Seniorlivets muligheder og begrænsninger Grethe Andersen blogger om seniorlivets muligheder og begrænsninger

Anerkendende kommunikation

Af Grethe Andersen, torsdag den 5. november 2015 kl. 15.30

Anerkendende kommunikation er en metodologi udviklet af David Cooperider, professor i Organisatorisk Adfærd på Case Western Reserve University. Anerkendende interview – appreciative inquiry er en metode og tilgang, hvor man tager udgangspunkt i hvad man værdsætter – valuering som supplement til evalueringen (Cooperrider & Srivasta, 1994). Jeg har erfaret, at mange misforstår begrebet anerkendelse, idet de tror, at der kun er fokus på værdsættelse, drømme og succeser. Metoden udelukker ikke kritisk forholden sig til eksisterende vanskeligheder og problemer.  

Hvilke problemer er der i virksomheden?

Hvad fungerer i virksomheden? 

Ovennævnte to spørgsmål understreger forskellen mellem den mere traditionelle Change Management Theory og Appreciative Inquiry. Udgangspunkt i den gode historie og de gode oplevelser.

Appreciative Inquiry, der kan oversættes til "Værdsættende samtale", tilbyder en anden indfaldsvinkel til at arbejde med forandringsprocesser og innovation. Her er udgangspunktet, hvad der fungerer i en virksomhed og ikke mindst, hvad der værdsættes. Følgende udsagn er nogle af de grundlæggende antagelser indenfor Værdsættende Samtaler:

I ethvert samfund, enhver organisation eller gruppe, er der noget, som virker. Vi må gå på opdagelse, i hvad der virker og giver organisationen liv, uanset hvor ubetydeligt det kan forekomme ved første øjekast. Vi forandrer med og i kommunikationen ved professionelt ”holde af” ved at anerkende – lytte, se høre, forstå modpartens synspunkter og adfærd. Ressourcetænkningen er at skabe plads og rum i kommunikationen til at identificere den andens budskab og selv bidrage til såvel egen som den andens indsigt ved spørgsmål, der forstyrrer tilpas. Kommunikation er dybest set en kunst at kunne.

Man kan ikke opfatte alt og derfor kommer man til at fokusere på noget, og noget vil blive udeladt. Bateson og Maturana kalder denne fokusering af opmærksomheden for at foretage en distinktion. Det at foretage en distinktion er en handling fra den beskrivendes side. Og handlingen har afgjort sammenhæng med den beskrivendes interesser, viden, forhistorie osv. Pointen er, at to forskellige beskrivere i samme situation sandsynligvis vil foretage forskellige distinktioner og derfor give forskellige beskrivelser, hvilket uundgåeligt fører til forskellige forklaringer på det beskrevne. Det er vigtigt at huske, at i enhver beskrivelse bliver mange andre mulige beskrivelser udeladt, eftersom mange mulige distinktioner ikke er blevet foretaget. For Luhmann (Rasmussen 1997 s.65) er kommunikation en selektion hvor afsenderen af meddelelsen vælger et bestemt kommunikationsindhold ud fra mange mulige, samtidig vælger modtageren af meddelelsen sin egen referenceramme til at forstå kommunikationen. Luhmann forbinder funktionsanalyse med informationsbegrebet. 

På det konkrete plan kan man stille spørgsmålet: Hvad bidrager handling til: Hensigt, mening, betydning og værdi. Han taler om en "dobbelt kontingent kommunikation", idet han antager, at enhver form for kommunikation fører tilbage til tidligere kommunikation. For Luhmann er den menneskelige erkendelse en svingning mellem resultater af tidligere operationer, valg og beskrivelser bruges som grundlag for nye operationer. Han taler i den forbindelse om at mennesket er selvreferentielt. Det forstår sig selv på grundlag af den forståelse og de strukturer man har i forvejen. Enhver kommunikation eller formidling er altså ramt af dobbelt kontingens. De kommunikerende parter kan have forskellige forståelsesrammer så budskabet og forståelsen rammer forbi hinanden. Resultatet af kommunikationen er som følge heraf uforudsigeligt. Først gennem en kæde af gensidige at prøve-fejle mekanismer udvikler deltagerne gensidig forståelse. 

Det at stille spørgsmål i en organisation eller gruppe får en indflydelse på gruppen. Vi må være bevidste om at stille fremadrettede spørgsmål, som igangsætter en dialog om det positive. Folk er mere trygge og har det bedre med at rejse ind i fremtiden (det ukendte), når de medbringer dele af fortiden (det kendte). Vi må fremhæve og lede efter de bedste erfaringer og højdepunkter i fortiden. Det er vigtigt at værdsætte forskelle. Vi må hæfte os ved - og forstørre - selv små undtagelser fra problemet og de omstændigheder, hvor problemet ikke manifesterer sig. Den kunstneriske skabelse af positive kollektive billedsprog er måske den mest frugtbare (produktive) aktivitet individer i organisationer kan deltage i, hvis deres formål er at hjælpe med at virkeliggøre en positive, menneskelig betydningsfuld fremtid” David Cooperider (1992). Spørgsmål kan udforske, udfordre og påvirke; kan være lineære og cirkulære, lineære, når de skal udforske det enkle – fremskaffe data og påvirke forenklet, cirkulære, når kompleksiteten skal opløses, dvs. sammenhænge og relationer skal afdækkes og refleksioner skal sættes i værk.

Den interne kommunikation er forudsætningen for, at der skabes handlekraft og handlefrihed blandt medarbejderne. Anerkendende kommunikation efterlader synlige spor i virksomheden. Den fjerner ikke konflikter, men forhindrer dem i at blive optrappet. En medarbejder, der føler sig kontinuerligt anerkendt, forstår bedre de krav og forventninger, lederen stiller, og er således mere motiveret for forandringsprocesser og vil se muligheder frem for at opleve forandringsprocesser som en utryg situation. Anerkende kommunikation kræver således god planlægning og egnede fora for dialog. 

Dårlig kommunikation er sjældent et informationsteknisk problem, men er faktisk et ledelsesproblem. Man kan selvfølgelig stille et spørgsmål om det også gælder uformelle ledere af organisationen – svaret må være ja. En medarbejder, som får utilstrækkelig information i forhold til det, medarbejderen har brug for, har svært ved at tage ansvar. Men en medarbejder, som føler, at han eller hun bliver set, anerkendt og i forlængelse heraf får den information, der er brug for, kan ikke lade være med at tage ansvar. Samtidig er det at søge og få information en gensidig opgave – det man ikke ved, kan man ikke gøre noget ved. Værdsættelse sætter således kollektivt positivt fokus:

  • Hvilke ting værdsættes på skolen? 
  • Hvilke gode oplevelser ligger bag? 
  • Hvad er lykkedes ekstraordinært godt? 
  • Hvad muliggjorde dette? 
  • Hvad var de nærmere omstændigheder? 
  • Den gode leder ser mulighederne

På den måde evner de at se, hvornår boldene skal gribes og kastes igen uden at lade følelserne løbe af med sig. En emotionel stabilitet der betyder, at selv når boldene er i stormvejr, anerkendes boldenes bevægelser som en mulighed frem for et problem, der skal løses. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Anerkendende kommunikation Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger