Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

At gøre en forskel, der gør en forskel

Af Grethe Andersen, mandag den 24. april 2017 kl. 17.09

Jeg studerer systemisk coaching Attractor (en del af Mannaz) Århus. Det er snart et år siden jeg begyndte. Det er en gave at få mulighed for at studere og blive klogere på meget – også at kigge på fortiden med nye øjne.

I 2003 fik jeg eksamen på diplomniveau UCN i ”Lederen som coach”. Jeg tilegnede mig færdigheder og anvendte teori i mit job som skoleleder. Jeg skrev ligeledes bogen ”Anerkendende Skoleledelse”.  I min søgning på spørgsmålet om ”Hvorfor Coaching” fik jeg i bogen ”Coaching læring og udvikling” følgende svar: Vidensmonopolets sammenbrud, omstillingsparathed samt kreativitet og udnyttes af ressourcer. Diplomuddannelsens teori og praksis var i høj grad bygget op om en forståelse af coaching baseret på Coaching er at låse op for et menneskes potentiale til at maksimere sine egne præstationer. Min coachende ledelsestil havde såvel fokus på opfyldelse af kommunale mål som at sætte fokus på en ønsket samskabt fremtid med mine medarbejdere. ”Medarbejdere, der tager ansvar, frigiver tid til lederen. Resultatet afhænger af ledernes tro på det menneskelige potentiale. Coaching fremprovokerer proaktive, fokuserende tanker, opmærksomhed og iagttagelse. Coaching er en måde at behandle andre mennesker på, en måde at tænke og en måde at være på, ikke bare en teknik der hives frem og regelmæssigt anvendes under foreskrevne omstændigheder. En coaching-session kan være ganske kort og spontan eller vare i flere timer, den kan være formel eller uformel coaching. Jeg har således haft erfaringer og teori, som jeg kunne og stadig kan ”stå på” men samtidig også måtte aflære/nytænke coaching. 

På uddannelsen Systemisk Coaching anvendte vi ”Storyline” – en tidslinje som redskab til at se på nutid, fortid og forestillinger om fremtiden. Jeg oplevede øvelsen som stærk følelsesmæssigt betonet. Jeg har i slutningen af min karriere som skoleleder været belastet af stress, følgevirkninger og efterfølgende to år, hvor jeg blev omplaceret i kontekster forbundet med store udfordringer. I mit arbejde med tidslinje fik jeg restruktureret begivenheder med ny eksistentiel meningsskabelse – en ny vundet følelse af agenthed i en mulighedshorisont som certificeret coach. Hold da op, jeg er ku 60 år, hvis jeg lever til jeg er 90 år, er der masser af nye muligheder i liver. Hvis jeg går 30 år tilbage var jeg 30 år og engageret lærer på Vester Hassing Skole – tænk hvad der er sket siden.

Jeg er jo netop rundet de 60 år og fik en meget jovial fødselsdagshilsen fra tillidsrepræsentanten fra Vester Mariendal skole, som jeg har arbejdet sammen med i 15 år. Han afsluttede sin hilsen med, at han ville bruge lejligheden til at takke mig for min store indsats for Vester Mariendal skole – at det var takket være min indsats, at skolen er, hvor den er i dag. Jeg blev meget glad for mailen, fordi jeg ingen afsked fik fra skolen som alvorlig syg af stress, efter det jeg på det tidspunkt oplevede som et baghåndsangreb fra lærernes såkaldte Faglig Klub. Jeg kvitterede for mailen med, at nu har jeg udsigt til at blive pensionist, hvorefter jeg fik mail fra den skoleleder, blev indsat, da jeg var syg om, at jeg ikke er velkommen, fordi der er nuværende og tidligere personaler, der ikke ønsker at jeg kommer. Det kunne jeg selvfølgelig havde undgået ved overhovedet ikke at overveje muligheden. Det er så tredje gang han skriver til mig, at jeg ikke er velkommen på matriklen. Første gang, da jeg kom op til overfladen og ønskede kontakt med ledelse og sekretariat anden gang, da jeg skulle skrive en guide om læringsamtaler for forvaltningen. Jeg har, da jeg blev leder hørt forskellige fortællinger om tidligere ledere, men slet ikke set det som min magt at forbyde dem at komme på skolen. Jeg har samtidig mødt ret mange forældre til børn på skolen og personaler, der sagde, at de savnede mig ligesom deres fortællinger var triste om de vilkår de oplever nu.

Det er jo dybest set ret interessant. I mit år på uddannelse som coach har jeg ofte anvendt cases som denne til at blive klogere på moderne magt, hierarkisk magt (små mænd), positioneringer, tyngde og tykke fortællinger, CMM modellen, narrativer og meget mere med uddannelsen som redskab. Jeg overvejer at skrive en bog med cases fra ledelseslivet, såvel de 15 år på Vester Mariendal skole, hvor det meste af tiden i min oplevelse var spændende, udviklingsorienteret og relationsbåret samt to år som ekstra leder i læringsrige kontekster. 

Jeg oplever, at jo mere jeg læser og praktiserer coaching jo mere ydmyg bliver jeg. Fogh Kirkeby beskriver i det, han kalder kommunikationens firkant: Jeg, Du, Den tredje og Den fjerde. I dialogen mødes vi om et fælles tredje i en ramme af viden og værdier. Den fjerde er ikke garant for nogen gennemkuelse, men derimod udtryk for det, der altid har overskredet det givne refleksionsniveau og den herskende normativitet. Den fjerde kan hverken nås af oprigtighed eller gyldighed, af fornuften eller forstanden. Den fjerde kan kun nås af fantasien, imaginatio. Begrebet, den fjerde, udtrykker, at enhver leders (coachs) første vilkår må kendetegnes af den indsigt, at der er noget, måske det afgørende, der mangler. Jo mere viden jo mindre viden. Jo større indsigt, læring og modenhed jo mere værdighed og ydmyghed. Kompetencen til kompetenceudvikling med de otte kernekompetencer ser jeg som konsistent med kompetencen til at reflektere forholdet mellem rationalitetens endelighed og mulighedernes uendelighed. 

Jeg har netop oplevet, at coaching ikke kun har været udviklende og selvudviklende samtaler for fokuspersonen, men høj grad også for mig som coach. Jeg ser i dag mig selv og andre som en strøm af fortællinger. Bevidsthed om talehandlinger skaber for mig nye perspektiver. Endelig skal man ikke underkende betydningen af den forskningsbaserede konklusion om at alle terapeutiske retninger er lige gode sammenlignes med Dodo-fuglen i Alice i Eventyrland, som afgør væddeløbet med at sige ”Alle er lige gode, alle skal have en præmie! ”, ligesom non-specifikke faktorer er mere betydningsfulde for effekten af end de metodiske forskelle. Det motiverer for fortsat læring som reflekterende praktiker på coachingrejsen 

De spørgsmål vi stiller, åbner for én verden og lukker for en anden. Peter Lang

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: At gøre en forskel, der gør en forskel Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger