighed) og vandre i skønne områder. Der er mange smukke vandrestier langs kysten eller inde i landet. Vores familie og nogle venner har også haft glæde af det skønne sted. En gang om året rejser vi med en stor kuffert, så bliver der købt tøj og fodtøj, som vi reelt har brug for, det er langt billigere i Portugal end Danmark. At leve i Portugal er også billigere. Jeg joker med, at vi nærmest får rejsen betalt.

Desuden er vi meget begejstret for at finde boliger via Air bnb. Vi har boet i primitiv teltlejr i Nordportugal tæt på grænsen til Spanien. Der var gammeldags das med en spand med savsmuld til at hælde over dagens gevinst, og der var ude bad med vand, der var varmet op af solens varme. Vi spiste økologisk mad pyntet med blomster og slappede af i hængekøjer under de store skyggefulde træet. Vi vandrede i bjergene tæt på Spanien i et meget øde område, og erfarede, at det er vigtigt ikke kun at sørge for vand til turen. Blodsukkerbalancen kræver mad i rygsækken. Vi var pludselig i en meget lille landsby oppe i bjergene, hvor et lokalt spisested serverede masser af ”gode griseben” og stegt kylling med pomfritter. Det blev et helt kød orgie.

Vi har sovet i en tidligere kobås og siddet om langbord i Italien med gæster fra 7 forskellige lande og badet i en flod, som vi kun kunne finde frem til via hjælp fra værten, der lejede sin bolig ud. I det hele taget har vi fået rigtig mange gode fif til oplevelser, som vi ikke ville havde fået på turristkontorer, via brochurer, rejsebøger eller ved at søge på nettet. Når vi har været på storbyferie, har vi søgt parkerne for at opleve byens åndehuld. I Lissabon kunne vi se på kortet på mobiltelefonen, at der var et område, som var meget grønt, så der søgte vi hen for at nyde den medbragte madpakke. Det viste sig at være en enorm stor begravelsesplads. Vi har mødt skønne mennesker, som vi i dag har kontakt med via Facebook. Vi har bestemt også været ude over vores komfortzone – men det er jo det, der gør at vi husker oplevelsen som noget særligt og bliver inspireret til endnu flere lokale oplevelser rundt omkring i verden, så længe vi kan.

Vi kan håbe, at verden bliver åben for rejsende og fællesskaber på tværs af lande igen. I mellemtiden nyder vi at være turister i eget land og gå på opdagelse i nærområdet. Det er mærkeligt at have en kalender uden aftalte fester, ferier og gæster i det omfang, vi plejer. Jeg savner tre gange glæder. Glæden til rejsen/festen/aftalen, glæden når det sker og den efterfølgende glæde med minder.

Vi flytter fokus fra det vi ikke kan til det vi kan. Der bliver ryddet op og renoveret. Gamle interesser og hobbier bliver genoptaget. Lige fra fotografering til håndarbejder og læsestof. Nyheder på Ipad, TV og radio får ikke lov til at fylde for meget. Det trætter at læse, høre eller se nyt om Corona, dårlig ledelse, manglende demokrati, kampe, Trump og aflivning af mink uden lovhjemmel mv. Dagen får nye ”skemaer” med gåture, god tid til aviser mv. vores store familie; 4 børn, 3 svigerbørn,10 børnebørn og familiens oldemor er de vigtigste mennesker i vores liv. Pludselig fylder fremtiden ikke så meget, det er nuet, der tæller. Det er måske i virkeligheden en god øvelse.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: At rejse er at leve Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger